Er det den første bog om Ib Nørholm? Det lader det desværre til. Hvis man ser bort fra det festskrift, der udkom i 2001 ved hans 70-års dag, har der aldrig været udgivet en monografi om Ib Nørholms liv og musik. Derfor er det en meget vigtig bog, musikforskeren Jens Brincker har lavet. Han kender Nørholms musik bedre end nogen, og komponisten har selv bidraget til teksten og i øvrigt autoriseret hele indholdet.
Brincker betragter Nørholms musik analytisk, musikhistorisk og filosofisk. De mange værkanalyser er integreret i teksten og placeret i den biografiske fortælling. Bogen kan sagtens læses fra ende til anden, men den kan også bruges kapitelvis som indføring i bestemte perioder og værker. Resultatet er totalt overbevisende, gennemført på højeste faglige niveau og skrevet så alle interesserede kan følge med. Bogen fastslår med tydelighed, hvilken mægtig bredde og kvalitet Ib Nørholms musik har, og hvordan han gennem mere end 60 års skaberværk hele tiden har stillet sig nye udfordringer.
Den røde tråd i bogen er Nørholms livslange kamp med og mod traditionerne. Arvegodset, som han sætter til debat og på sin helt egen måde lykkes at forlige sig med. Postmodernisme er ikke et begreb, der huer ham, får man at vide. For ham er fortidens musik et af hans professionelle redskaber, og uden denne dybe indsigt i et enormt repertoire kan han ikke stille sine nutidige spørgsmål. Eller som Brincker siger det med et citat fra Adorno: Han er arvtager til den tradition, han kaster vrag på.
Som frontmand i 1960’ernes ”musikkrig” gjorde Ib Nørholm op med den danske musiks provinsielle fortidsdyrkelse. Han tog et hovedspring ud i serialismen, hvorefter han forkastede også denne vej som mulighed. Med andre ord brød han med traditionen og brød derefter med bruddet.
I midten af 1960’erne nåede han frem til sin egen stilpluralisme i Strygekvartet nr. 3, Fra mit grønne herbarium, klaverværket Strofer og marker og sangcyklusen Blomster fra den danske poesis flora, alle klassikere fra den danske modernismes “ny enkelhed”. Så langt er historien velkendt. Det enestående ved Brinckers bog er det overblik, den giver over Nørholms store produktion helt frem til i dag. Uden at holde kritiske ord tilbage kan Brincker fremhæve betydelige værker, der fortjener større opmærksomhed eller forklarer udviklingens gang. Man bliver f.eks. nysgerrig efter at høre et tidligt storværk som Kenotafium, skrevet i den serielle periode.
Nørholm var meget heldig, da den danske cd-produktion begyndte i 1980’erne. Faktisk var en af de første cd’er med dansk orkestermusik af Ib Nørholm: At høre Andersen, Skyggen og Symfoni nr. 5, indspillet af DR SymfoniOrkestret i 1987. Pladeselskabet Kontrapunkt udgav de følgende år alle hans symfonier til og med nr. 9 foruden utallige kammer- og soloværker, over 20 cd’er i alt. Nørholm fik på den måde den bredeste og mest systematiske dækning af alle tidens danske komponister.
Kontrapunkt overtog efterhånden også Nørholms forlagsopgaver. En samlet løsning, der i længden ikke kom til at tjene musikken godt, for firmaet var notorisk vanskeligt at have med at gøre. Pladerne kom ikke ud i butikkerne og på det internationale marked, slet ikke efter samarbejdet mellem Kontrapunkt og Nørholm stoppede omkring 2008. I dag findes ingen af disse banebrydende indspilninger, i mange tilfælde de eneste der er lavet af værkerne, på nogen streamingtjeneste. Men da indspilningerne dog trods alt eksisterer, har de i mange år blokeret for andre selskabers indsats for Nørholms musik. En ret fortvivlende situation.
Det er ikke til at sige, om kontraktlige forhold er med til at stoppe udbredelsen af indspilningerne og måske ligefrem også opførelser af Nørholms musik. Brincker kommer ikke ind på problemet. I hvert fald er ikke et eneste af musikeksemplerne på de to vedlagte cd’er taget fra Kontrapunkt-udgivelser. Trist er det også at læse om hvordan et hovedværk som den banebrydende tv- opera Invitation til skafottet fra 1964 ikke på noget tidspunkt har været i distribution – den kan kun høres på en dvd-kopi, der opbevares på Statsbiblioteket! Et værk skabt til det bredest tænkelige publikum er altså endt med at være maksimalt eksklusivt, nemlig utilgængeligt.
Bogens sidste store kapitel handler om Nørholms symfonier, og det indledes af et forord med lærerige betragtninger om symfoniens skæbne i dansk musik efter Carl Nielsen. Den følgende gennemgang af Nørholms symfonier en hel lille bog i sig selv og kunne måske udvides som sådan. Brinckers analytiske overblik er gevaldigt, når han gennemgår symfonierne fra nr. 1 (1958) til nr. 12 (2009), sidstnævnte ifølge Nørholm selv hans bedste. Højdepunkter undervejs er bl.a. 2. Symfoni, Isola Bella, og den vildt ambitiøse Symfoni nr. 4, Modskabelse, et af de mange værker skabt i samarbejde med digteren Poul Borum og faktisk en af de mest omfangsrige danske symfonier nogensinde. Med sin 9. Symfoni, The Sun Garden in Three Shades of Light, skrev Nørholm en klassisk programsymfoni, der tog udgangspunkt i hans egen villahave, og brød dermed igen med et modernistisk tabu.
Frem til årtusindskiftet fik Nørholm stor opmærksomhed fra de danske musikinstitutioner med bestillingsværker af enhver art, også i den tunge ende med orkesterværker, musikdramatik og tv-produktioner. I dag kan han i sin alderdom betragte et anderledes tøvende og kommercielt musikliv, der giver nutidens danske komponister ringere arbejdsforhold. Det går også ud over ham selv – hans musik har de seneste 10-15 år fået dårligere muligheder for at blive opført. Bogen slutter med at nævne, at hans Symfoni nr. 13, Contrappunto con amore, fra 2013 endnu afventer sin uropførelse. Det sker heldigvis ved Pulsar Festivalen i København 9. marts 2017. Men hvis man skal forstå Nørholms efterskrift ret, vil der ikke komme flere symfonier fra hans hånd. ”Mine øjne tillader mig ikke ganske at afgøre om en node er placeret på linjen eller i mellemrummet. De mere næsvise af mine kolleger mener ikke, at det gør nogen forskel”, som han selvironisk skriver i bogens epilog.
Vidunderlige er i det hele taget Nørholms egne erindringsbidrag, elegante, underfundige og præcise. Han måtte gerne have bidraget med endnu mere, men har altså foretrukket at være bogens bagmand, der har godkendt indholdet kapitel for kapitel og ladet Brincker citere fra samtaler, beskrivelser og breve undervejs.
Det usædvanlige samarbejde virker som det bedste af to verdener. Nørholm og Brincker er af samme generation og i en alder af henholdsvis 86 og 79 år stadig uhyre skarpsindige. Det er af stor betydning, at de kan give læseren – i dag og i eftertiden – deres vurderinger af hele den modernistiske periode i dansk kompositionsmusik. En kunst, der i løbet af Nørholms liv er blevet ”fortrængt til subkultur”, som Brincker formulerer det kynisk-realistisk. Det er en spændende nutidsvinkel til en bog, der i lang tid fremover vil være standardværket om Ib Nørholm og hans musik.
Jens Brincker: Ib Nørholm. Komponisten, musikken, tiden.
Aarhus Universitetsforlag 2017
222 sider, kr. 299
Se mere om udgivelsen her