Værkintroduktion

Langgaards Antikrist. En kort forklaring (2)

Musikken i operaen ”Antikrist” er overvældende med dens svimlende udvalg af remedier fra Langgaards arsenal. De brogede musikalske udtryk står nu ikke i vejen for forståelsen. Næh, det er teksten, der er det vanskelige ved ”Antikrist”.

Komponisten som digter
Langgaard skrev teksten selv. Da “Antikrist” i 1923 blev afvist af Det kgl. Teater, var det på grund af teksten. Langgaard lavede den om og indleverede en ny version i 1930. Også den blev afvist – på grund af teksten. De følgende år var en kamp for Langgaard, en håbløs kamp, fordi han ikke var i stand til at forklare sine hensigter med operaen på en måde, modtageren kunne forstå.

Alene idéen om Antikrist er svær nok i sig selv. En apokalyptisk historie kan vel næppe gøres helt ligetil, og det forsøger Langgaard sandelig heller ikke. Han stræber lige så højt i sit sprog, som han gør i sin musik, men støtter sig til nogle meget forskellige stilistiske greb, som ikke oplagt passer sammen. Det gør at teksten umiddelbart er ude af forståelsens rækkevidde.
Her er nogle af de grundlæggende forhindringer:

  • Teksten er fuld af ord og vendinger i gåseøjne. Og det er jo meget svært at høre gåseøjne.
  • Den sproglige stil er en blanding af 1800-tals bibeldansk, symbolistisk poesi og en slags efterligning af den ældre Eddas korte, grove sætninger. Kombinationen er forunderlig, men uimødekommende for lytteren. Og det bliver nok sværere, jo længere publikum kommer på afstand af Langgaards samtid.
  • Teksten er fuld af opremsninger og lister i punktform. Igen nemmere at forstå læst end sunget.
  • Operaen er også en samfundssatire, og derfor bruger Langgaard i stort omfang sarkasme, hvor der altså synges det modsatte af, hvad han egentlig mener.

Gåder lag på lag
Langgaard gør kort sagt et vanskeligt budskab endnu sværere i sin kringlede tekst. Et godt eksempel finder man i den vigtige Prolog. Her udpeger Lucifer de forskellige udspaltninger af Antikrist, som hver især er en modsætning til Kristus. Figurerne har allegoriske navne (problem nr. 1), sætningerne er formuleret uden verber (problem nr. 2) og med en uhørlig tegnsætning (problem nr. 3) som bærende skelet.
I stedet for at lade Lucifer synge ”Du, som før var Lammet, skal være det modsatte, nemlig Vildsomhedens lys” (selv denne pædagogiske omskrivning er kryptisk), lyder det: ”Du: ”Lammet”, den virkelige: ”Vildsomhedens Lys”.

Andre uklarheder skyldes, at Langgaard i stor stil bruger hjemmelavede billedord. Det er jo ikke ualmindeligt i religiøs digtning, men Langgaards sproglige opfindelser virker som et privat kodesprog. Nogle eksempler:

”Du Tågestjerne, Skumringsdue! Nephéle, du er Stemningens Engel”, synger figuren Gådestemningen.
Gådestemningen er den forvirrede tidsånd, der taler med sig selv, Gådestemningens Ekko. Tidsånden er smuk at befinde sig i, men også uklar, derfor kombinationsord som ”tågestjerne” og ”skumringsdue”. ”Nephéle” er en himmelnymfe fra græsk mytologi, som Langgaard forudsætter er bekendt. “Stemningens engel” er et af operaens sprogbilleder, der begynder eller ender med ”stemning-”, ligesom “Stemningskuppelen” (= Himmelen). ”Stemning” bruges om alt, der drejer sig om det åndelige eller det guddommelige.

Mellem alle disse omskrivninger dukker konkrete genstande fra Langgaards privatliv op i teksten. Et eksempel er Københavns gamle fortorvsgaslygter, der for Langgaard både var symbol på en kulturel brydningstid og en miniatureudgave af Helvedet. Derfor synger figuren Mismodet om “Gaslygters arme Skærsildsflammer”.
Byens klokkeringning var også et vigtigt symbol for Langgaard, men i stedet for at skrive det ligefremme “Klokkerne ringer” vælger han formuleringen “Newsky Kirken klemter”. Langgaard boede i nærheden af den russiske kirke i Bredgade, Aleksander Nevskij kirken, men den behøvede vel ikke blive omtalt med navns nævnelse i en abstrakt opera.

Det vigtigste ord
Nøglebegrebet i operaen er vendingen “Larmens Kirke-Øde”. Det dukker op i hvert af operaens seks billeder. Det hjemmelavede begreb betyder en øde verden uden kirke, hvor larmen hersker – altså den moderne verden.
Vigtigheden ved det begreb understreger Langgaard i musikken. Hver gang der synges ”Larmens Kirke-Øde”, hører man et ledemotiv i orkestret: En sitrende strygerakkord tilsat to små figurer spillet på celeste. Det klinger i sig selv meget tiltrækkende, typisk for tvetydighederne i Langgaards beskrivelse af dommedag.

Selv om man altså hverken kan kalde Langgaard en tydelig formidler eller en stor digter, viser teksten til ”Antikrist” ham som en uhæmmet sprogkunstner, besat af sit mål. Det når af og til vanviddets højder, men også dét er en af attraktionerne ved den fascinerende opera om en civilisations undergang.

 

Illustrationen er Emile Renards billede “Dæmringen” fra 1880. Langgaard forestillede sig, at figuren Gådestemningens Ekko skulle se ud på samme måde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *