Musikhistorie

På sporet af Olaf Söby (4) “Man skulle klatre over et klaver i døråbningen”

Komponisten Olaf Söby er et mysterium. Som ung i 1920’erne fik han anbefalinger fra både Carl Nielsen og Knud Jeppesen. I 1930’erne var han en ivrig deltager i tidens hårde kulturdebat. Han fik udgivet kompositioner indtil slutningen af besættelsen. Men efter 1945 bliver sporene svage. Selv om han var uddannet organist og pianist, fik han aldrig noget embede, og efter besættelsen udkom der ikke flere af hans kompositioner, selv om han var meget produktiv – hans efterladte værker på Det Kongelige Bibliotek fylder 15 mapper. Måske var han blevet udstødt af musiklivet pga. sine politiske holdninger i 1930’erne?
I stedet ernærede han sig som klaverpædagog i Vanløse, og han talte ikke om sin fortid. En af hans dygtige elever, Jens Andersen, har fortalt, at han aldrig hørte noget om, at Olaf Söby også var komponist. En anden elev var Marianne Hosseini, som fik undervisning af ham i 1961. Marianne Hosseini er datter af Ingemann Krogh, der i sine unge dage var en god ven af Olaf Söby. Hun fortæller:

“Venskabet mellem min far og Olaf Söby går tilbage til sidst i 1920’erne, hvor de begge var ganske unge. Min far er født i 1906. Hvor de har lært hinanden at kende, ved jeg ikke, men de var begge dygtige pianister, og Vanløse var den gang mere overskuelig end idag.
Begge komponerede de og spillede kompositionerne for hinanden. Jeg har fundet en Burlesca – min fars komposition – for to klaverer, og på den ene node ses Olaf Söbys stempel, så det ses, at han har spillet “Piano 2″.”

“Familien boede Ved Damhussø 8 i et faldefærdigt træhus, som havde udvendig trappe og stor lighed med Villa Villekulla. Villaen lå tilbagetrukket og haven var delvis tilgroet. Som 3-4 årig kan jeg huske at have gået forbi med mine forældre og fået vist stedet fra vejen.
Olaf Søby var gift med Eva Gullberg Strand, men jeg har aldrig mødt hende, kun fået beskrevet, at hun var meget smuk og meget ung.”

os-c

Privatfoto af Olaf Söby fra Ingemann Kroghs fotoalbum, ca. 1930. Söby yderst til højre. I midten hans kommende hustru Eva. Nr. 2 fra venstre er Ingemann Krogh, og yderst til venstre ses Olaf Söbys mor.

Den sidste kontakt, der kan dokumenteres mellem de to venner, er i 1943, hvor Olaf Söby sender Ingemann Krogh et eksemplar af en julesang, han har komponeret til tekst af Kaj Munk. Venskabet var åbenbart ved at gå på grund; Marianne Hosseini gætter på, at det var fordi hendes mor ikke brød sig om Söby. Men erindringen om venskabet var stærk, og forbindelsen blev forlænget til næste generation.
Marianne Hosseini fortæller:

“I 1961 er min far syg af kræft og opsøger Olaf Söby for at lave en aftale om at give mig klaverundervisning. På dette tidspunkt er jeg 18 år. Det lykkes på en pudsig måde. Jeg skal nemlig betale klaverundervisningen med almindelig skoleundervisning af hans og Evas datter, Lotte, som på det tidspunkt er 14-15 år.
Olaf Söby bor alene sammen med sin mor og datter. Lottes mor Eva er et tabuemne, og mine forældre mener, at hun er rejst.”

os-e

Olaf Söby foran villaen i Vanløse, siddende ovenpå et kæmpe skilt, der reklamerer for hans musikundervisning.

“Fra aftalen husker jeg, at han ville indplacere mig til en elevkoncert, som skulle afholdes 3-4 måneder derefter, og jeg skulle spille klaverstemmen til Schumanns Klaverkoncert, 1. sats –  han selv skulle spille orkesterstemmen. Jeg var skrækslagen og mente, at det var umuligt, da jeg aldrig havde fået reel undervisning.”

“Hans undervisningsmetoder var utraditionelle – jeg husker stadig, hvordan han visualiserede de indledende akkorder – men på en eller anden måde lykkedes det at komme igennem den første del indtil Animato. Vi startede på kadencen – og så blev undervisningen afbrudt. Grunden kender jeg ikke, men retfærdigvis skal det siges, at han nok havde overvurderet sin elev, som ikke kunne nå at få den store koncert færdig til elevkoncerten.”

“Huset, Olaf, hans gamle mor og Lotte er tydelige erindringsbilleder. Lotte var smuk og mørkhåret og meget tillidsfuld. Fru Söby havde kaffen med franskbrød klar efter endt undervisning. Og Olafs musikværelse, hvor der stod to flygler, var virkelig svært at “indtage”, idet man skulle klatre over et klaver, som var placeret i døråbningen – og selvfølgelig tilbage, når Lotte skulle undervises i læsning, stavning og regning.
Siden da har vi ikke haft kontakt med hinanden, så jeg ved intet om, hvordan det er gået familien.”

os-b

Olaf Söby, 1932

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *