En march af Carl Nielsens far

Højby er i dag en bydel i storbyen Odense, men i 1800-tallet var Højby en lille by for sig selv. Og Højby har sin helt egen marchmelodi til brug i byens skytte- og gymnastikforening. Den blev komponeret i 1866 af en lokal personlighed, Niels “Maler” Jørgensen, der var maler og spillemand – og senere blev kendt som far til komponisten Carl Nielsen.
Historien om, hvordan marchen kom til verden, blev mange år senere fortalt af den fynske politiker Klaus Berntsen. Han skrev sådan her:

”Da jeg i Slutningen af Treserne havde aftjent min Værnepligt, blev Skyttesagen rejst paa Fyen, og jeg blev Leder af den ny oprettede Skyttekreds i Højby. Hver Vinter holdt jeg Aftenskole for Byens Ungdom, og vi dannede omsider en stor Sangforening under min Ledelse. Ved denne Virksomhed søgte og fik jeg god Støtte fra flere Sider. Saaledes knyttede jeg bl.a. til min Sangforening nuværende Kapelmester Carl Nielsens Fader, Malermester Nielsen, Nørre Lyndelse, som var en af Egnens første og mest søgte Spillemænd.”

“Om Søndagen, naar Skytteforeningen under min Ledelse marcherede til Skydebanen, gik Niels Maler, der blæste Kornet, og en blind Musiker, der blæste Klarinet, foran Skytterne og oplivede os med deres Musik, og saa begejstret blev Carl Nielsens Fader for Skytteforeningen, at han komponerede en March, som han kaldte Højby Skytte-March.”

Niels “Maler” Jørgensen (1835-1915)

Højby Skytteforening blev stiftet i 1866, og følge den nyeste Carl Nielsen-forskning blev marchen spillet første gang ved en fanefest i foreningen, 9. september 1866. Niels Jørgensen var på det tidspunkt 31 år gammel – mens lille Carl Nielsen kun var et år.
Herefter var marchen tilsyneladende i brug en hel del år, men gik så i glemmebogen. Og her springer historien så cirka 40 år frem:

I 1910 møder Klaus Berntsen og Carl Nielsen hinanden i København. De var blevet store mænd nu – Carl Nielsen en berømt komponist og Klaus Berntsen statsminister, eller konseilspræsident som det hed dengang. Han var samtidig forsvarsminister. Og de to faldt i snak om deres fælles fortid på Fyn og om den gode gamle skyttemarch. Klaus Berntsen fortalte i en kronik 24. november 1910, hvad der så skete:

“Denne March, som i mange Aar blev spillet for Højby Skyttekreds, har nu længe ligget gemt, indtil jeg for nogen Tid siden fik Lejlighed til at opfriske Mindet om den og anmodede Kapelmester Carl Nielsen om at udsætte den af hans Fader komponerede March saaledes, at den eventuelt kunde spilles i Hærens Musik-Korps. Dette Hverv udførte han med Glæde, og Marchen er nu afleveret i et af Hærens Musik-Korps, der om kort Tid vil spille den for Soldaterne.”
“Det er med Glæde, at jeg her har kunnet opfriske et af mine Ungdomsminder, saaledes at jeg i min nuværende Virkshed har kunnet vise Niels Maler den Paaskønelse og Taknemlighed, som denne beskedne Mand i saa høj Grad fortjener, ved at lade hans Komposition til en Skytte-March, som saa ofte har glædet de unge Mennesker, der frivilligt meldte sig under min Skytteforenings Fane, gaa videre til den Ungdom, der aftjener sin Værnepligt, og som jeg i min Egenskab af Forsvarsminister nu er kommen i nært Forhold til.”
 
Den unge Klaus Berntsen, fotograferet som 18-årig, fire år før han stiftede Højby Skytteforening

Carl Nielsen havde bestemt ikke glemt marchen. Allerede i 1899 bad han sin far om at sende ham noderne til marchen (uden at man ved, hvorfor han gerne ville have musikken på noder). Marchen har altså dels været et stykke musik, han huskede, og som betød noget for ham. Og dels lå han dermed inde med et skriftligt forlæg fra sin far, da han lavede sit arrangement for militærorkester.
Under alle omstændigheder er det rørende, at han, den kongelige kapelmester, med dette direkte samarbejde med sin far, spillemanden, markerede sine provinsrødder på et tidspunkt, hvor han ellers havde nået toppen af kultureliten i København.23. oktober 1910 blev marchen i Carl Nielsens arrangement så spillet på Odense Torv, og i november blev den opført på Bådsmandsstræde Kaserne på Christianshavn. Carl Nielsen skrev til sin datter Anne Marie:
“Fader har haft stor Lykke af Højby Skyttemarch. Konseilpræsidenten har skrevet om ham i det første Nummer af det nye Blad “Riget” og iforgaars var jeg med Klaus Berntsen ude at høre den for fuldt Militærorkester paa Christianshavn. Wilh. Hansen vil kjøbe og trykke den og den Gamle er vist i den syvende Himmel naar han saadan baade faar Guld og Ære paa engang.”

Marchen slog an, og året efter udkom den på tryk. Det var dog ikke forlaget Wilhelm Hansen, men Carl Nielsens kollega Olfert Jespersen, som udgav den. Og Jespersen udgav hele tre arrangementer, tilsyneladende lavet af ham selv: En version for hornorkester, en version for salonorkester og en version for klaver.
Olfert Jespersen var en central person i musiklivet som dirigent og som komponist af lettere musik, og han og Carl Nielsen havde et godt forhold til hinanden.

Olfert Jespersen på motorcykel, fotograferet af Peter Elfelt i 1914

Da Olfert Jespersens udgaver nu var blevet tilgængelige, har Carl Nielsen tilsyneladende fundet det uaktuelt at få udgivet sin egen version for militærorkester. Og i hans udgave sank Højby Skyttemarch derfor endnu engang ned i glemslen. For mens Olfert Jespersens udgaver fortsat blev spillet, forsvandt Carl Nielsens udgave i mere end 100 år.

Først i 2023 fandt man en afskrift af Carl Nielsens blæserudgave. Den lå i et nodeskab i Tivolis Koncertsal, hvor man også fandt to klaverudgaver, som man ikke vidste, Carl Nielsen havde lavet: En udgave for tohændigt klaver samt et udkast til en version for firhændigt klaver. Den tohændige klaverudgave vil blive inkluderet i et kommende appendiksbind til Carl Nielsen Udgaven. Højby Skyttemarch vil også blive optaget i den officielle Carl Nielsen værkfortegnelse, CNW, hvor den i øjeblikket ikke indgår i listen over arrangementer, simpelthen fordi man indtil 2023 ikke havde nogen beviselig kilde til hans version. Det har man nu – med den tohændige klaverudgave som mest skudsikre udgave, fordi den er i Carl Nielsens egen håndskrift og er komplet, i modsætning til den ufuldendte firhændige udgave og til harmoniorkesterudgaven, som er afskrevet af en ukendt person efter en ukendt kilde.

Højby Skyttemarch er blevet indspillet flere gange. I 1993 udkom der en indspilning med messingorkestret 8. Regiments Musikkorps, der specialiserede sig i historisk militærmusik. Den findes på cd’en “Old Danish Brass Music”. Samme år blev marchen brugt i Carl Nielsen-filmen “Min fynske barndom”, hvor den er arrangeret af Andy Pape. Han bruger en besætning, der minder om den, man har hørt i Højby i 1800-tallet, hvor kornet og klarinet ledsages af en lilletromme, violin og tuba. Den udgave kan man høre herover.

Der er også lavet tre indspilninger af folkemusikere: Af Herluf Donslund på nyckelharpe (albummet “Harpens kraft”, 1993), af Trunderup Spillemændene på albummet “Dansk spillemandsmusik 2” (1999) og af violinisterne Christoffer Thorhauge og Nikolaj Forskov på albummet “Spillemand – musik fra Carl Nielsens barndom”, 2014.
Efter fundet af Carl Nielsens klaverudgaver er versionen for firhændigt klaver blevet indspillet af Kristoffer Hyldig og Rikke Sandberg i 2024. Da arrangementet ikke var færdiggjort af Carl Nielsen, har Hyldig selv fuldendt det.

Carl Nielsens tohændige klaverudgave af marchen er i dag udstillet på Carl Nielsen Museet i Odense – som udstillingsgenstand nr. 1!

 

Tak til musikforskeren Niels Bo Foltmann for detaljerede oplysninger om Højby Skyttemarch.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *