Værkintroduktion

Thomas Adès i København

Den engelske komponist, pianist og dirigent Thomas Adès var i København 4.-9. oktober for at modtage Léonie Sonnings Musikpris. Fejringen blev den første store præsentation af Adès i Danmark – efter mange års forsinkelse! Læs her min introduktion til de tre værker, han dirigerede ved priskoncerten med DR SymfoniOrkestret.

Asyla
Asyla fra 1997 er en næsten-symfoni i fire satser, der slog Thomas Adès fast som Englands nye komponistnavn med et grænseløst potentiale. Det er en tour de force, ikke fri på praleri. Se hvad jeg kan – alt!
Asyla betyder på latin ”galehuse”. Men et asyl er også et helle, hvor man kan være sig selv uden fare. Musikken har fire satser som i en klassisk symfoni. Om satserne så træder frem som fire galehuse eller fire heller kan diskuteres frit…

Thomas Adès har orkestreret det overdådigt med brug af et kæmpe arsenal. Der er mange slags blæsere, meget slagtøj, og også to klaverer, hvoraf det ene er stemt en kvart tone lavere end de andre instrumenter. I samklang med slagtøjsinstrumenter som koklokker skaber det en skæv og uvirkelig klangverden.
1. sats begynder med mystiske lyde fra klokker og gonger, der efterfølges af et sangbart tema i hornene. Hornmelodien overtages af violinerne, og så vokser musikken til et uhåndgribeligt mylder med urolige understrømme.

I en symfoni er 2. sats som regel den fredelige. Her vinkler Adès det langsomme tempo til noget meget urovækkende. Først ved at give melodien til den sjældne bas-obo. Derefter overtager strygerne føringen og ændrer karakteren fra det melankolske til gotisk uhygge. Det ender med ekstreme klange i de højeste violiner og den kulsorte kontrabasklarinet.

Tredjesatsen har undertitlen Ecstasio (”Ekstase” – eller snarere ”Ecstacy”!). En hurtig sats, placeret som nr. 3 ligesom scherzosatsen i en klassisk symfoni. Men denne gang er tempoet kunstigt skabt, som om musikken er på stoffer. De mange gentagelser og de skingre klange virker som hallucinationer. Adés har fortalt, at han til konstant technomusik skrev satsen rent – i hånden – på en enkelt nat, indtil han troede han fik et hjerteanfald. Det var hyperventilering, konstaterede lægen.
I sidste sats klasker energien sammen, inden den kort før slutningen gør et krampagtigt, og chokerende, forsøg på at genvinde livet. Forgæves. Asyla brænder ud efter et kort, hektisk liv.

Se opførelsen af Asyla

America: A Prophecy
America med undertitlen ”Et profeti” er et uhyggeligt værk om en civilisations forestående undergang. Stykket blev skrevet på bestilling af New York Filharmonikerne i 2000 med det opdrag, at det skulle være ”et budskab til årtusindet”. Titlen har Thomas Adès taget fra en bog af den engelske 1700-tals mystiker William Blake, der forudså apokalypsens komme i den ny verden.

Adès’ værk har udgangspunkt i den spanske erobring af Sydamerika i 1500-tallet. Solisten, en mezzosopran, synger tekster fra mayakulturen, oversat til engelsk. Det er skæbnesvangre varsler om en kommende erobring, forudsagt af mayaernes orakel. Koret synger derimod sætninger på spansk og latin, taget fra et værk med den sigende titel La Guerra (”Krigen”) af Mateo Flecha, som i 1500-tallet var hofkomponist for den spanske konge på den anden side af Atlanterhavet.

Måske overraskende er Adès’ stykke ikke en politisk korrekt fordømmelse af de blodtørstige erobrere. Begge parter høres, og de er lige overbeviste. Og måske har mayaerne på forhånd givet op? Fremfor alt er de to parter modsætninger med hver deres sprog og hver deres musik.

Fra Mateo Flechas musik tager han højrøstede melodier og stærke farver. Fra mayafolket er der ingen musik at hente – deres kultur blev udryddet af spanierne – men oraklet får stemme i en uhyggelig, tranceagtig deklamation.
Det er et sammenstød lige fra begyndelsen og til slutningen, hvor profeten synger: ”Vi skal brænde og blive til aske på jorden”, mens koret på imperiets hellige sprog, latin, synger: ”Med denne sejr vil vores tro erobre verden.”

Året efter uropførelsen i New York kom det chokerende angreb på World Trade Centre, og Adès’ værk fik en frygtelig aktualitet. ”America: A Prophecy” var tydeligvis ikke alene et budskab til det forløbne årtusinde, men også til det kommende.
Men allerede inden 9/11 var ”America” ubehagelig lytning i sin spådom om en kultur, der lukker øjnene for virkeligheden. Naturødelæggelse, overforbrug, religionskrige og som det synges: ”Weak from fuck and drink”. Vælg selv blandt vor tids former for apokalypse.

Se opførelsen af America: A Prophecy

Totentanz
Totentanz er titlen på Thomas Adès’ yderst veloplagte værk, skrevet over den berømte billedfrise fra Mariakirken i Lübeck. Her ser man døden danse kædedans med alle, lige fra Paven til kongen, småborgere og et spædbarn.
Frisen i Lübeck var 30 meter lang og personerne var gengivet i næsten naturlig størrelse. Og ja, det skal skrives i datid, for Palmesøndag 1942 blev den storslåede Mariakirke lagt i ruiner af et engelsk bombeangreb på Lübeck. Frisen kan i dag kun ses på gamle gengivelser og i en middelalderlig kopi, der som brudstykke befinder sig i Tallinn.

Bernt Notke hed kunstneren, der skabte frisen i 1463, hvor pesten hærgede Europa. På billedet tilføjede han en tekst, der på vers fungerede som ”talebobler”. Det er denne tekst, Adès sætter i musik. Barytonen synger Dødens verselinjer, mens mezzosopranen er alle de forskellige mennesker, han tager med sig i dansen.
Typisk for Adés er orkesterbesætningen i Totentanz enorm. Der skal alene otte musikere til det kæmpemæssige udvalg af instrumenter, der er udvidet med ambolte, piske, legetøjsfløjter samt bambusrør og knogler – gæt selv, hvilke lyde, de skal bruges til!

Totentanz indledes af en prædikant med ordene: ”Husk, alle og enhver, at ingen evigt leve kan” – hvorefter Døden den almægtige byder op til dans.
Paven prikkes hurtigt omkuld og daler fra sin top i frit fald. Også Kejseren ydmyges; han forvandles til en skræmt mus over at han nu skal blive ”Speise für den Wurm”, mad til ormen.
Efter Kejser og Konge er Munken mere ydmyg, og får ligefrem et par trøstens ord med på vejen. Borgerstanden er Døden temmelig ligeglad med. Borgmesteren, lægen og ågerkarlen tages i ét stort sving med leen, og det kulminerer i en vild orkesterfryd over den gode høst.

Jo lavere lag, Døden høster i, desto større er hans sympati. Den gode Bonde synger han ligefrem duet med, og på den gamle frise danser de arm i arm.
Bagerst i rækken er den unge pige og til sidst det lille barn. Døden henter barnet blidt med en vuggevise, og det drager ubekymret afsted med ham – ”Jeg kan ikke gå, og dog skal jeg danse!”
Menneskelivet i baglæns rækkefølge ender ved begyndelsen. Selv Paven var baby engang. Og faldet fra tinderne bliver kun værre, jo længere væk fra realiteterne, vi drømmer os.

Se opførelsen af Totentanz

 

Her kan du downloade sangteksterne til America og Totentanz

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *