Anmeldelse

Musikkens historie i Underdanmark

Et par gode venner var så betænksomme at forære mig Susanne Lanas erindringer Hvis tårer var guld.
Susanne Lana, det er netop den dansktopsangerinde, der hittede med sangen Hvis tårer var guld i 1971. Hun har nu fortalt sit livs oplevelser til en ghostwriter, og bogen har helt oplagt fået samme titel som hendes livs melodi.

Det er ikke nogen god bog. Ikke på nogen måde. Den minder mest om den artikelserie i Familie-Journalen, der hedder “Alle skal kende min skæbne”. Gennem 250 sider hører man om Susannes pengesorger, astma og især den endeløse kæde af alkoholiske hustrumishandlere, hun har indladt sig med gennem årtier.
Når bogen og dens mange elendigheder alligevel blev læst i lyntempo – og tak endnu engang til Ane og Morten – er det fordi den er så anderledes. Ligesom Dyne-Larsens husstandsomdelte erindringer (et erindringsværk af helt anden kvalitet) fortæller den om et under-Danmark, der yderst sjældent får ret mange ord med på vejen. Det er ikke Susanne Lanas musikalske karriere, der er interessant, men det billede hendes fortælling giver af drankermiljøerne i provinsen. Hvor mænd er voldelige, usoignerede, løgnagtige og overvægtige, og hvor deres kvinder finder sig i de værste former for nedværdigelser.

Dertil får man et indblik i livet på blokvognen og i de ølhaller, hvor dansktopmusikken lever og har det godt. Uden sammenligning i øvrigt ville det jo være fantastisk, hvis der fandtes tilsvarende levnedsbeskrivelser fra f.eks. en musiker ved Christian IV’s hof eller fra revyernes guldalder i 1930’erne, hvor der blev drukket lige så tæt som i Susanne Lanas omgangskreds.
Som bog er den umådelig ringe (tak igen til Ane og Morten!), men som musikhistorisk kilde vil den om 100 år have mere end kuriøs værdi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *