Pladehylden

Gode plader, oktober 2015

Arvo Pärt fyldte 80 år i september, og selv om han stadig er sund og rask, er det en lejlighed til at se tilbage på en virkelig besynderlig komponistkarriere. Først 10-15 år som modernistisk stortalent i en afsides sovjetrepublik. Så næsten 10 år med opførelsesforbud og en kompositionspause, hvorefter Pärt blev genfødt sidst i 1970’erne som kristen minimalist. Gennembruddet kom i 1980’erne, da pladeselskabet ECM præsenterede denne ukendte komponist i en serie virkelig intense udgivelser. Nøglemusikerne var Paul Hillier og hans Hillard Ensemble og – efterhånden som Sovjetunionen opløstes – også Pärts landsmænd i det mageløse Estisk Filharmonisk Kammerkor.

Det er stadig lyden af disse gamle ECM-udgivelser, der er målestokken for Pärts musik, og måske har de ligefrem monopoliseret ham klangligt. Uden tvivl er der dog ved at ske en opblødning. Dels fordi tiden går og hovedpersonerne bliver gamle, dels fordi Pärts udbredelse nu er global, uden kontrol og spænder over flere generationer af musikere. Og dels måske også fordi de oprindelige advokater, ikke mindst i Estland, gerne vil kendes som andet end Pärt-specialister.

På to cd’er fra hhv. England og Tyskland hører man andre måder at synge Pärt på. Og de beviser, at hvis bare man gør man det dygtigt nok, kan musikken sagtens bære alternative behandlinger.
Bayerns Radiokor dirigeres af hollænderen Peter Dijkstra, der kender musikken som gæstedirigent for Estisk Filharmonisk Kammerkor. Med sit store tyske kor kopierer han dristigt en af de centrale Pärt-plader fra ECM, hvor esterne under ledelse af Pärts fortrolige, Tõnu Kaljuste, synger Te Deum og Berliner Messe med en fantastisk renhed og styrke.

Pärt Dijkstra

Esternes slanke, vibratoløse og laserskarpe intensitet har bayrerne ikke, men det er spændende at høre Te Deum sunget med en mere dækket og fyldigere klang. Det passer smukt til det langsommere tempo og optagelsens tredimensionelle behandling af orkesterdelen og den snurrende vindharpe, der ligger som en mystisk bund under musikken. En stort anlagt og dramatisk opførelse.

Berliner Messen nyder godt af Dijkstras naturlige fraseringer, som gør musikken mere flydende end Kaljustes meget detailstyrede stil.
Halvvejs gennem messen vælger Dijsktra – lidt uforklarligt – at indskyde et af Pärts mest opfindsomme acapella-værker, Dopo la vittoria. En lille korkantate, hvor Pärt sætter musik til en gammel leksikonartikel om den hellige Ambrosius, der digtede hymnen Laudamus Te. Opførelsen er suveræn, den rummer både det bizarre og det dybt eftertænksomme, og når det tyske kor åbner for klangsluserne i de citerede lovprisninger, må man bøje sig sammen med dem – for Vorherre.

Helt anderledes klinger det engelske kammerkor Polyphony under ledelse af Stephen Layton. Et mangeårigt partnerskab, der er teknisk uhyre velsmurt og så engelsk som a nice cup of tea. Sopranernes lette, blege stemmer kan forveksles med drenge, og herrerne har et påfaldende, marmeladeagtigt vibrato. Det giver en blød og virkelig smægtende klang, der passer til Laytons lange, smidige fraseringer.

Pärt Layton

Cd’en rummer hele 12 korte stykker, bl.a. fem af Pärts engelsksprogede værker fra 1990’erne og 00’erne. Konkurrenten er her de nyere indspilninger med Paul Hillier, der med Theatre of Voices og Ars Nova er strengere og tørrere. Egentlig en lettelse at få musikken løsnet lidt.
Fjernest fra ECM-indspilningerne er Polyphony i det kirkeslaviske Memento, taget fra Pärts kæmpeværk Kanon Pokajanen. Englænderne har ikke den klanglige tæthed, der findes i den russisk-ortodokse kortradition, som Pärt har bygget stykket på, og det svækker de stærke dissonanser. Til gengæld tør Layton vise en mere følelsesfuld dynamik, som gør et stærkt indtryk. Han er en forrygende dygtig korleder.

Konklusionen er, at når de bedste kor i verden føler sig tiltrukket af Pärts musik, behøver de ikke læne sig op af autoriserede opførelsestraditioner. Den magi, der indfangede publikum i 1980’erne og 1990’erne, kan findes ad andre veje også.

 

Arvo Pärt: Te Deum
Chor des Bayerischen Rundfunks
Dirigent: Peter Dijkstra
BR Klassik 900511

Arvo Pärt
Polyphony
Dirigent: Stephen Layton
Hyperion CDA68056

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *