Popsangen ”To lys på et bord” fra 1960 er gået over i historien som en af de store danske evergreens, og den er endda optaget i Kulturministeriets Kulturkanon. Så hvordan kan det være, at sangen ikke var en succes fra begyndelsen?
Den blev skrevet til Dansk Melodi Grand Prix i 1960, hvor den blev sunget af Otto Brandenburg. Men sangen vandt ikke. Den fik faktisk 0 point af juryen.

0 point lyder mere drastisk, end det var, for pointsystemet det år var meget sparsomt. Der var kun 10 point til fordeling på konkurrencens syv sange, og fordi de ti point samlede sig om tre af sangene, fik alle de øvrige sange derfor 0 point.
Man kan altså ikke udlede, om ”To lys på et bord” blev vurderet til at være den fjerdebedste sang, eller om den blev regnet som den allerringeste i hele grandprixet.

Men sangen vandt i hvert fald ikke, så noget må have afholdt dommerne for at blive overbevist af den. Vinderen var i stedet ”Det var en yndig tid” med melodi af den fine underholdningskomponist Vilfred Kjær og sunget af Katy Bødtger. En glimrende og nuttet sang i nostalgisk Kai Normann Andersen-stil, men meget mere tilbageskuende – og vel derfor i dag gået i glemmebogen.

Juryen bestod af ti anonyme dommere fra ti byer i Danmark. Publikum i salen havde ikke mulighed for at stemme, men ifølge pressen kunne man høre på bifaldet, at Katy Bødtgers sang var mest populær. De danske aviser konkluderede da også, at ”Det var en yndig tid” var den fortjente vinder. Den konservative Dagens Nyheder skrev, at ”de syv viser var ikke præget af stor opfindsomhed, men der er næppe tvivl om, at dommerne traf deres valg i overensstemmelse med publikums dom. Den vindende vise var så afgjort den mest charmerende, og Katy Bødtger skal nok hente sig endnu en solid succes.”

Grand Prix’et i 1960 blev præsenteret af Sejr Volmer-Sørensen, der som indledning præciserede, at det var en kompositionskonkurrence, ikke en solistkonkurrence. Man fik i øvrigt ikke oplyst navnene på sangenes komponister og tekstforfattere, før vinderen var kåret.

En måneds tid efter grandprixet var det dog som om, at ”To lys på et bord” var blevet siddende i ørerne på befolkningen. Da sangen udkom på singleplade, solgte den over 200.000 eksemplarer! Den viste sig at være folkets favorit. Måske fordi den i modsætning til “Det var en yndig tid” var moderne og international i sin stil?

Når de danske aviser bemærkede, at ”To lys på et bord” virkede international, var det ikke nødvendigvis ment som en ros. Den lød nærmest amerikansk, sammenlignet med de andre ”viser” i grandprixet, og solisten Otto Brandenburg var da også kendt som ”den danske Elvis Presley”. Han var 25 år og lige slået igennem som Danmarks første rockstjerne. En meget moderne og temmelig fræk ung mand, der ikke faldt i alles smag dengang. Det har helt sikkert påvirket holdningen til sangen. Otto Brandenburg var en sanger, man nemt kunne have noget principielt imod.

Sjovt nok kan man se i DR’s interne papirer, hvor sangene blev kategoriseret efter musikgenre, at “To lys på et bord” var rubriceret som “Slow rock”. Altså ikke som en fredsommelig sjæler – hvad man vel opfatter den som i dag – men som en moderne og nok også mere provokerende sang, end hvad man forventede i dansk Melodi grand prix i 1960. På den måde er historien om “To lys på et bord” et eksempel på, hvor svært det kan være at sætte sig ind fortidens smagsdiskussioner.

Melodi grandprixet i 1960 blev afholdt i Radiohusets Koncertsal, og som man kan se var tv-dækningen dengang meget nødtørftig.
På billedet ser man Otto Hænning synge en af de andre sange, sømandsvisen “Op og se land”.

“To lys på et bord” er komponeret af Bjarne Hoyer (1912-1991) og med tekst af Ida From (1937-2019). Da de ifølge reglerne skulle være anonyme ved konkurrencen, stillede de op under pseudonymerne “Niels Væge” og “Grethe Stage”! Ophavsmanden til orkesterarrangementet blev derimod meddelt ved præsentationen, og det var Otto Francker, som med sit helt suveræne arrangement har afgørende andel i nummerets stærke virkning.

Når sangen i dag er en klassiker, skyldes det de indiskutable musikalske kvaliteter, som man nemt kan høre, når fordomme om “slow rock” og “den danske Elvis” ikke står i vejen. Sangen lægger ud i både tekst og melodi med en meget effektfuld retorik, der beskriver den gradvist voksende kærlighed ved et stævnemøde:
2 lys på et bord – 3 forløsende ord (underforstået “Jeg elsker dig”) – 4 glas (det var temmelig meget vin dengang i 1960) – 5 slags smil til dessert (nu er ord ikke længere nødvendige for parret) og til sidst 6 (sex?) små kys.

Verset er langt, så sangen er fra begyndelsen lagt stort an. Derefter følger endnu et vers, der fortæller ret bittert, at kærligheden nu er fortid. Og så følger b-stykket, der skifter til mol og med grublende eftertanke begræder, at kærligheden døde (“de lys brændte hurtigt ned”).

Efter de tre første afsnit af sangen (vers 1, vers 2, b-stykke), fortsætter den lange opbygning med en gentagelse af vers 1. Og herefter endnu to vers, der spilles instrumentalt af orkestret (nyd de smægtende trompeter). Derefter gentages b-stykket med sang og til sidst endnu en gentagelse af 1. vers, nu transponeret en halv tone op og med en modstemme i orkestret. Sangen afrundes af en kort coda og et nærmest ekstatisk orkesterefterspil!

Herunder kan du høre de to sange – henholdsvis vinderen og taberen i 1960.
Først Katy Bødtger, som hun fremførte “Det var en yndig tid” ved det internationale grandprix i London nogle uger efter den danske konkurrence (sangen endte 3. sidst), og derefter Otto Brandenburg i liveoptagelsen fra det danske grandprix i Radiohusets Koncertsal, 6. marts 1960.

Otto Brandenburgs liveudgave er interessant, for det var jo den fremførelse, der afgjorde konkurrencen. I forhold til den senere pladeindspilning går sangen i et lidt langsommere tempo (og er ikke helt så tight spillet), og Otto Brandenburg er en smule mindre sikker i leveringen. Men det er samme fremragende orkesterarrangement og blæserspil, og i forening med Brandenburgs stærke engagement og personlige stil som crooner er det med til at løfte nummeret op på øverste hylde.