Anmeldelse

Sibelius – den altid gådefulde

Hvis man vil sætte sig ind i Sibelius, hans liv og hans musik, så kan man begynde fra en ende af med fembindsværket af Erik Tawaststjerna. En enestående monografi skrevet af et øjenvidne, der havde hovedpersonens enke, børn og venner som kilder. Bøgerne er skrevet på svensk, Sibelius’ eget modersmål, og alle citater fra komponisten trækker derfor læseren meget tæt på manden i centrum.
Men dels er bøgerne vanskelige at få fat på i dag, dels er det et meget omfattende værk, og dels skal så vigtig en person som Sibelius naturligvis revurderes løbende. Synet på hans musik er skiftet mange gange gennem årene, også siden Tawaststjernas storværk lå færdigt i 1980’erne. Ny viden og nye kilder dukker stadig op. Det er altid tid til at rydde myter væk og blive klogere.
Og alligevel er udgangspunktet for forfatteren Valdemar Lønsteds nye bog, at Sibelius i sin kerne er gådefuld, både hvad angår hans handlinger og hans musiks uudgrundelighed. Som det siges et sted i bogen om Sibelius’ symfonier: Hvad foregår der egentlig?

Lønsteds fortælling har to store bipersoner: Den hårdtprøvede hustru Aino med det begavede sind og den aristokratiske baggrund. Hun kom fra en fornem familie, der var tættere på russisk kultur end både svensk og finsk. Den anden er baronen Axel Carpelan, Sibelius’ hjælpende ånd og etiske vejleder. Carpelan og Aino reddede gang på gang Sibelius gennem hans livslange misbrug og selvdestruktive adfærd med sprut, tobak, overforbrug og eskapisme.
Men den mest originale vinkel i bogen er at gøre læseren klog på Finland og skabe forståelse for den kulturnation, der blev til samtidig med Sibelius’ musik. For Finland fandtes ikke, da Sibelius slog igennem i 1890’erne. Dengang var det blot en selvstyrende del af Ruslands imperium, og ikke mindst den svensktalende elite var tilfreds med den situation. Tilpas autonom med en stormagt i ryggen som sikkerhed. Finsk var et bondesprog uden litterær arv eller andre finkulturelle kvaliteter, det mente man i hvert fald før den nationale vækkelse tog fat i midten af 1800-tallet (i øvrigt anført af svensktalende akademikere). Opdagelsen af den finske folkekultur og mytologi, der blev åbenbaret så overvældende for dem, der gad besøge de fjerne karelske provinser, vakte også den svensktalende Sibelius og gjorde ham til ”fennoman”.

Forholdet mellem sprogstridens ”fennomaner” og ”svekomaner” og den senere borgerkrig mellem de hvide og de røde fortæller om et splittet land med uhelede sår gennem generationer. Beskrivelserne af den finsk-russiske politik i årene op til selvstændigheden er spændende, men indviklet læsning, og borgerkrigen gennemgås grundigt. Det er en tragisk historie om et massemord, der kunne være undgået.
I det hele taget har den politiske historie en stor placering i bogen, og Lønsted får glimrende argumenteret for, hvorfor det skal være sådan. Særlig ømfindtlig er beskrivelsen af Nazitysklands omklamring af Sibelius i den periode, hvor Finland og Tyskland var våbenbrødre i kampen mod Sovjetunionen. Overeksponeringen i Nazityskland var med til at skabe den modernistiske foragt for Sibelius, som den marxistiske filosof Adorno lancerede efter krigen. Begge tyske overfald på Sibelius virker i dag dybt urimelige.

Bogens første del er en kronologisk levnedsbeskrivelse med plads til ekskurser. Der er f.eks. en introduktion til Kalevala, naturligvis helt centralt stof for Sibelius’ musik, men også en vanvittig interessant tilblivelseshistorie i sig selv. Et andet højdepunkt er det velfortalte kapitel om den mystiske Symfoni nr. 8, som måske, måske ikke, nåede at blive komplet. Årtiers pinsler ved at sætte den sidste dobbelte taktstreg endte tilsyneladende med at Sibelius brændte hele molevitten engang i 1940’erne. Men selv denne hændelse kan ikke nøjagtigt bevises. Aino forlod huset, da afbrændingen foregik, og ægteparret talte aldrig om det.
Sporene efter symfonien er en hel kriminalgåde, og døren står stadig åben for, at forskellige manuskripter og kasser med nodepapir eksisterer. Og hvordan lød det værk så, der ifølge Sibelius selv skulle være opsummeringen af hele hans liv? Et vidne mener at have set manuskripter til en korsymfoni a la Beethovens niende. Lønsted gætter på, at nr. 8 har været ret atonal, i stil med ”spätwerke” som Tapiola og Stormen, og han fortæller, at noget af stoffet muligvis blev anvendt i den mærkelige sørgemusik over maleren og vennen Aksel Gallen-Kallela fra 1931. De korte brokker orkestermusik, der i 2011 blev ”uropført” af Helsinki Filharmonikerne ud fra mulige skitser fra symfonien, omtaler Lønsted ikke.

Undervejs i bogens første del er værkintroduktioner integreret i den kronologiske tekst. Liv og værk er ét, og man mærker, at forfatteren ville kunne skrive meget mere om begge dele. Det sker så i bogens anden del, der uhyre grundigt gennemgår de syv symfonier. Kapitlerne er ikke bare analyser, men selvstændige essays. Liv og værk vendt om til værk og liv. Symfonierne gennemgås parvis 1 & 2, 3 & 4 og 6 & 7 og så et eget kapitel til den mægtige nr. 5, der fra Sibelius’ hånd eksisterer i tre versioner.
Analyserne koncentrerer sig om det formmæssige forløb og de musikalske fortryllelser, Sibelius skaber ud af sit særprægede stof. En cd med musikeksempler er vedlagt, og der er tidsangivelser i teksten, men analyserne lægger især op til selvstudium med partiturerne foran sig. Er man ikke kyndig i musikteori – eller simpelthen fremmed overfor at betragte musik analytisk – vil kapitlerne nok være uoverkommelige.

Derefter følger en overraskende bonus, nemlig et afsnit om forholdet mellem Sibelius og Carl Nielsen og forskellene på deres kunst. Hvad havde de egentlig til fælles ud over deres fødselsår og nordiske herkomst? Det er ikke mindst kilderne i den nye Carl Nielsen Brevudgave, der gør det muligt at kaste lys over relationerne mellem de to mestre. Denne del af bogen kunne næsten være sin egen lille publikation, og den øger originaliteten ved Lønsteds fremstilling. Et godt eksempel på, at historien må omskrives med jævne mellemrum.
Til sidst får man som appendiks to samtaler, hvor Lønsted interviewer Per Nørgård og dirigenten Herbert Blomstedt om deres forhold til Sibelius. Det er især for Nørgårds vedkommende velkendt stof, men godt endnu engang – måske for sidste gang? – at høre den aldrende komponist komme med sine betragtninger over den inspiration, der blev afgørende for hans livsværk. Blomstedt, der ligesom Nørgård var aktiv helt tilbage til Sibelius’ levetid, æres af Lønsted som førende Sibelius-fortolker, og bogens cd med musikeksempler er taget fra hans San Francisco-indspilninger fra 1990’erne. Gavmildt slutter cd’en af med hele 7. Symfoni.

Bogen er smukt illustreret med fotos og reproduktioner, ikke mindst Gallen-Kallelas billeder med motiver fra Kalevala-sagnene. Og hatten af for at Lønsted har taget den flotte og udbytterige beslutning at lade de mange svenske citater, breve og vers blive stående på svensk (kun de allersværeste, arkaiske gloser er oversat i skarpe parenteser). Lønsteds eget sprog er meget kultiveret, men letlæst, og hans bog bør bestemt også finde sit publikum i de andre nordiske lande. Når vi kan læse Sibelius på svensk, kan de også læse denne glimrende bog, den første på dansk om Nordens største komponist.

 

Valdemar Lønsted: Sibelius
448 sider, kr. 399
Multivers, ISBN 9788779174276
Læs mere om bogen her

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *