Kommentar

Jo mere vi er sammen

Det var desværre en historisk aften. En koncert med en blanding af nyere og helt nye strygekvartetter, skrevet af danske komponister med et spænd på tre generationer. Fra 33-årige, laserskarpe Martin Stauning til den detaljefikserede modernist Aksel Borup-Jørgensen (1924-2012). Hovedpersonen var dog Pelle Gudmundsen-Holmgreen, som efter seks årtiers komponeren kun bliver bedre og bedre. Her strålende bevist i form af hans Strygekvartet nr. 12 og 13, der blev spillet hver for sig og til sidst oveni hans Kvartet nr. 14, så det dannede et helt fjerde værk, ”All in One”. Et mylder af kropslige riffs, spark, udspyttede ord, stamp i gulvet og støjlyde fra kazoo, fodlænker, stortromme og mundharmonika, der samlede sig til kaotisk skønhed. Til slut kronede den tredobbelte komposition sig selv ved at lade kvartetterne forenes i den gamle drikkevise ”Jo mere vi er sammen”!
Der blev grinet i salen – og indvendigt blev der samtidig grædt. Det er ofte den følelse, man får af Pelle Gudmundsen-Holmgreens dobbelttydige musik, men aldrig som denne aften, hvor komponisten sad på forreste række, hårdt mærket af galopperende sygdom, så han kun med hjælp kunne bevæge sig et par skridt og smile til det stående bifald.

Koncerten var den sidste ved Klang Festivalen 2016 på Teater Republique. Mængder af danske komponister var til stede i et kollegialt venskab – jeg bemærkede i skyndingen Niels Rosing-Schow, Bent Sørensen, Peter Brask, Rune Glerup, Ole Buck, Martin Stauning, Niels Marthinsen, Bo Andersen, Christian Winther Christensen og Svend Hvidtfelt Nielsen. Det tredje ben i den gamle, umage trio ”Per, Pelle og Ib” var der også: 85-årige Ib Nørholm i lys sommerhabit, i selskab med fruen og støttet distingveret til en spadserestok.
Efter to timers musik fortsatte programmet med release af nye albums med værker af Gudmundsen-Holmgreen og af Ole Buck, som fik fortjent kærlig opmærksomhed for sin skinnende smukke strygekvartet ”Hyperion” (1969). Til sidst var der premiere på en kortfilm om Pelle Gudmundsen-Holmgreen, “På tværs”. Mens han på lærredet fortalte om sin musik og vurderede sit livsværk (og væltede salen af grin med sine oneliners), sad han på en af de bagerste rækker og betragtede den usvækkede person, han var, da filmen blev optaget i 2014. Unge mennesker fulgte filmen med en øl i hånden oppe fra baren, mens Ib Nørholm med et glas mousserende hvidvin var havnet på en lille sofa, hvorfra der ikke var udsyn til lærredet, så filmen måtte opleves med øret. Fællesskabet var bredt og meget intenst.

Jo mere vi er sammen, desto bedre lytter vi, og desto bedre musik skrives der i Danmark. Det var den gribende pointe ved denne koncert. En historisk aften, som man nok desværre ikke kommer til at opleve præcis magen til igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *