Musikhistorie Værkintroduktion

“Lykken kræver en Uvejrsnat”. Om Ludolf Nielsens 3. Symfoni

Ludolf Nielsen (1876-1939) skrev tre symfonier. Symfoni nr. 3 blev til i en meget produktiv fase i årene op til 1. Verdenskrig, og symfonien er bestemt et af hans hovedværker. Det er også en af de mest omfattende symfonier, der er skrevet i Danmark – komponeret for udvidet besætning og med en spilletid på knap en time.
I symfonien genoptager Ludolf Nielsen grundidéen fra sin Symfoni nr. 1 og 2, hvor lyset sejrer over mørket, men denne gang i en meget bredere udformning. Som motto for symfonien satte han et par verslinjer af sin yndlingsdigter Viggo Stuckenberg: ”Verden jeg ser med Blomster besat – véd Lykken kræver en Uvejrsnat”.

De første tanker til symfonien kom i 1911, og Ludolf Nielsen tog for alvor fat på arbejdet i 1912. Partituret var færdigt 9. august 1913, en dato komponisten noterede med tilfredshed. For i symfonien forløste han her sin hidtil mest ambitiøse opgave. En forening af en bredt anlagt, firsatset symfonisk form med et programmatisk indhold, som var det en symfonisk digtning. Satserne er bundet sammen af både et tematisk fællesskab og en programmatisk handling, og de har samtidig hver for sig karakter af symfoniske digtninge.

Begyndelsen af symfonien med “solopgangstemaet” i bratscherne.

Første sats er meget indholdsrig, men alligevel kompakt og klar. Den begynder på storslået vis med det første hovedtema, der stiger op som solen på himlen. Alt er uspoleret og skønt (”Verden jeg ser med Blomster besat”) – det er en solopgang for livet. Men straks høres en kontrast fra engelskhornet (Ludolf Nielsen beskrev temaet som ”glædens følgesvend sorgen”). De to kontraster præger symfonien som en sjælelig ambivalens, der tvinger komponisten ud i en søgen og dybe grublerier.
Afslutningen på 1. sats er med Ludolf Nielsens ord “religiøs-heroisk”, men ender uden egentlig reprise af satsens ekspositionsdel – den kommer ikke før i symfoniens slutning, for værkets forløb er planlagt med det størst mulige spænd.

2. sats er en scherzo i 6/8-takt, et pastoralt intermezzo med helt overlegen orkesterbeherskelse. Satsen kan opfattes som et portræt af ungdommens sorgløshed – Ludolf Nielsen beskrev selv satsen med en pudsig allegori om ”lystige havfolk”, og den glitrende afslutning som solens flimrende skær i bølgerne. Men en vigtig kontrasterende ingrediens i satsen er det sørgmodige engelskhorntema, en ensom stemme, der kalder uden at blive hørt.
Den langsomme 3. sats kaldte Ludolf Nielsen en ”sommeraftenidyl”. Præsentationen af hovedtemaet er noget af den smukkeste musik, han skrev. Men som i et krampeanfald bliver idyllen afbrudt, og smertelige følelser tager helt overhånd. Sorgen har nu for alvor markeret sig som glædens følgesvend.

Den langsomme indledning til 4. sats varsler kamp – det er ”Uvejrsnatten”. Det mørke indledningsmotiv i basklarinetten og et tungt marcherende motiv i messingblæserne bygger en stærk intensitet op. De skæbnesvangre toner imødegås af et lysere tema, der folder sig tappert ud i strygerne, men selv når optimismen rager højest, yder de mørke motiver modstand. Og efter en kulmination af livsenergi bryder uvejrsnattens klimaks pludseligt igennem. Stormen og undergangen overfalder med stor magt og fører uundgåeligt til undergangen.

Efter en generalpause høres noget vokse roligt frem – det er symfoniens indledende solopgangstema, der kommer til syne. Forliset har efterladt sig en genfødt verden, ”med Blomster besat”. Det forløb, der begyndte næsten en time tidligere, afrundes nu med den formelle reprise af førstesatsens hovedtema. Krisen er overvundet, kredsløbet fuldendt, og med en ny solopgang kan dagen begynde igen.

Ludolf Nielsen fotograferet et par år før han begyndte på arbejdet med sin 3. Symfoni

Fra den danske romantik er der få symfonier med et format som Ludolf Nielsens 3. Symfoni. Dens episke proportioner og ambitiøse programmatiske udformning, kombineret med et lærd, kontrapunktisk detailarbejde og en kompleks og klangskøn orkesterbehandling, gør den til et hovedværk fra periodens danske musik. I sit anlæg og ambitionsniveau er den en af de få danske symfonier, der tør måle sig med symfonierne af Bruckner.

Symfonien blev uropført 4. maj 1914 i Dansk Koncert-Forening, dirigeret af Georg Høeberg, og den blev modtaget med stor anerkendelse. Alle var enige om, at Ludolf Nielsen her havde overgået sig selv. “Der er ikke Tvivl om, at Hr. Ludolf Nielsen med dette Arbejde har slaaet sin egen tidligere Rekord med et stort Stykke, ja, har beriget vor Symfoni-Litteratur med et Værk, der fortjener mer end almindelig Paaagtelse og Paaskønnelse”, skrev en anmelder. “Ludolf Nielsen er som Orkestrator fuldt ud paa Højde med Tidens største”, skrev en anden.

Men det blev også bemærket, at symfonien var meget lang. Anmelderen Gustav Hetsch afrundede sin rosende omtale med ønsket om, at partituret burde forkortes. Noget som Ludolf Nielsens gode ven, dirigenten Launy Grøndahl, senere fik komponistens tilladelse til at gøre. Grøndahls eksemplar af partituret rummer kraftige beskæringer og også en reduktion af orkesterbesætningen. F.eks. er antallet af horn sat ned fra seks til fire, fordi intet dansk orkester dengang havde seks hornister fastansat. I den beskårede version opførte Grøndahl symfonien flere gange i radioen, senest i 1943. Derefter henlå Ludolf Nielsens 3. Symfoni – et virkelig betydeligt værk fra den danske senromantik – i over et halvt århundrede uden at blive opført.

Læs mere om symfonien i min bog om Ludolf Nielsen, der udkommer september 2018 på forlaget Multivers og er præsenteret her

Hør hele Ludolf Nielsens 3. Symfoni, spillet af Bamberg Symfonikerne og dirigenten Frank Cramer her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *