Værkintroduktion

Per Nørgårds øjeblik af frigørende kaos

Per Nørgårds Symfoni nr. 4, Indischer Roosen-Gaarten und Chineesischer Hexen-See, stammer fra en periode, hvor han nedbrød de visioner om et kosmos i harmoni, han havde præsenteret i sin 2. og 3. Symfoni. Årsagen var især mødet med den schweiziske kunstner Adolf Wolfli (1864-1930). Wölfli var det meste af sit liv indlagt på et sindssygehospital, hvor han skabte tusindvis af tekster, billeder og musikbidder, der med voldsom kreativitet giver udtryk for et splittet sind. I hans lag-på-lag kunst med et mylder af detaljer og perspektiver kunne Nørgård genkende sig selv – bare med modsat fortegn. Den mørke side med kaos og uro i stedet for systembygning efter en naturlig orden.

”Jeg vidste, at det her var et frigørende øjeblik”, har Nørgård sagt om mødet med Wölfli på kunstmuseet Louisiana i efteråret 1979. Wölflis kaos blev en retningsviser for Nørgård i en periode, der med rimelighed kan kaldes hans kriseår. Det første værk blev de tre korsange Wie ein Kind til tekster af Wölfli. Andre hovedværker fra perioden er operaen Det guddommelige Tivoli og Symfoni nr. 4, der for mange af Nørgårds følgere blev et overraskende og måske også skuffende brud med de foregående værkers berusende verdensharmonier. Men midt i al den gotiske uhygge fandt Nørgård en ny rytmisk dynamik, som bragte ham meget langt de følgende år. Nu med fokus på det utilpassede og på enegængeren, inklusive hans egen person. ”Uforligeligheden er min position i dag, og det vil man næppe kalde noget klassisk trossynspunkt”, sagde Nørgård i et interview i 1982.

Wölfli havde i 1912 lagt planer for et musikværk med titlen Indischer Roosengaarten und Chineesischer Hexen-See. Af oplagte grunde blev det ikke realiseret, men titlen alene var nok for Nørgård. ”En sådan præcision i udtrykket af polaritet skal man da lede længe efter”, som han bemærkede. Resultatet blev det nærmeste, Nørgård er kommet en programsymfoni. Den symfoni, Wölfli ikke selv fik skrevet. Undertitlen er ”Hommage á Adolf Wölfli”, og Per Nørgård har rammende omtalt den som ”et håndslag til en ven, med tak for en god idé.”

Wölfli 1

Symfonien udgør en modsætningsfuld balance. Der er to satser – Rosenhaven og Heksesøen – som hver rummer noget af sin egen modsætning. Nørgård sammenligner det med yin og yang-figurerne, der har et sort øje i den hvide ”fisk” og et hvidt øje i den sorte.
1. satsen begynder på grundlag af en melodi, Nørgård havde skrevet til Wölflis digt Abendlied. Sangens ord Traulichem, Alleine sein (”Det er sørgeligt at være alene”) er et nedadgående motiv, der her er overført til violinerne og danner smuldrende, styrtende former. Egentlig ganske fredeligt, men i en uvirkelig ro. Vi er i et refugium – for noget. Anden del af satsen bygger på et fuglemotiv af den afrikanske robin-chat, der først viser sig ganske blidt i piccolofløjten og derefter i soloviolinen. Det er symfoniens vigtigste tema. Nørgård så stort på, at fuglen hverken var indisk eller kinesisk – det var de musikalske kvaliteter, der var afgørende. ”Temaet fascinerer mig, fordi det rummer noget som går ud over enhver systematik, det indeholder så at sige tilværelsens paradoks om lykke og sorg.” Dobbelttydigheden bliver endnu mere markant, når Nørgård lader temaet brede sig til messinget og de mørke træblæsere. Da oplever vi ”det sorte øje i den hvide fisk.”

Overgangen fra rosenhaven i 1. sats til heksesøen i 2. sats er helt abrupt. ”Det er os andre, der et gale, hvis ikke vi véd, at vi lever på en katastrofe hvert sekund”, har Nørgård forklaret, og nu bryder katastrofen ud uden varsel. Heksesøen har fra første tone hidsige, krigeriske rytmer. Uvirkeligheden er blevet hårrejsende uhyggelig. Citater af fremmed musik dukker op i musikkens udvikling: Den gamle salonvals Fascination, kendt fra Mantovanis sødsuppeorkester, trænger i en grotesk udgave igennem i messinget. En vanvittig, schweizisk ländlermusik bryder ud, et ekko af endnu en Wölfli-sang af Nørgård. Melodiens faldende tertser har endda et sammenfald med ”det uudslukkelige” tema fra Carl Nielsens 4. Symfoni, også den symfoni er et livskriseværk med konflikt og uforenelighed som bærende princip.

Ubønhørligt nærmer vi os heksesøens brændende vand, da man i det yderste cliffhanger-øjeblik hører en ny åbning. Symfoniens fem sidste toner er et lille glimt af fuglemotivet. En fornemmelse af rosenhaven, som har været der hele tiden. Det hvide øje i den sorte fisk.

Wölfli 3

Teksten er taget fra mine covernoter til indspilningen med Oslo Filharmonikerne, dirigeret af John Storgårds.
Udkommer på Dacapo, maj 2016

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *