Værkintroduktion

Langgaards Antikrist. En kort forklaring (1)

Rued Langgaards opera ”Antikrist” handler om hvad der vil ske, når Antikrist, den mørke Kristus, træder ind i verden. Han vender alle kristne værdier på hovedet, fører os på vildspor og leder mennesket mod fortabelse.

Forspil
Operaen begynder med et stort orkesterforspil, hvor modsætningerne straks kommer på banen. Der er to grundlæggende temaer. Det første er ildevarslende, uhyggeligt, næsten sygt. Det andet er engleagtigt, beroligende og klart. Ondt overfor godt, Antikrist overfor Krist.

Prolog
Lucifer træder frem og påkalder Antikrist, Mørkets Kristus. Og det mærkelige sker, at Gud giver ham lov til det – men kun for en tid. Gud vil vise mennesket, hvor galt det frygtelige alternativ til Kristus er.
Lucifer er stolt over Antikrist og præsenterer hans karakter, som er spaltet ud i forskellige figurer. De er forvrængninger af alt det, Kristus står for.
I stedet for Kristus som Lammet, så er Antikrist ”Vildsomhedens Lys”. I stedet for Sandheden er han ”Hoffærdigheden”, i stedet for Den Opstandne er han ”Dyret”, osv.
De forskellige udspaltninger af Antikrist møder man i de følgende billeder. Billederne udgør ikke en egentlig handling, men har dog en retning: Antikrist trækker os mod fortabelsen.

1. billede: Vildsomhedens Lys
Billedet viser den tvivl, der er kommet i verden, efter at Antikrist er trådt til. Vi er blevet ledt vild af ham. Langgaard kalder tidsånden for ”Gådestemningen”. Den mangler retning og taler med sig selv, ”Gådestemningens ekko”.
Det er en tid fuld af nydelse, men den rene nydelse gør menneskene usikre. ”Blindedage med blomsterduft”, synges der. Det dufter altså dejligt, men mennesket er havnet i en blindgyde, lokket hen til et falsk lys, og mærker savnet efter det virkelige lys, ”morgenen”.

2. billede: Hoffærdigheden
Det højtidelige ord svarer til det mere ligefremme ”Hovmodet”. Billedet begynder med et langt forspil i hvad man kan kalde Carl Nielsen-stil. Prægtigt, markant, men fremstår her som noget meget forkert.
Solisten i det følgende billede er “Munden der taler store ord”. En pralhals og demagog, hvis slagord om fremskridt og vækst giver ham en fanskare af beundrere. Han prædiker om et egoistisk og materialistisk samfund, bygget på ”personlighed” og ”selvstændighed”. Mennesket har fået storhedsvanvid.

3. billede: Håbløsheden
Figuren ”Mismodet” synger om den pessimisme, som præger tiden under Antikrist. Livet er blevet til sorg, smerte og pine. En stærk deprimeret tid, og den håbløshed må mennesket bære som en indre korsfæstelse. I slutningen af billedet korsfæster Mismodet sig selv.

4. billede: Begærligheden
Billedets to figurer er “Den store skøge” og Dyret fra Johannes’ Åbenbaring, der her er iklædt kødets farve og hedder “Dyret i skarlagen”.
Den store skøge har befriet sit Jeg og vil også bestemme over sine mænd. Hun praler af sine erobringer, og til smægtende valsetoner rider hun på Dyret i skarlagen – har altså sex med Antikrist. Mennesket er reduceret til det dyriske, og Antikrist-tiden er ét stort orgie. “Alles kød i en”, synger Dyret i skarlagen, og koret tilslutter sig med et Amen!

5. billede: Alles strid mod alle
Vi er forbi point of no return. I operaens mest kaotiske scene er næstekærlighed erstattet af ”Alles strid mod alle”.
“Den store Skøge” og “Løgnen” (en kvinde og en mand) strides om magten og håner hinanden. En tredje figur, ”Hadet”, blander sig, og gør kun striden værre. Kampen er uforsonlig, ingen vil give sig. Striden når så langt, at stjernerne falder ned fra himmelen. Verden går under, og den selvoptagede menneskehed skændes bare om, hvis skyld det er.
Den evige urkraft, som Carl Nielsen på samme tid kaldte ”Det Uudslukkelige”, har her omvendt fortegn. Når mennesket i en antikristelig tid samler alle kræfter, taber alle.

6. billede: Fortabelsen
Antikrist-tiden er endt i tomhed og mørke. Fra en stemme i en sarkofag lyder det: ”Død er Gud”. Røsten i kisten fortsætter med at forbande Antikrist i alle hans former, der har ført til verdens undergang.
Gud har nu bevist, at hvis Antikrist styrer, er mennesket døbt til fortabelse. Derfor vender Gud tilbage, og med et lyn slynger han Antikrist langt ned i mørket, hvor han kom fra.

Slutkor
Det engleagtige tema fra operaens forspil vender tilbage, nu som morale sunget af et kor: ”Kun når Guds Effata i sind slår ned som lyn og trænger ind, det lysner over dale.”
”Effata” betyder ”Luk dig op!” og var det ord Jesus sagde, da han helbredte en døvstum mand. Så hvis mennesket skal mane Antikrist væk – eller holde ham fra livet, så han slet ikke kommer – må vi åbne os for Gud og lade os ramme, når han kaster sit “evige lyn”.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *