Pladehylden

Gode plader, august 2015

En helt igennem autentisk nyindspilning af Carl Nielsens komiske opera Maskarade. Og en russisk ouverture over temaerne fra Københavns rådhusklokker, som absolut skal høres!

Carl Nielsen: Maskarade
DR SymfoniOrkestret og Kor
Stephen Milling (Jeronimus), Johan Reuter (Henrik), Anne Margrethe Dahl (Magdelone), Stig Fogh Andersen (Leander), Niels Jørgen Riis (Leander), Dénise Beck (Leonore), Ditte Højgaard Andersen (Pernille), Christian Damsgaard (Arv), Guido Paevatalu (Maskarademesteren)
Dirigent: Michael Schønwandt
Dacapo 6.220641-42

Maskarade er en farce om at leve livet, mens vi har det. Om frihed til kærlighed, om lige muligheder for alle mennesker. Derfor ikke til skade, at det også er meget spontan musik. Men man kommer ikke uden om, at det er en mærkeligt proportioneret opera, og det er en af grundene til, at den aldrig er blevet en eksportvare. Operaens 1. akt er meget gennemarbejdet og har store monologer til både Henrik og Jeronimus, men det format forsvinder i de følgende to akter. 3. akt ser man traditionelt som den svageste, men den fremstår her som det klare højdepunkt med sin anarkistiske humor og hyldest til det indre barn, som Carl Nielsen opfordrer os til at slippe løs. Og den pointe er mere nutidig end 1. akt med dens studentikose situationskomik, som nok vil blive stadigt sværere at spille overbevisende, efterhånden som vitserne ældes. En anden udfordring er nemlig Vilhelm Andersens gakkede libretto, der manisk rimende fordobler Holbergs 1700-tals sprog. Ikke alene er det uoversætteligt, det er også for et dansk publikum mest for indviede med Holberg-erfaring og Ordbog over det danske sprog i hukommelsen.

På trods af den store målestok skal Maskarade alligevel ikke gøres til andet end den er. Og på denne indspilning flyder komikken let afsted i en autentisk, uprætentiøs stil, som om man overværede Carl Nielsen og Vilhelm Andersen opføre stykket i en stueforestilling med dem selv i alle rollerne. De medvirkende kan spille komedie – alene Stephen Millings timing i rollen som Jeronimus er hele pladen værd – og der ligger en dyb fortrolighed og kærlighed til arven fra Carl Nielsen bag resultatet. Også fra sangerne i de mindre roller, f.eks. Guido Paevatalu som Maskerademesteren.

Det er Maskarades 3. studieindspilning, og selv om man altid kan sammenligne de enkelte sangertyper, er der ingen anden indspilning, der er så velspillet eller så indforstået viser, hvad Nielsens barnlige livsglæde er for en størrelse. Hans univers spænder fra det uhæmmede til det sødmefulde og naive, og æren for at favne det hele tilfalder dirigenten Michael Schønwandt, der rammer stilen med selvfølgelighed. I bedste forstand er det en traditionel opførelse!
Så må udenlandske lyttere mene, hvad de vil – det kan nemlig godt være, at Maskarade overhovedet ikke giver mening, hvis man ikke kender til Holberg og dansk spillemandsmusik eller har svært ved at fange, at Carl Nielsen ikke kun var en stor symfoniker, men også en stor komiker og et stort barn.

 

Paul Juon

Paul Juon:Orkesterværker, vol. 1
Moskva Symfoniorkester.
Dirigent: Christof Escher
Sterling CDS 1103-2

Hvem har hørt om den russisk-schweiziske komponist Paul Juon (1872-1940)? Han var åbenbart et stort orkestertalent, der i en konservativ stil, som kan sammenlignes med Glasunov, får orkestret til at klinge helt ud til væggen. Og den evne valgte han så at bruge på en symfonisk fantasi med titlen Vægtervers, som bygger på klokkemelodierne fra Københavns Rådhustårn! Har man hørt mage? Nej, absolut nej.
Paul Juon var i København i 1906, få år efter at rådhusklokkerne var begyndt at spille sine middelalderlignende timeslag og melodier, og de faldt virkelig i hans smag. Men hvor er det surrealistisk at høre hovedstadens klokkejingle udsat for fuldt orkester i senromantisk stil. I den 18 minutter lange orkesterfantasi indfletter Paul Juon desuden folkevisen om Dronning Dagmar og Vort modersmål er dejligt!

På cd’en får man også hans Symfoni nr. 2, men efter at have lagt ud med rådhusklokkeouverturen er der kun én ting at gøre: At høre den igen. Muligvis vil man ikke mange steder i verden finde interesse i Paul Juons velsmurte secundamusik, men hans ouverture er et vidunderligt, corny københavnerpostkort, der fortjener at blive trukket frem ofte i Danmark – hvorfor ikke hver Nytårsaften i tv?

Det Kongelige Bibliotek har lavet denne grundige præsentation af rådhusklokkernes melodier og hvad deraf fulgte. Også danske komponister i begyndelsen af 1900-tallet skrev musik som hyldede klokkemotiverne.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *