Hjemme i Tromsø er Nordnorsk Symfoniorkester i forvejen verdens nordligste symfoniorkester. Der er ingen konkurrenter til den rekord. Men hvorfor ikke skubbe sin egen grænse? 700 km længere mod nord, ude i ishavet, ligger endnu et stykke Norge, der godt kan bruge lidt klassisk musik.
”Svalbard er blevet en del af vores arbejdsområde og en vigtig del af orkestrets profil”, siger programchef Catharina Roos Bilsbak. ”Svalbard har fået en stor plads i vores hjerter”.
Så derfor tog Nordnorsk Symfoniorkester i går eftermiddagsflyveren fra Tromsø til Longyearbyen på Svalbard. Her bliver de i fem dage for at afholde den allerførste Arctic Chamber Music Festival.
Efter et hurtigt tjek-ind på hotellet kørte musikerne videre til det gamle forsamlingshus i udkanten af byen. Der var rød løber, verdens nordligste røde løber, og kl. 18 begyndte koncerten. Henning Kraggerud var koncertmester og Truls Mørk solist. Programmet bestod af Sibelius’ Andante Festivo, Haydns Cellokoncert i C-dur og Tjajkovskijs Strygerserenade.
Nordnorsk Symfoniorkester har prøvet at spille i Musikvereins “Gyldne sal”. Denne aften var det et forsamlingshus på Svalbard. Men man kan kende professionelle musikere på, at et job er et job, og jeg har aldrig hørt en bedre liveopførelse af Haydns Cellokoncert.
Mon ikke både Truls Mørk og Kraggerud har spillet i sale af denne type, da de var unge norske talenter? Koncerten havde i hvert fald en usædvanlig grad af nærvær, måske fordi musikerne følte sig hjemme i de ydmyge omgivelser. Og fordi de ikke kunne drømme om at lade publikum nøjes med mindre end alt, hvad de har at give. Haydn ville have været stolt af dem. Og han ville have nydt hvert minut, hans musik blev spillet på Svalbard.