Nej, nej og atter nej! Vota fra DR’s arkiver

Hvis man er komponist i Danmark, er det et naturligt ønske at få sin musik spillet i radioen. Altså sender man sine partiturer afsted til Radiohuset – og venter. Venter på svar. Kan de li’ det eller ej? Og hvem er ”de”?

Siden DR’s stiftelse i 1925 har en række musikkonsulenter haft til opgave at gennemlæse tilsendte partiturer og afgive et ”votum”. Et votum kan være en kortere, beskrivende tekst eller et tal fra en sindrig karakterskala. Efter bedømmelse er værkerne givet videre til radioorkestrenes ledelse og programredaktørerne. Komponisten har fået et høfligt brev om afslag eller accept, men aldrig selve votummet, som er til internt brug i DR.

Det kræver store musikalske evner at kunne læse et værk indenad blot ved at se på noderne. Derfor har konsulenterne oftest været komponister og dirigenter. Den første var komponisten Ludolf Nielsen, der virkede fra 1926 til sin død i 1939, og senere fulgte bl.a. Aksel Agerby, Finn Høffding, Emil Reesen, Svend Erik Tarp og dirigenterne Erik Tuxen, Launy Grøndahl og Aksel Wellejus. Siden var det bl.a. komponisterne Jan Maegaard og Sven Erik Werner, der bedømte hovedparten af de tilsendte partiturer.

I år 2000 fik jeg lov til at kigge i arkiverne, hvor alle bedømmelser gennem tiderne er opbevaret. En musikhistorisk guldgrube over tidernes skiftende smag! Lad os tage nogle eksempler:

Gunnar Berg

Gunnar Berg, 1935

Komponisten Gunnar Berg (1909-1989) faldt aldrig til herhjemme. Han endte med at emigrere til Schweiz, hvor han stædigt skrev sin serielle musik. Han indsendte første gang et værk til bedømmelse i 1939, Globetrotter var titlen. ”Der blafrer lidt Talent i det – men for smaat og umodent,” mente Radioens musikmagister Kai Aage Bruun. ”Kan ikke anbefale disse Ligegyldigheder,” skrev Aksel Agerby, mens Ludolf Nielsen sagde ja til enkelte af satserne. Det var dog ikke nok, Globetrotter forblev uopført.

To år senere kom Gunnar Berg med en klaversonate. ”Det kan ikke aftvinge mig nogen Interesse, – mon andre?” spurgte dirigenten Launy Grøndahl, mens hans kollega Erik Tuxen skrev: ”Jeg forstaar det ikke, men synes det er grimt!” Grøndahl var inde på samme spor, hvad angik Gunnar Bergs Preludio, Passacaglia og Fuga for to violiner: ”Forbandet grim Musik. Grim er netop Ordet. Nej.”

Niels Viggo Bentzon (1919-2000) var i årtier prototypen herhjemme på en ”moderne komponist” af den slags, man kan lave grin med. Bentzon indleverede sit første værk til Radioen i 1940, 1. Kammermusik opus 4. ”Ja, jeg lukker af! Men da den er indleveret sammen med Schultz (komponisten Svend S. Schultz, red.) og Folk der ”har Forstand” paa det siger at han har Talent saa … Men jeg synes at det er en Slags anormal dilerium intervallis!” skrev Kai Aage Bruun. ”Noget fælt forskruet Stads! Nej! Nej,” mente Launy Grøndahl, som ikke havde det bedre tre år senere med Bentzons Suite for soloviolin: ”Jeg tilstaar at denne Musik forekommer mig yderst hæslig og komplet meningsløs. Den kan kun (maaske) have Berettigelse blandt unge Tone”kunstnere” – men Lytterne maa man ikke byde dette. Eller er det mig som er for gammel??”

launy_grohndahl_0

Launy Grøndahl (1886-1960)

To år senere er bedømmerne ved at være møre, da de modtager Bentzons opus 27 for fløjte og strygere. Grøndahl: ”Jeg mangler vist Forudsætninger for helt at kunne bedømme dette, men det bør vist opføres.”
Kai Aage Bruun: ”Et Værk som dette er ganske uegnet til en normal Studieudsendelse. Alligevel mener jeg, at Radioen har en Forpligtelse ogsaa overfor Danmarks experimenterende Musikproduktion. Jeg efterlyser derfor atter det ofte tidligere omtalte ”Rædselskabinet” der paa en egnet Sendetid en Gang om Maaneden kunne præsentere yderliggaaende Experimentalmusik. I et saadant Program kan Værket have sin Berettigelse.”
Men øverst i systemet sad en ældre komponist som musikchef, Peder Gram (1881-1956), og han havde det sidste ord: ”Da vi indtil videre ingen ”Rædselskabinet” har, er Værket absolut uegnet til SR (Statsradiofonien, red.). Nej.”

Som man kan forstå, er det særlig interessant at læse den slags historiske vota, når bedømmeren er af ældre generation end den vurderede komponist. Lad os slutte med en solstrålehistorie fra 1978, hvor den dengang 79-årige Finn Høffding aflægger votum over Ingolf Gabolds komposition Four texts in music:
”Jeg vil indrømme, at jeg blegnede noget, da jeg modtog den musikalske kirkefader Ingolfo Gaboldis monstrøse partitur – men uden grund. Det er et subtilt værk. Hvordan man end stiller sig til den mentalitet, det er udtryk for, så er det en så betydelig åndelig indsats, at den må aftvinge en den største respekt. Særdeles egnet.”

 

 

Artiklen blev første gang trykt i bladet P2-Musik (2000)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *