Musikhistorie

Dronning Dagmar versus Skjoldungerne

Man plejer at sige, at nationalromantikken hører hjemme i midten af 1800-tallet, og som regel definerer man den med et par få værker, skrevet meget tæt på hinanden: Niels W. Gades 1. Symfoni (“På Sjølunds fagre sletter”), korværket Elverskud og J.P.E. Hartmanns opera Liden Kirsten. Et par årtier senere fulgte Heises opera Drot og Marsk, og dermed skulle det så være slut.

Men nationalromantikken nægtede at dø, og det er fascinerende at høre den vokse ind i en ny tidsalder. Prøv f.eks. at lytte til to helt oversete nationalromantiske symfonier fra mellemkrigstiden: Rued Langgaards Symfoni nr. 9 (“Fra Dronning Dagmars by”), skrevet i 1942, og den 6. Symfoni (“Skjoldungeæt”), komponeret i 1924 af den stort set glemte Louis Glass.
Begge værker er originale og meget velskrevne. Glass’ symfoni et ambitiøst fem-satset værk, der målbevidst arbejder med at udvide og opdatere 1800-tallets nationalromantiske tonesprog. Instrumentationsmæssigt, harmonisk og melodisk er det fuldt med idéer. Langgaards symfoni er tilsyneladende lettere, men den er flyvsk på et virtuost plan og har en antydet dobbeltbund i sin form for nationalromantik. Der er gået politik i det, og Langgaard forsvarer sin kontrære holdning med stor charme.

Begge symfonier er værdifulde kunstværker, som fortjener at blive anerkendt for den stilistiske progression og det fremragende håndværk. Det er alt andet end bevidst- og tandløs stilstand. Det finder man snarere hos de gamle guldalderkoryfæer selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *