Musikhistorie

På sporet af Olaf Söby (3) Jazzhaderen

Ingen af Olaf Söbys udgivne kompositioner gjorde et indtryk, der kunne måle sig med hans debatbog Jazz kontra europæisk Musikkultur, der udkom i 1935 på forlaget Levin & Munksgaard. Bogen havde egentlig en nyttig idé, nemlig at samle og udgive debatindlæg fra “jazzkrigen”, der fandt sted i Danmark i 1930’erne. Udgangspunktet for bogen var en jazz-forskrækket kronik af forfatteren Jacob Paludan (Dagens Nyheder, 6. april 1933), der førte til reaktioner fra komponisten Knudåge Riisager, dirigenten Erik Tuxen og kritikeren Sven Møller Kristensen. Olaf Söbys bog genoptrykker disse partsindlæg, hvorefter han i bogens anden del kommer med sine egne “bemærkninger”, som han kalder det. Det er lange debatindlæg, der overstiger det format, en avis ville kunne trykke. Men ordet er jo frit, når man selv redigerer bogen, og Söbys indvendinger får karakter af en jeremiade – skrevet af en ung mand på 27 år.

Når man læser bogen og dens indlæg fra begge sider af debatten, må man justere sit sproglige apparat. Det var dengang gængs tone at bruge formuleringer, som er helt uacceptable i dag. Jazz omtales konsekvent som “negrenes musik”, og “negrene” som en race, endda en primitiv og mindre udviklet race. Sådan var tonen simpelthen – selv Carl Nielsen, der også var jazzhader, formulerede sig på den måde. Olaf Söby er dog mere rabiat end de fleste, når han taler om jazzen som “vilde Folkeslags erotiske Eruptioner” (s. 37), og om at “Intet har Negeren givet os andet end Rytmen” (s. 41).

Söbys mest besindige bidrag til debatten er at forsøge at skabe afklaring ved at lave en inddeling af jazzmusik i fire typer: Dansejazzen, som er almindelige schlagermusik tilsat jazzrytmer. Jazzkunstmusik, som er moderne kompositionsmusik påvirket af jazz, f.eks. Stravinskijs Historien om en soldat. Jazzsymfonisk musik, som er jazzbearbejdelser af klassiske værker. Samt “dur/mol tonal kunstjazz”, som er den mere avancerede jazzmusik af f.eks. Duke Ellington.
Det gør dog ikke debatten mindre håbløs, for de modstridende parter har ikke samme forståelse af emnet. Jazzhaderne udelukker jazzens kvaliteter på forhånd, fordi den udspringer af en primitiv og fremmed race, og leder forgæves efter den klassiske musiks etik og “højnelse” af sjælen. Det seksuelle i jazzen og dansen er et andet uoverstigeligt problem, også for Olaf Söby, der fastslår: “Musik har intet med Seksualitet at gøre. Kunst er ordnede Proportioner.” (s. 77)

Söby og Paludan frygter jazzmusikkens store popularitet hos de unge og forudser, at jazzen snart vil udrydde den klassiske musik. Den er altså en invasiv art; Olaf Söby omtaler den som “et vædskende Saar, og kun Helbredelse kan finde Sted ved fuldkommen Bortskæring” (s. 49). Det er nødvendigt med “korporlige Skraldemænd”, der kan smide jazzen ud af koncertsalene (s. 51). Jazzen er nemlig degenereret, og løsningen er at gøre, som Hitler gjorde: “Han forbød ganske simpelthen Jazzen! En stor, idealistisk Gerning!” (s. 64).

Olaf Söby er ikke anti-modernist som den konservative Jacob Paludan. Gennem en Erasmus Montanus-agtig bevisførelse fastslår han, at jazzens møde med Europas kultur er “den romantiske Periodes forhaabentlig sidste Udløber” (s. 50). Han mener, at den europæiske kultur befinder sig nede i en bølgedal, og at der skal opbygges en ny, moderne musik, bygget på sunde, klassiske idealer – og fri for fremmed indflydelse. Hans helt er Carl Nielsen (og han citerer flere gange fra Nielsens essaysamling Levende Musik, der ofte blev anvendt som kampskrift af hans følgere). Et andet forbillede er Paul Hindemith (som er “kernesund”, s. 45), og Söby accepterer også atonal musik, fordi den bygger på seriøst kendskab til europæisk kunstmusik (s. 44). Han strækker sig til at mene, at også “Impressionismen var en herlig Fornyelse” (s. 59).

Men Söbys lange debatbemærkninger tager form som en raptus, og i sidste tredjedel smuldrer det for ham, når han gør plads til en mængde løsrevne indskud, personfornærmelser og fiffige kommentarer, som mest af alt ligner noget fra en nutidig Facebook-tråd.
Indtrykket, som bogen giver af Olaf Söby, er af en ung kværulerende nørd, en fagperson uden samtalepartnere og med dårlig fornemmelse for social omgang. Hvad værre er, så formulerer han et fascistisk kultursyn, som svarer nøje til det, nazismen var i færd med at praktisere dengang i 1935.

 

Hele bogen “Jazz kontra europæisk Musikkultur” kan læses og downloades her 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *