Interview

Engang var jeg komponist

Splat! Partituret med det irgrønne omslag bliver smidt på bordet.
Four Texts in Music. Det er fandme længe siden!”, siger Ingolf Gabold ved gensynet med sit sidste store værk. Skrevet i 1978 til tekster fra Bibelen, Shakespeare og Hölderlin. Et så avanceret stykke musik, at det slutter med et massivt efterskrift, hvor komponisten analyserer sit eget værk efter jungianske teorier.

Ingolf Gabold var i 1960’erne og 1970’erne en af de kendte danske komponister. Senere blev han kendt som dramachef i DR. Leder af den afdeling, der producerer tv-serier som Forbrydelsen og Borgen og vinder Emmy-statuetter i USA. Tidligere levede han et liv helt i musikkens tegn, indtil han 40 år gammel satte sin sidste dobbelte taktstreg. Men hvorfor stoppede Gabold – en komponist, der i historiebøgerne beskrives som en af periodens mest originale i Danmark?

Det begyndte at tørre ud
”Jeg kunne mærke, at det begyndte at tørre ud. På flere måder. Omkring 1980 begyndte publikums interesse for den ny musik af dale. Til koncerterne kom der efterhånden kun 15-16 tilhørere, de var vores venner og venners venner, og anmelderne kendte vi også og vidste på forhånd, hvad de ville skrive. Det blev lige lovlig smalt, især for mig, som altid har haft ambitioner om at nå ud til publikum.
Ved en koncert hvor DR SymfoniOrkestret opførte et af mine værker, sad jeg bag to søde ældre damer. Den ene sagde: ”Hvem er denne Gabold?”.
”Ja, det ved jeg ikke”, svarede den anden. “Det er formodentlig en tysker. Eller måske en italiener”.
Seks-syv minutter inde i værket hviskede den ene dame til den anden: ”Hvornår holder det mon op?” Det var skidesårende at opleve.”

”En dag i 1977, hvor jeg sad og skrev på min opera Cherubin, greb den onde ånd mig. Jeg begyndte at tælle alle tegnene op og nåede frem til, at jeg havde lavet 158 små stykker grafik for at få en enkelt 4/4-takt afsted i jævnt tempo. Hvad fanden, tænkte jeg, der mangler bare at jeg tænder en tælleprås, så er det ligesom på Bachs tid. Jeg sidder her og skriver noder i et grafisk sprog, som – hvis vi er heldige – vil blive omsat til klingende musik om to år. Og så kunne man begynde forfra.”

Musikken fandtes allerede
”Jeg arbejdede som orkesterproducent i DR og interesserede mig efterhånden mere for Mahler og Bruckner end for samtidsmusikken. Det afgørende hug kom, da Messiaen i 1977 var i København for at modtage Sonnings Musikpris. Han har været en altafgørende komponist for mig, og det var en stor oplevelse at møde ham og producere hans orkesterværk Oiseaux exotiques. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det sådan set var det værk, jeg gerne selv ville skrive. Messiaen havde bare allerede skrevet det – større, vældigere og mere komplekst end jeg vil kunne gøre det”, husker Gabold.

”Bægeret flød over, da jeg et par år senere for første gang hørte et værk af Arvo Pärt, jeg tror det var Fratres. Det var fuldstændig chokerende. Så holdt jeg op. Hvorfor skulle jeg forsætte? Nu vidste jeg, at der fandtes to komponister, der skrev den musik, jeg gerne selv ville skrive.”

Alt eller intet
Arvo Pärt havde selv oplevet en krise. Han kom igennem den ved at tage en lang pause og vendte tilbage som en ny mand. Kunne du ikke have gjort det samme?

”Jeg ville ikke kunne rense så meget ud, som Pärt gjorde, for han levede isoleret i Østblokken. Det er bestemt ikke nedladende ment, men den mangel på konfrontationer med andre værker skal der et jerntæppe til.
I stedet sagde jeg til mine kolleger, at jeg udsatte dem for en forsinket “Thomas Koppel”. Vi var i sin tid meget optaget af, at Thomas brød ud. Han var en meget begavet komponist, der skrev store partiturer og fik opført sin musik, og lige pludselig stod han så af. Dengang rystede vi på hovedet af det, men jeg begyndte at snakke en del med ham om trætheden ved den ny musiks situation. Hans fordel var, at han var pianist og kunne fortsætte som musiker i Savage Rose. Da jeg stoppede med at komponere, spillede jeg lidt klaver for min fornøjelses skyld, men holdt hurtigt op. Det blev lidt ynkeligt, når man har prøvet at producere optagelser med verdens bedste pianister.”

En lykkelig afslutning
Ingolf Gabold rykkede over i en verden, han fandt ved siden af sit kompositionsliv.
”Jeg kastede mig ud i at undervise i fortælleteknik og dramaturgi. Det var en naturlig udvikling. En orkesterklang kan sammenlignes med en karakter, og et rytmisk forløb med et dramas karakterfunktioner. Det jeg lærte på konservatoriet om strukturering af forløb og rytme var direkte oversætbart på dramatikken. Jeg fortsatte simpelthen bare i et andet materiale. Og som dramachef har jeg haft den lykke, at jeg er blevet nr. 1! Vi laver den bedste dramatik i Danmark. Jeg er helt på toppen og har det skønt med det.”

Går du til koncerter i dag?

”Ikke så tit. Bliver jeg sat over for valget mellem en filmpremiere og en koncert, så vælger jeg filmen, fordi det er mit fag.”

Hører du dine gamle værker?

”Ind i mellem, ja. Jeg har en optagelse af Atlantis, et værk fra 1971, hvor jeg var bidt af rockmusikken. Engang imellem hører jeg også mit sidste værk, et dobbeltkorværk over Se, nu stiger solen, som findes i en meget fin optagelse med Københavns Drenge- og Mandskor. Det kan jeg godt lide.”

Hvad med dine manuskripter?

”De ligger derhjemme allesammen. Jeg havde en lykkelig afslutning på mit komponistliv og har bestemt ikke brændt noget.”

 

 

 

(Forkortet udgave af artikel trykt første gang i magasinet Klassisk, 2011)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *