“Schuberts Ufuldendte” er en af den klassiske musiks bedst kendte titler. Det er også en af musikhistoriens mest omdiskuterede gåder – og så er det en af de allerbedste symfonier, der nogensinde er skrevet.
Symfonien er ufuldendt, fordi Schubert kun komponerede de to første satser. I en normal symfoni på Schuberts tid burde der også have været en tredje og en fjerde sats. Det var dog ikke den eneste gang, Schubert efterlod sin musik i halvfærdig tilstand. Blandt hans næsten 1.000 værker er der fem andre symfonier, som ikke kom længere end til skitsebogen, og der er også en håndfuld ufuldendte klaversonater og halvfærdige strygekvartetter.

Det vidner om, at Schubert havde så meget musik i hovedet, at det kneb med at få det skrevet alt sammen ned på papir. Men det er også tegn på, at Schubert bevægede sig i ukendt terræn. Den ufuldendte symfoni befinder sig i en verden, hvor han ikke havde været før, og hvor han ikke havde noget forbillede eller nogen sparringspartner. Det må have været faretruende og krævet et stort mod at arbejde med sådan en musik.

Schubert havde beviseligt tænkt sig at fortsætte symfonien. Han skrev begyndelsen på en tredje sats ned i en skitse, men da det kom til det efterfølgende arbejde med at orkestrere musikken, stoppede han efter bare otte takter. Året efter overdrog han partituret med de to satser til en musikforening i Graz, som dog aldrig opførte den ufuldendte symfoni. Det varede mange år, før nogen fik musikken at høre. Det var ved en koncert i Wien – og da havde Schubert været død i 37 år.

Siden har symfonien været uomgængelig i det klassiske repertoire, for de to satser danner en fantastisk helhed. 1. sats er mørk, dyster og fatal som graven. 2. sats er paradisisk lettet. En dualisme af to modsatte karakterer. Og når de sidste klange af 2. sats fortoner sig i salen, er det svært at forestille sig, at noget som helst skal følge derefter.

Det har altid virket mystificerende, at sådan en ’halv’ symfoni kan gøre så stærkt et indtryk. Derfor er der opstået mange teorier om den usædvanlige og uvirkelige musik. En særligt spændende teori blev foreslået i 1938 af musikforskeren Arnold Schering, som relaterer symfonien til en drøm, Schubert som en slags selvanalyse genfortæller i et privat manuskript. Første sats skulle i så fald beskrive traumer fra barndommen, bl.a. hans mors død, mens anden sats er udtryk for, at hans håb ikke kan findes her på Jorden, men kun i fantasien og endegyldigt i Himmelen.
Under alle omstændigheder er der global enighed om, at Schuberts ’Ufuldendte’ er fuldstændig fuldendt, som den er. Og måske var det ganske enkelt det, Schubert selv var kommet frem til, da han gav noderne fra sig og overlod musikken til dens videre skæbne.

 

Programnote til en koncert med DR Symfoniorkestret, august 2024