Interview

“Den evige verden skal man måske slet ikke forstå”

19. januar 2017 opfører dirigenten Michael Schønwandt og DR SymfoniOrkestret Schumanns sjældent spillede Scener fra Goethes Faust. Jeg mødte ham til en snak om et værk, der med Schønwandts egne ord “ligger dybt i hjertet på ham”.

Scener fra Faust er et fascinerende værk, jeg har kendt siden jeg hørte Benjamin Brittens banebrydende indspilning fra 1973. Det er et af Schumanns største værker i længde, og så beskæftiger det sig med en af de mest fantastiske tekster, der er skrevet. Der er så mange lag i dette værk, så meget menneskelighed, så meget liv og død. Det er et svært værk at opføre, fordi det er så stort og involverer så mange mennesker. Men selv om det er et stort apparat, er det alligevel ofte meget intimt og holdt i meget følsomme detaljer. Schumann lægger sig utrolig tæt op ad det tyske sprogs farver og nuanceringer, ligesom han gør i sine sange.”

Hvad er det egentlig for et slags værk – en koncertopera? Et oratorium?
”Titlen viser, at det er nedslag i Faust-myten. Ikke en kontinuerlig historie, men punkter, som Schumann gerne vil fremhæve. Historien er så kompleks, at man er nødt til at vælge ud. Det er overvejelser og refleksioner, et koncentrat af Faust-myten.
Schumann springer det meste af Gretchen-historien over, fordi det er en bisætning i det, han vil fortælle: Et menneskes bevægelse gennem livet, et menneskes kamp med sig selv. Hvornår er du i live? Det sublime ved Faust er jo, at han dør det øjeblik, han lever mest. I det øjeblik, der er så skønt, at han ikke vil videre derfra, falder aftalen med Djævelen i hak: Nu dør du, for du bevæger dig ikke.”

“Første del ender ved et nulpunkt. Tiden står stille, og alt stopper ved en smuk durklang. Og derefter går vi over til den evige verden. Koret skifter rolle, og de solister, der har sunget personroller før, bliver til allegoriske figurer.
Jeg tror ikke, de to dele hænger sammen. Der er en konsekvens og en naturlig linje, men ikke sammenhæng. Faust II handler om, at selv om vi er fortabte, så løfter Gud os op til sig. Uanset hvad vi begår af synder. Selv om Mater gloriosa osv. er katolske figurer, så er det protestantismens budskab: Gud er altid med dig, Gud vil altid tilgive dig. Der er ikke nogen skærsild i 2. del og Dies irae eksisterer ikke – den hører vi til gengæld i 1. del.”

“Slutkoret er den berømte tekst om ”det evigt-kvindelige, der løfter os op”. I vores ligestillingstider kan det være en interessant diskussion, hvad det nu er for noget… Jeg tror, det betyder, at det er den medfølende side af os, den empatiske, den forstående, vi har brug for.”

Er det svært at forstå Schumanns løsrevne scener, hvis man ikke kender teksten godt nok til at selv at udfylde hullerne mellem nedslagene?
”Ethvert værk ændrer skikkelse med tiden. Selvfølgelig har publikum dengang kendt Goethes version af Faust-myten, men det gør vi egentlig også i dag. Vi ved det bare ikke. Den beskæftiger sig med noget, vores tilværelse er fuld af, nemlig vores handlinger og den pris, vi betaler for dem.”

“Den evige verden, man møder i sidste del, skal man måske slet ikke forstå… Måske er det bare de tåger, som Goethe prøver at skabe. Vi ved jo ikke, hvad der er efter døden. Det tror jeg ikke man behøver at forstå rationelt.”

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *