Kammermusik på Svalbard (4)

Det er jo lidt absurd at høre Franz Berwalds Septet – et vidunderligt værk, der ellers knapt nok kan høres noget sted – blive opført på Svalbard Universitetscenter. Men koncerten var så fin, så veloplagt og fokuseret, og blev spillet med ægte kammermusikalsk indstilling af syv musikere fra Nordnorsk Symfoniorkester. Gode musikere, særligt violinen og klarinetten ville være en gevinst i ethvert orkester. Her optrådte de mellem udstoppede isbjørne og sæler, mens publikum i uldne sokker sad på gulvet eller på udstillingens bænke rundt omkring. Det var stimulerende og totalt overskudsagtigt på den underdrevne, nordiske måde. Kvalitet er noget, man tager for givet.

Tit bliver der jo eksperimenteret i jagten på alternative og ”cool” spillesteder, men i Svalbard Universitetscenter har Arctic Chamber Music Festival fundet et sted, der er cool på flere måder. Akustikken er desuden god og behagelig, og efter koncerten kan publikum blive hængende og undersøge et moderne naturvidenskabeligt og kulturhistorisk museum, som på højeste niveau formidler et unikt stofområde.

I den anden ende af Longyearbyen, ja faktisk udenfor byen, ligger Galleri Svalbard. Endnu et af festivalens spillesteder. Der er to kilometer derhen, men Google Maps anslår realistisk, at den korte tur vil tage 45 minutter at gå. Man går nemlig meget langsomt på de snedækkede veje, fortove findes selvfølgelig ikke her, og kun uforstandige fodgængere bevæger sig rundt i Svalbards mørke uden refleksvest, som jeg ikke har. Jeg fik et lift sammen med 6-7 mennesker, jeg ikke ved hvem var, udover at en af dem havde ringet efter en lille taxabus og spurgte om jeg ville med.

På den måde fik jeg ikke kun hørt Schuberts dramatiske strygekvartet Døden og Pigen, spillet med intensitet af fire koncertmestre fra Nordnorsk Symfoniorkester, men også set galleriets udstilling. Den rummer moderne billedkunst med Svalbard-inspirerede motiver (ikke overraskende er farven hvid den mest benyttede), men mest interessant var faktisk den historiske afdeling, Svalbard Samlingen. En virkelig fornem udstilling af historiske landkort over polarområdet, de ældste helt tilbage fra Svalbards opdagelse i 1500-tallet, foruden antikvariske bøger, pengesedler fra de gamle minebyer og anden Svalbardiana. Det er vel nok Europas mest afsides beliggende galleri, men hører bestemt til Michelin kategori 2, ”En omvej værd”.

 

Læs mere om Svalbard Universitetcenters museum her

og mere om Galleri Svalbard her

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *