Kommentar

Paraguayanere! Republikken eller døden!

Nationalsange er kollektiv hjernevask. For sportsudøverne og for os, der nøjes med at lytte.

Både musik- og sportselskere åndede lettet op, da præsident Putin i år 2000 genindførte Sovjethymnen som Ruslands nationalmelodi. Det er en pompøs, men catchy march, som har et mesterligt formet klimaks. Den gør sig fantastisk, når atleter skal krones med guldmedalje og laurbærkrans. Så er det følelser helt inde i krybdyrhjernen, der bliver tilfredsstillet.
Den russiske nationalsang demonstrerer som et perleeksempel den effekt, en nationalsang kan have. Man manipuleres følelsesmæssigt, for nationalmelodier er simpelthen identitetsskabende kollektiv hjernevask. At holde sig på hjertet imens, som man gør det i USA, er overflødigt. Musikken gør arbejdet helt af sig selv, når man synger.

En evergreen af Haydn
Store sportsarrangementer giver os mulighed for at mærke og studere den slags virkninger, både hvis en dansker skulle vinde guld, og når de store sportsnationer skovler medaljer ind. Hvem husker ikke de Olympiske Lege under den kolde krig med daglige afspilninger af Østtysklands nationalmelodi, der næsten slog den sovjetiske sang på egen banehalvdel. En pseudofølsom melodi, kitsch helt igennem, men uhyre virkningsfuld som landets vigtigste propagandavåben.
Den nuværende fællestyske melodi er af Haydn og anerkendt som en af de bedste af alle nationalmelodier. Haydn skrev den i misundelse over, at England havde ”God save the King” – en sang så god, at den også bruges af Liechtenstein til teksten ”Oben am jungen Rhein”. Haydns melodi har overlevet en hel stribe af tekster, bl.a. den østtyske inden den fik sin egen melodi. Siden den tyske genforening har man kun anvendt sidste vers, ”Einigkeit und Recht und Freiheit”, for at undgå første vers’ ulyksalige begyndelse, ”Deutschland, Deutschland über alles”.

Marcher, hymner og valse
Mange af verdens nationalmelodier er marcher. En hær skal kunne gå i takt til en nationalmelodi, og melodien skal kunne spilles ved fronten af et militærorkester. Hviderusland, Albanien og Belgien rammer den stil helt rent. Andre nationalsange har ligesom Haydns melodi hymnekarakter: En langsom og højtideligt fremdadskridende melodi, der spiller på de religiøse sider af fædrelandskærligheden. Melodien fra Tonga gør det i en grad, så Haydns copyright næsten overskrides.
En fejende vals finder man i nationalsangen fra Bangladesh og til en vis grad også i melodien fra Bhutan. Hvordan er det mon endt sådan? Valser man i det fjerne Østen? Og er der nye stater på vej derude, som har lyst til at danse i samme retning?

(Artiklen fortsætter efter linket)

https://www.youtube.com/watch?v=A_H7XRW5C5U

Barbados’ nationalsang – kunne godt være skrevet i Danmark

Arven fra kolonimagterne
Selv på klodens fjerneste egne lyder nationalsangene sjældent eksotiske i vores ører. Det må være fordi de tidligere u-lande tilstræber lyden af de gamle kolonimagters vælde. Imperierne havde som bekendt deres storhedstid omkring år 1900, og den tids europæiske musikstil har smittet af på hele kloden. Føderalstaten Mikronesien anvender ligefrem en tysk folkevise som nationalmelodi, og nationalsangen fra Barbados kunne være skrevet i Danmark på slavehandelens tid. Den minder ret meget om salmen ”Vi pløjed og vi såed” og er rigtig god, men selvfølgelig ikke så caraibisk i rytmen. I den modsatte ende finder man Mauritaniens melodi, der er meget etnisk – ærgerligt, at Mauritaniens sportsfolk vinder guld så sjældent!

Den sydamerikanske stil
Sydamerika kan præstere nogle af de mest… skal vi sige anderledes melodier. Bolivias melodi minder mest af alt om en ouverture af Verdi. Brasiliens nationalsang – eller hvad man nu skal kalde dette opus – tager fire minutter at gennemspille. Forvirringen breder sig på stadion, når melodien bliver ved og ved, imens de brasilianske sportsfolk ufortrødent synger løs. Nationalsangen fra Paraguay kunne være en del af en Rossini-opera, bortset fra teksten, der begynder ”Paraguayanere! Republikken eller døden!”. Disse sydamerikanske kæmpeværker står i grel modsætning til de fleste andre nationalsange, ikke mindst sangen fra Armenien, der er på bare otte takter, eller Indiens, der lyder som et nummer fra Pippi Langstrømpe. For ikke at tale om den løst skitserede melodi fra Qatar, “Fred være med Emiren”, som mest består af pauser.

Kan vi bytte med Island?
Fra Norden er der ingen der overgår ”Du gamla, du fria”. Det er en af verdens bedste nationalsange og giver også andre end svenskere tårer i øjnene hver gang. “Der er et yndigt land” kan med sin kantede, klodsede melodi slet ikke være med. Den reddes kun af teksten, der i sine bedste linjer lykkes med den tilsigtede virkning.
Ikke videre kendt – i sportssammenhæng i hvert fald – er derimod den islandske ”Ó Guð vors lands”, en gåsehudsfremkaldende og stort anlagt hymne. Sangen når sit klimaks til ordene ”En evighedsblomst, der i duggråd står”. Bare den var vores.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *