Pladehylden

Carl og vennerne

En ny cd-boks med 30 skiver er den største Carl Nielsen-udgivelse nogensinde. Den indeholder hundredvis af indspilninger, lavet af musikere, der kendte Carl Nielsen eller voksede op sammen med hans værker. Mange af optagelserne er velkendte, men helheden er overvældende. Cd-boksen Carl Nielsen on record er en imponerende afslutning på komponistens fødselsdagsfejring i 2015.

Layout 1

Historiske optagelser er som regel altid perspektiverende at lytte til, men er mest interessante, hvis de fortæller os noget, vi kan bruge til forståelse af musikken i dag. Og det er der vanvittigt meget af i denne boks med historiske Carl Nielsen optagelser. Spillestilen er ukunstlet og nogle gange decideret uhæmmet. Den er også indforstået, for ingen har lært disse musikere at spille Nielsen, de gør det bare.

Den største del af boksen er med orkesterværker, anført af en flok dirigenter, der med et personligt kendskab til Carl Nielsen stod for hans internationale gennembrud i begyndelsen af 1950’erne. Ikke mindst DR SymfoniOrkestrets tre danske hoveddirigenter, Thomas Jensen, Erik Tuxen og Launy Grøndahl, træder frem med afgørende vægt. De høres bedst i Nielsens seks symfonier, og boksen inkluderer både kommercielle pladeindspilninger og koncertoptagelser fra DR. Endda med spændende dubleringer:

Jensen: Symfoni nr. 1, 2, 2, 3, 4, 5 og 6
Tuxen: Symfoni nr. 1, 3, 5, 5 og 5
Grøndahl: Symfoni nr. 2, (3) og 4

Muligheden for at sammenligne dem er ekstra god, fordi det er det samme orkester, der spiller, og fordi optagelserne er lavet indenfor få år. Og det interessante er, at de tre dirigenter er så forskellige personligheder.
Thomas Jensen er den skarpeste af de tre. Han har det fasteste greb om orkestret og præsenterer de tydeligste fortolkninger af musikken. Erik Tuxen er den mest dynamiske, noget af en gambler, der søger spændingen og ikke er bleg for effekter. Launy Grøndahl er den mest spontane, og som den ældste af de tre tilhører han en mere romantisk skole. Det kan høres både i de afspændte, improviserede passager, og når det koger over i hurtige tempi (hvor lidt slinger i valsen er et naturligt biprodukt).

launy_grohndahl_0

Launy Grøndahl kan desuden nydes i en radioproduktion af operaen Maskarade, som på sin vis er den bedste, der nogensinde er udgivet. Ikke fordi den er bedst spillet eller har de flotteste stemmer, men fordi det er den bedste komedie. Grøndahl og hans sangere, især Einar Nørby som en virkelig veloplagt Henrik, gør ikke operaen til noget, den ikke er. Der danses og pludres, og Nørby kan snakke sine replikker, så det lyder som noget fra Olsen-banden. Når man først har hørt det, står det klart, at det er en del af Nielsens specielle komediestil.
Det store minus er at 3. akt er beskåret til det halve, som man gjorde det dengang. Og temmelig overraskende er Holger Byrdings bud på Jeronimus, som ligger meget langt fra de aggressive bassangere, der siden Ib Hansen har haft patent på rollen. (På Michael Schønwandts nye indspilning af Maskarade gør Stephen Milling dog med sin urkomiske stil op med den tradition).

Endnu flere stemmer får man på boksens tre cd’er med Nielsens sange, der spænder fra en eksotisk fortidig Vilhelm Herold i 1908 (med et vildt rubato!) til Aksel Schiøtz og en stribe sangere fra efterkrigstiden. Her er det sværere at opfange en særlig stil, for legenden Aksel Schiøtz skabte sin helt egen med en strikt, akademisk tilgang. Sådan havde ingen sunget Carl Nielsen før. Sammenlign med en enestående optagelse fra 1915 af den mere tilbagelænede Anders Brems, der indspillede Underlige aftenlufte selvsamme år, som han uropførte den ved præsentationen af Nielsens banebrydende folkelige sange En snes danske viser. Sådan lød det altså ved denne skelsættende aften i dansk musikhistorie.

Korværkerne er nok det område, hvor det tekniske og musikalske niveau fra dengang virker mindst indbydende i dag. Moderne korsang er på så anderledes højt et plan end det grødede og vibrerende, man hører her. Desuden er mange af koroptagelserne i hænderne på Mogens Wöldike, hvis stivnakkede attitude ikke er særlig smittende. Interessant, at han var Carl Nielsens fortrolige og var fødselshjælper for det sene værk Tre Motetter.
Hvad motetterne angår følger ingen længere Wöldikes tradition, fordi vi nu har en helt anden indsigt i Nielsens renæssanceforbilleder, end Wöldike og Nielsen havde. Vi har simpelthen fjernet Carl Nielsens neorenæssance og erstattet det med vor tids bud på historisk opførelsespraksis. En temmelig unik situation.

Telmanyi-Ede

Violinkoncerten kan høres i to optagelser med Emil Telmányi, Carl Nielsens svigersøn, som i praksis havde monopol på at spille koncerten. Dels en pladeindspilning med Det Kgl. Kapel og Egisto Tango, men en liveoptagelse fra 1951 med DR SymfoniOrkestret og Fritz Busch er meget bedre. Telmányis spil er gribende og overvældende “rigtigt”, fantaserende og personligt. Tempoet i finalen er overraskende langsomt. Også de to violinsonater spiller Telmányi roligere og mindre muskuløst end de ofte høres i dag.
Helt tæt på Nielsen kommer vi med Blæserkvintetten, optaget i 1936. Det er et af de vigtigste dokumenter, fordi værket er skrevet til og inspireret af netop de musikere (i hvert fald fire ud af fem), der spiller på pladen. Her kan vi høre den koleriske klarinettist Aage Oxenvad, den sindige fagottist Knud Lassen, osv. Karakterfulde musikere, ikke teknisk særlig perfekte, men personligheder med skønne, egenartede klange. Der er kun et ganske let vibrato og mange tempovalg er anderledes, end det høres i vor tid. Hvem tør spille Kvintetten så frit i dag?

Danish Wind Quintet

Hele boksen bygger videre på Danacords 1990’er serie The historic Carl Nielsen Collection, men der er suppleret med meget. Både kommercielle indspilninger helt op til midten af 1950’erne og sjældenheder fundet i DR’s båndarkiv. Desuden en udenlandsk undtagelse i form af en komplet symfonicyklus med Stockholm Filharmonikerne og dirigenten Tor Mann, der mødte Nielsen i Göteborg og betragtede sig som hans discipel.
I raritetsafdelingen er der et par uvurderlige optagelser fra begyndelsen af 1930’erne: En 5. Symfoni med Georg Høeberg (den ældste, komplette optagelse af en Carl Nielsen symfoni), der viser både orkestrets vanskeligheder og dirigentens friheder, men mest bevægende Launy Grøndahls opførelse af 3. Symfoni fra mindekoncerten ved Carl Nielsens død i 1931. Den blev optaget i smug og desværre kun i uddrag. Men sikke et dokument, super udtryksfuldt spillet. Som at have en optagelse af Mozarts Requiem fra Mozarts begravelse i 1791.

Lektien af de mange timers Nielsen-optagelser er, at afstanden til vor tids manicurerede opførelser er meget stor. Selvfølgelig på det lyd- og spilletekniske område, men ikke mindst på moderne musikeres fokus på at klargøre partituret. På de gamle optagelser bliver man mindet om, hvordan standarden var, før teknisk brillante dirigenter som Jukka-Pekka Saraste og Sakari Oramo fandt vej ud af Nielsens nogle gange kaotiske orkestrering. Den nød er blevet knækket, og vi behøver ikke vende tilbage til den gamle uklarhed.

Men hvis de gamle optagelser kan få moderne musikere til at turde slippe sig selv løs og blæse hatten helt af, når de spiller Nielsen, så er det bedste af fortidens arv vundet tilbage. Helt oplagte eksempler er Carl Nielsens yndlingsklarinettist Aage Oxenvad og hans elev Ib Eriksson, som på de gamle optagelser rammer al musikkens anarki, intensitet og kærlighed – koste hvad det vil. Carl Nielsen var ikke en teknisk perfekt komponist, og de musikere, han kendte, beviser her, at teknik heller ikke behøver være hovedsagen, når man skal spille hans enestående musik. Mod og legesyge må derimod aldrig mangle.

 

Carl Nielsen on record. Vintage and other historical recordings
Danacord DACOCD 801-830

Danacords hjemmeside kan man læse det komplette indhold af boksen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *