Musikhistorie

“Vi er som nord og syd”. Om Louis Glass og Carl Nielsen

Københavneren og landsbydrengen. To jævnaldrende kunstnere, men helt forskellige. Louis Glass fra København var indadvendt og grublende. Fynboen Carl Nielsen udfarende og dristig.
De havde vigtige roller i dansk musikliv. De dirigerede, komponerede, organiserede og underviste. Carl Nielsen var desuden orkestermusiker og Louis Glass solist på både klaver og cello.
Men deres smag gik i hver sin retning. Louis Glass orienterede sig mod Centraleuropas senromantik. Carl Nielsen arbejdede i en uortodoks stil, der til tider var virkelig hjemmelavet. Han blev med årene mere og mere radikal, og afstanden til Glass voksede. Til sidst kunne publikum ikke favne dem begge.

Fordybet i isolation
Glass og Nielsen kunne mødes på selskabeligt plan, men ikke i kunsten. Glass forstod ikke Carl Nielsens voldsomme udvikling, og Carl Nielsen kunne ikke bruge Glass til så meget. Selv ikke da Glass opførte Nielsens musik, brød han sig om måden, det blev gjort på.
Allerede i 1907 – det år, Carl Nielsen skrev sin gennembrudssang Jens Vejmand – fornemmede Glass en mørk fremtid. ”Det er mig lidt svært at forstå at netop jeg, der så gerne ville ”det ny”, skal sidde tilbage, halvt uforstående, ja næppe engang følende lyst til at være i dansen”, skrev han i et brev til Grieg. Men han tilføjede: ”Hvor besynderligt det end lyder: Jeg føler mig ganske vel ved min lidt isolerede stilling.”

Galskaben mangler
Louis Glass blev ikke ved med at finde velbehag i sin isolation. Årene tærede på hans humør, og i 1920’erne var det helt i bund. Da havde Nielsen sprængt sig vej langt ind i det 20. århundrede med sin kraftfulde 4. og 5. Symfoni, og med sine mange folkelige sange havde han samtidig fået fat i et bredt publikum, der aldrig havde været inden for sin mere eksklusive kollegas rækkevidde.
Virker fortællingen bekendt, skyldes det den i dag velkendte historie om Rued Langgaard, der regnede Carl Nielsens dominans som grunden til, at hans talent blev holdt nede. Modsat Langgaard beholdt Louis Glass sin fulde fornuft livet igennem, og han valgte at trække sig tilbage, hvad Langgaard ikke gjorde. Derfor blev sammenstødet mellem Glass og Carl Nielsen ikke så voldsomt eller så synligt.
I nutidens øjne mangler musikken af Glass desuden det vanvid og de groteske udslag, man finder hos Langgaard. Og derfor er Glass endnu engang blevet overhalet i offentligheden, denne gang af Langgaard.

Regnskabet gøres op
Da de to komponister er i 60-års alderen, gør de hver for sig regnskabet op. Nielsen i et oprørende interview med Politiken, hvor han fortryder hele sit kunstnerliv: ”I fald jeg kunne leve mit liv om igen, ville jeg gå i handelslære”, siger han. Arbejdet med kunsten har ikke været anstrengelserne værd.
Glass opsummerer ikke sit liv offentligt, men konklusionen er den samme. Livet har været brugt på noget, der ikke har vundet forståelse. For at få ro har Glass brug for fagfællers accept, og i tre temmelig hjerteskærende breve til Carl Nielsen i 1923 angler han efter en sidste anerkendelse.

Det begynder med en påmindelse til Nielsen om, at han ikke som lovet har opført Glass’ 5. Symfoni, Sinfonia Svastika, i Musikforeningen i København. ”Tænk på om vi ikke kan få lov til at ende vore dage i bedre gensidig forståelse, vi har jo begge det korteste afsnit tilbage”, slutter Glass det første brev. Det næste brev benytter han til en uddybning:

”Da det nu er dig – kære Carl Nielsen – der står i den almindelige bevidsthed som vor første mand i dansk musik, så bliver det også dig, som det i første række må komme til at gøre sket uret god igen, hvis du mener, at der er sket en sådan uret. Den, der rækker mig hånden – ikke med venlige ord, men med mandig handling – vil uden tvivl få at føle, at han ikke handlede ilde.”

Et sidste håb om venskab
I det sidste brev tør Glass tale ud af posen om sin skæbne, og med en definitiv bøn om accept afrunder han den tragiske historie om konsekvenserne af et snævert musikmiljø:

”Du skrev et sted at vi egentlig ikke kunde bedømme hinanden, og du havde ret heri. Men er det derfor udelukket, at vi hver kan have ret, og at der er dem, der behøver dig og dem, der behøver mig? Jeg erkender at du er en fremragende kunstner og jeg erkender din betydning, men du kan ikke få den samme betydning for mig, dertil er vi to for forskellige – heldigvis for dansk musik, og beklageligvis for vort gensidige forhold og venskab. Vi er som nord og syd, eller vest og øst, hvad du end vil, men modsætninger.

Hvor ofte har vi ikke været glade ved at være sammen, hvor ofte har vi ikke talt ud fra hjertet til hinanden, hvorfor kan vi ikke mødes i gensidig forståelse af hinanden – i virkeligt venskab? Tænk nu herover – men er jeg en fare for din musikalske overbevisning, for din tro og dine idealer, så send mig mit brev tilbage, så jeg kender min stilling. Her kan ingen diplomatisk mellemvej få nogen lykkelig udgang. Din hengivne Louis Glass.”

Året efter dirigerede Louis Glass sin 5. Symfoni i Musikforeningen. Og med den symfoni blev han også fejret på sin 70-års dag af Radiosymfoniorkestret og stjernedirigenten Fritz Busch. Det var i 1934. Da var Carl Nielsen død, men levede alligevel stærkere i publikums bevidsthed, end Louis Glass kom til at gøre det i levende live.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *