Værkintroduktion

Letland. Naboland. Musikland

500 km stik øst for Danmark ligger det nok mest ubekendte af vores nabolande ved Østersøen. Letland med sine 2 mio. indbyggere, en tragisk fortid – og en forbløffende musikkultur. Mange lettiske musikere er internationale stjerner, selv om få udenlandske lyttere måske er klar over, at de kommer fra Letland. I flæng kan nævnes Gidon Kremer, Mischa Maisky, Elina Garanča, Andris Nelsons, Mariss Jansons og Baiba Skride.

De tre baltiske lande Estland, Letland og Litauen har kronologisk samme forhistorie, som vi godt kender, men ikke må glemme, fordi den er så forskellig og brutal i sammenligning med fredelige Danmark:
Gennem århundreder underlagt stormagter som Rusland, Sverige og Tyskland. Derefter en kort selvstændighed i mellemkrigstiden. Under 2. Verdenskrig erobret af først Nazityskland og så af Sovjetunionen, der annekterede de baltiske stater og holdt dem i kommunistisk fangenskab indtil 1991.
De baltiske lande fejrer i 2018 deres 100 års fødselsdag – men kun halvdelen af den periode har altså været som selvstændige nationer. 

Letland i den første selvstændige periode, 1918-1940

I slutningen af 1800-tallet dukker de første lettiske komponister op og vil vise, at det lettiske folk har sin egen musik, selv om det endnu ikke har sit eget land. I symfonisk forklædning lyder Andrejs JurjānsLettiske Folkedanse (1882) dog ikke ret karakteristiske. De færreste europæere dengang ville nok kunne dechifrere, om denne musik kom fra Letland eller et hvilket som helst andet sted i Nordeuropa.
I den første republik efter 1. Verdenskrig begynder der at ske noget. Meget imponerende er Jānis Mediņš’ (1890-1966) symfoniske digt Det blå bjerg (1924) om det mytiske højdedrag Zilaiskalns, helt tilbage siden oldtiden et helligt sted i Letland. Mediņš’ fædrelandsmusik kan godt måle sig med bedre kendt illustrativ senromantik af f.eks. Respighi.
Frem mod slutningen af denne æra finder man Volfgangs DārziņšKlaverkoncert nr. 2 fra 1938, et charmerende og melodisk værk med en suverænt skrevet solostemme. Her har vi en klaverkomponist med virkelig meget at øse af. Stilen er nærmest Rakhmaninov tilsat folketone og en hel del sødme – og havde Darzins mon også hørt
Rhapsody in Blue?
Volfgangs Darzins var blandt de mange baltere, der flygtede, da russerne i 1944 vendte tilbage for at blive. Han endte i USA, hvor han døde som 55-årig. Hans Klaverkoncert har aldrig været indspillet før, og bookletten opregner tre lp-plader fra ca. 1960 som de eneste indspilninger, der nogensinde er lavet af hans musik. Efter denne flotte cd, smukt spillet af pianisten Reinis Zariņš, må der da komme mere.

Volfgangs Darzins

Hvordan det gik solokoncertgenren i Letland bag jerntæppet, får man en genklang af i en anden klaverkoncert fra 1959, skrevet af den jævnaldrende Jānis Ivanovs (1906-1983). Den udvikler sig med tvetydig patos til ret melankolsk nationalromantik. Der er en ufrivillig desperation i denne musik. Så er der mere livsgejst i Marģeris ZariņšConcerto Grosso for klaver og cembalo (1968), der er beslægtet med lignende ironiske værker fra 1960’erne af de utilpassede sovjetkolleger Schnittke og Pärt. Polystilismen giver også godt afkast i Symfoni nr. 1 for kammerorkester (1981) af Romualds Kalsons (f. 1936). Her er ironien spids og sjov, og der er både et sovjettypisk cembalo i orkestret og en walking bass, inspireret af den russiske provokatør Rodion Sjtjedrin, der ligesom Kalsons akkurat holder sig på den sikre side af stregen.

Et bizart udtryk for den unge nations placering i Europas kulturelle periferi er, at der indtil 2. Verdenskrig kun var skrevet ti symfonier i Letland – overhovedet. Den første blev komponeret i 1880’erne af Jāzeps Vītols (1863-1948), og derefter gik det kun meget langsomt fremad. En afgørende person blev den førnævnte Jānis Ivanovs (1906-1983), der regnes for den lettiske symfonis største figur. Vel nærmest Letlands svar på Vagn Holmboe. Han skrev tre af de ti første symfonier i Letland og nåede op på det imponerende antal af 20. Hans ufuldendte nr. 21 blev gjort færdig posthumt af en kollega.

Jānis Ivanovs

Jānis Ivanovs blev ligesom Sjostakovitj knægtet af de sovjetiske myndigheder, der anklagede ham for formalisme, dvs. for vidtgående moderne træk. Symfoni nr. 14 fra 1971 er sortsynet musik fra Brezjnev-tidens ørkenvandringsår, men den er klart og neoklassisk formet med fast og mandig hånd. Flere glimt af håb er der i Symfoni nr. 5 fra 1974 af hans jævnbyrdige kollega Ādolfs Skulte (1909-2000), som med gavnlig virkning bruger orkestret mindre asketisk end Ivanovs gør. En stolt og meget velskrevet, men også ret anakronistisk symfoni, hvor Prokofjev er en inspirationskilde. Dysterheden varer stadig ved i 1988 – vi er nu i Sovjetunionens sidste dage – hvor Artūrs Grīnups (1931-1989) skriver sin korte, ensatsede 9. Symfoni. Et traumatiseret udtryk for et nært bekendtskab med mørke og ufrihed. Der findes ikke dansk musik, som har denne karakter.

Jānis Ivanovs’ sidste fuldendte symfoni, nr. 20, har som tredje sats en menuet – mon ikke det er den sidste symfoni i musikhistorien, der i ramme alvor inkluderer en menuet? Satsen har tilføjelsen “Reminiscenza”, og symfonien har en retrospektiv karakter. Den er blevet indspillet to gange, den nyeste udgave fra 2016 er med den fremragende unge dirigent Andris Poga. Sjovt at høre en moderne og stram udgave ved siden af den mere rå sovjetlyd fra 1982 med Vassilij Sinaisky, der ganske vist ikke er lette, men var en elsket chefdirigent for det Lettiske Nationalorkester 1976-89.

Helt anderledes initiativrig musik er Symfoni nr. 4 (1973) af Imants Kalniņš (f. 1941). Et oprør fra en ung beatnik, der bruger trommesæt og elbas i orkestret. Det er utrolig tidstypisk, og finalen lyder meget af tiden som en skolemusical. Satsen er nemlig et medley af egne rocksange til engelske tekster, men fordi teksterne ikke kunne tillades i Sovjet, spiller orkestret melodierne efter skyggetekst. Siden selvstændigheden har Kalnins også lavet en udgave med vokalsolist.
Symfonien er et 50 minutter langt værk – og det er for langt – i fire satser. Et virkeligt kuriosum at lytte til, når man ikke kender baggrunden, men historisk set et værk, der skiller sig ud, ikke kun i Letland, men i hele Østblokken. Angiveligt var billetkøen af Riga-borgere ved uropførelsen i 1973 en halv kilometer lang. Folket ville høre frihedens stemme.

Imants Kalnins, 1973

Kalnins har som en anden Anders Koppel svinget mellem rockmusik og klassisk. Hans Cellokoncert fra 1963 er et konservativt og sørgmodigt smukt værk fra en tid, der kunne gøre selv en ung mand dybt bekymret. Fremragende spillet af cellisten Marta Sudraba, kendt som kammermusikpartner for Gidon Kremer. Et stykke, der ikke er upåvirket af Sjostakovitjs Cellokoncert nr. 1, men som griber under alle omstændigheder.
I 1971 skrev Kalnins den første lettiske rockopera (med titlen Hej, De dér) og i slutningen af 1980’erne sprang han ud som politiker, da selvstændighedsbevægelsen spirede frem. Han blev siden medlem af det lettiske parlament for et konservativt parti. For to år siden konverterede han til islam. “Farverig” er en eufemisme for denne usædvanlige personlighed.

Peteris Vasks (f. 1946) er uden tvivl Letlands kendteste nutidskomponist i dag. En sjælfuld kristen apostel, der skriver spirituelle værker om lys og evighed. Anderledes ublufærdigt end hans kollega Pärt i nabolandet Estland, men lidt derhen af i sin grundindstilling. Vasks’ musik spilles af topmusikere i hele verden, og de mange internationale indspilninger giver de bedste muligheder for at stifte bekendtskab med hans musik.
Vasks er også lærer for en stor skare unge lettiske komponister, der sympatisk nok har fået mulighed for at gå i hver deres retning. Tættest på mesteren er Eriks Ešenvalds (f. 1977), der er slået igennem internationalt med sin overdådigt klingende kormusik. Så det er spændende at høre andre sider af ham også, f.eks. hans kammermusik, der selv med meget enkle midler er fuld af idéer. Individualitet er også det stærke indtryk man får af to jævnaldrende navne: Andris Dzenītis (f. 1978) og Santa Ratniece (f. 1977). Ratniece, som har studeret i Estland hos Helena Tulve, er en virkelig raffineret kunstner med et poetisk og dragende tonesprog. Nyt og klassisk på samme tid. Seven Steps er for fire klarinetter(!) med en rigdom af klange, og korstykket horo horo hata hata er rent ud magisk musik, fuld af vokale trylleformularer. Den avancerede 12-stemmige teknik holdes stramt i ave, og musikken er underspillet trods sin eventyrlige originalitet. Mesterligt! Og fremragende sunget af Letlands Radiokor.

Santa Ratniece

Andris Dzenītis’ musik kommer fra en maskulin alvorsmand, og der er et drama i hans stort anlagte Saxofonkoncert E(GO) fra 2012, som faktisk virker beslægtet med nogle af de mørke værker fra de forrige lettiske generationer. Også denne musik skjuler noget. Men nu er det personlige dybder og ikke som før politiske koder, der gennemsyrer den ret gådefulde musik.
Dzenītis’ musik har karakter af modernistisk “Sturm und Drang” i et tidligt værk som Senza barriera (1997), skrevet for samme besætning som Bartoks berømte sonate for to klaverer og slagtøj, og i den aggressive Stencil of Time for cello, el-guitar og elektronik. Selv det imposante orkesterforspil Light fra 2011 lader solen stå op på en meget mørk baggrund. Dzenītis er en interessant modsætning til den luftige, blide musik fra de sidste årtiers baltiske bølge.

Andris Dzenitis

Al denne musik er udgivet og tilsendt mig af Letlands Musikinformationscenter, der har startet et nyt pladeselskab, SKANI, udelukkende med lettisk musik. De ældre værker er ofte i optagelser fra 1970’erne og 1980’erne med visse tekniske begrænsninger (omend også en interessant vintage kvalitet), og de viser en nation, der bruger – og er nødt til at bruge – de forhåndenværende søm for at holde sammen på bygningen.
De gamle optagelser stammer fra en tid, hvor Letland måtte gå grueligt meget igennem, og hvor lyset ikke var til at skimte for enden af tunnellen. Ikke sært, at de, der orkede at udtrykke sig i kunst, i dag står som nationale helte. Se bare billedet øverst i artiklen, et monument for Letlands komponister, opstillet i en park i Riga.
Jeg kan dog ikke forestille mig, at f.eks. Jānis Ivanovs’ musik har en stor, international fremtid for sig udenfor Letland. Dens betydning skal først og fremmest ses gennem baltiske briller. Men nutidskomponister som Ratniece, Dzenītis og Ešenvalds kan spilles overalt, og de mest livlige af de lettiske sovjetkomponster som Kalsons og Grīnups vil være interessante at høre for alle, der interesserer sig for sovjetmodernister som f.eks. Schnittke og Denisov.

De fleste nævnte af komponisterne kan findes på Spotify, Youtube, Naxos Music Library osv., men cd-udgivelserne har en fordel med deres enormt grundige ledsagetekster, nogle på over 20 tætskrevne sider, der i detaljer introducerer os for de kunstneriske udsagn, der ligger nationen Letland så stærkt på sinde.

 

Læs mere om de lettiske udgivelser hos pladeselskabet SKANI her.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *