Carl Nielsen og de folkelige sange

Carl Nielsen skrev næsten 300 sange. Nogle er solosange i klassisk tradition, men langt de fleste er enkle, folkelige sange. Ingen anden betydelig komponist har lagt så stor del af sin produktion i den mest undseelige genre: Fællessang. Dobbeltsidigheden som både radikal og folkelig kunstner er et af Carl Nielsens særkender, og det præger hans produktion indadtil og udadtil.

Arbejdet med folkelige sange begyndte ikke som et projekt for Carl Nielsen, men endte med at blive det. De tidligste sange fra det repertoire, vi i dag betragter som hans “folkelige sange”, stammer fra ret forskellige sammenhænge, f.eks. en teaterforestilling (Havet omkring Danmark), en sommerrevy (Du danske mand) og en liedsamling (I solen går jeg bag min plov). Lige de sanges folkelige potentiale havde Carl Nielsen næppe regnet med. Selv den overvældende succes i 1907 for den socialt indignerede vise Jens Vejmand (Hvem sidder der bag skærmen) kom bag på ham. Sangen gjorde Carl Nielsen til en af Danmarks kendteste kunstnere, og den nåede ud i alle kroge af landet. Jens Vejmand blev både et politisk debatindlæg og en ørehænger – og i 1910 indspillede et danseorkester den på en munter plade som Jens Vejmand Polka!

Men noget var blevet vakt i Carl Nielsen, og han så efterhånden sig selv som en, der kunne være med til at formulere en ny, folkelig musik. En fornyelse af den sangtradition, der havde rødder helt tilbage til J.A.P. Schulz og hans samling Lieder im Volkston fra 1780’erne. ”Schein des Bekannten”, et præg af det tilsyneladende velkendte, mente Schulz, at en ny sang skulle have, hvis den skulle kunne synges af enhver og have kvaliteter for alle.

De tanker kom til at fylde utrolig meget i Carl Nielsens musiksyn, og ved siden af sine stadigt mere radikale værker skrev han i 1910’erne og 1920’erne systematisk sine folkelige sange. Første gang i 1914 på opfordring fra højskoleforstanderen Johan Borup, og siden etablerede han selv et samarbejde med komponisten og salmereformatoren Thomas Laub. De satte nye melodier til ældre danske digte, selv om flere af disse allerede havde melodier af andre komponister. Nielsen og Laub delte digtene imellem sig og udgav melodierne i en fælles samling, En Snes Danske Viser, der udkom i to hæfter i 1915 og 1917. Projektet fik god presseomtale, ikke mindst da sangene blev præsenteret ved en nærmest konceptuel koncert, hvor sangsolisterne på scenen var iklædt hverdagstøj.

Carl Nielsen kom fra landet og var vokset op med den traditionelle danske folkemusik. Uden direkte at citere folkesange eller spillemandsmusik – hvad de egentlige nationalromantikere derimod gerne gjorde – ramte han med sine folkelige sange en musikalsk tone, der virkede bekendt, havde et ”Schein des Bekannten”. Til sin kone Anne Marie skrev han:

Det er underligt, at naar jeg skriver disse letfattelige, enkle Melodier er det som om det slet ikke er mig der komponerer; det er som om – hvad skal jeg sige – det var Folk fra min Barndom ovre paa Fyn eller som om det var det danske Folk som ønsker noget igennem mig. Men det lyder maaske saa stort, da Sagen er saa jævn og simpel, ihvertfald for mig.”

De folkelige sange kaldes tit over en kam for ”højskolesange”. En betegnelse, der er svær at oversætte til andre sprog og kulturer. Også den alternative betegnelse ”danske sange” (der tilsammen udgør “den danske sangskat”) bliver meningsløs i oversat sammenhæng og er måske også blevet meningsløs for dagens danskere.
Hvad er det så for noget? Enkle, strofiske sange, ikke folkesange, men sange for enhver og ideelt set for et helt folk. Brugsmusik, der tjener lyrikken og de bestemte rammer for fællessang. Tænkt til brug i skoler, kirker og forsamlinger, og frem for alt til den danske folkehøjskole, hvor voksne videreuddanner sig – uden eksamen – for at blive klogere på historien og kulturen.
Carl Nielsen var i 1922 en af redaktørerne af den første udgave af Folkehøjskolens Melodibog, den officielle samling af melodier til repertoiret af højskolesange. 33 af hans egne melodier kom med i førsteudgaven. Udvalget har svinget gennem årene, sange er røget ud og ind, nogle er blevet forældet, andre genopdaget. Den nuværende 18. udgave har 36 af hans sange med, og mange flere er skrevet af andre komponister i Carl Nielsen-stil.

For at forstå Carl Nielsens kunstneriske person er man nødt til at forstå de folkelige sange som en integreret del af hans værk. Nogle gange er fusionen ligetil, f.eks. i Moderen, en forestilling fra 1921 om genforeningen med Sønderjylland, hvor Nielsen afslutter med den storslåede fædrelandshymne Som en rejselysten flåde. Andre gange blander de folkelige melodier sig uden ord. Et direkte melodicitat finder man i variationssatsen fra Blæserkvintetten, mens sidste sats af Symfoni nr. 3 (“Sinfonia espansiva”) med sin hyldest til det daglige arbejde er en parafrase over den folkelige sang som meloditype. Og selv i nogle af Carl Nielsens mest modernistiske værker, Klarinetkoncerten og Symfoni nr. 6, dukker “folkelige” melodistumper op som kunstnerisk materiale.

I 1920’erne blev Carl Nielsen bedt af sangkomponisten Thorvald Aagaard om at skrive en ”folkesymfoni”, og selv om han lovede at gøre det, blev det heldigvis aldrig til noget. Det var unødvendigt at skilte så tydeligt med sit ståsted, når nu det allerede kunne høres. ”Trænger man ind til Grundcellen i mine Kompositioner, vil det sikkert vise sig, at denne Celle er den samme ­baade i de store Symfonier og i de smaa Viser. Det har dog faldet mange svært at forstaa”, sagde Nielsen i et avisinterview i 1928.
Man skal med andre ord ikke lede efter den radikale kunstners tonesprog i Carl Nielsens folke­lige sange. Sagen forholder sig omvendt. Med hans højskolesange i ørerne – og på rygmarven – bliver sammenhængen så åbenlys, at meget af hans øvrige produktion simpelthen får ”et præg af det tilsyneladende velkendte.”

 

Redigeret udgave af en tekst, skrevet i 2014 til albummet “Carl Nielsen – Sange for kor”, udgivet af Dacapo.
Se mere om albummet her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *