I november 2024 blev jeg gjort opmærksom på en interessant historie om en dansk sangerinde i facismens Italien. Et postkort fra 1929 dukkede op i privateje hos Karen Marie Bøggild fra Jyllinge.
På postkortet står der:
11-6-29 Rom, Via della Luce
Kære Frk. Michelsen
I sin tid husker jeg De sagde De gerne vilde gemme Dem bag mig naar jeg kom til Mussolini – maaske har De i Aviserne set at jeg har haft den store Ære og Glæde at synge for ham – her kan se snuse til de hvide Nelliker. Dem fik jeg af Ducen – De kan sikkert forstaa hvilken Oplevelse det har været for os alle – tak for de nydelige Fotografier De sendte – Modtag mange venlige Hilsener til Dem og Deres Mor fra hele Familien her. Deres hengivne Bodil B. […]”
Hilsenen er skrevet på bagsiden af et foto, der forestiller en ung blond kvinde i lys frakke. Hun holder en stor blomsterbuket med den venstre arm, mens hun hæver højre arm i vejret og laver den italienske fascisthilsen.
Hvem var denne danske Bodil, der sang for Mussolini?
En eftersøgning i gamle danske aviser gav svar!
Bodils fulde navn var Bodil Børge Janssen. Hun var en dansk sangerinde, der var flyttet til Rom med sine forældre. Hun blev gift med en italiensk flådeofficer, Salvatore Ciccarelli, og kom derefter til at hedde Bodil Børge Ciccarella.
Bodils far, Børge Janssen, var forfatter og meget begejstret for Mussolini og den italienske fascisme. Han skrev historiske romaner om Italien, og det lykkedes ham at komme i audiens hos Mussolini for at overrække ham nogle af sine bøger. Ved den lejlighed i april 1929 var han ledsaget af sin 26-årige blonde datter Bodil.
Der gik ikke mange dage, før Bodil Børge Ciccarella selv fik en invitation fra Mussolini om at komme igen og besøge ham i Villa Torlonia. Han ville gerne høre hende synge under private forhold. Og den begivenhed blev omtalt i de danske aviser – meget positivt endda. Tænk at en dansker på den måde kom helt tæt på den store diktator.
Berlingske Tidende publicerede 23. juni 1929 en stor artikel om Bodils besøg hos Mussolini. Artiklen er fortalt mundtligt af Bodil Børge Ciccarella og gengivet i jeg-form af avisen. Men under alle omstændigheder gør artiklen os til øjenvidner, da en fascist-begejstret dansker i 1929 kom i privat audiens hos Mussolini:
Blond, saa nordisk blond, som kun Skandinaviens Kvinder er det, er Fru Bodil Børge Ciccarella, de lyse Lokker indrammer de kønne, regelmæssige Træk, den rød-hvide Teint, de store, blaa Øjne.
Endnu efter sit Ægteskab med den elegante italienske Officer bor Fru Bodil hos sine Forældre, og vi træffer den smaa Signora, Solskinsbarnet, i dette dansk-italienske Milieu.
– Ouverturen til alt dette vidunderlige – fortæller Fru Ciccarella paa sin naturlige Maade – var, at Far og jeg den 22. April var i Audiens hos Il Duce paa Palazzo Chigi. Far vilde vise Il Duce sine Bøger om Italien, og jeg vilde takke for det signerede Fotografi, Diktatoren havde sendt til mit Bryllup. Jeg fortalte da, at jeg var Sangerinde, at jeg havde sunget sammen med Battistini og haft min Debut ved en af hans Koncerter. Il Duce er en stor Beundrer af Battistini, baade af hans Kunst og ogsaa af Mennesket Battistini, og han ytrede Lyst til at høre mig, men privat.
Der gik nogen Tid efter Audiensen, og jeg hørte ikke noget, men en Dag staar der saa en Carabiniere i Gala fra Palazzo Chigi her med et stort, forseglet Brev: Tilsigelsen til at møde i Audiens.
Det kan nok være, at jeg havde Hjertebanken, da jeg gik over det store Salsgulv igen alene. Dog Il Duces personlige Charme, hans Ligefremhed, fik mig til at glemme Lampefeberen. Jeg blev tilsagt til sammen med min Mor at komme ud til Villa “Torlonia”, Il Duces Sommerresidens, Mussolini vilde høre mig synge.
Det var en Søndag Aften, vi blev tilsagt til at møde i Villa “Torlonia”. Efter Samraad med Il Duces Privatsekretær, valgte jeg at synge noget af det, jeg havde sunget ved min Debut. Programmet var det heller ikke saa let at faa tilrettelagt; Sekretæren fortalte, at Il Duce, som alle fra Romagna, er uhyre musikalsk, at han af Musik foretrækker Romancer, og at han forøvrigt er meget kræsen; det hjalp jo ikke paa Lampefeberen.
Med Hjertet i Halsen kørte min Mor og jeg – vi var naturligvis lige betaget begge to – saa til Villa “Torlonia”. Vi havde Soldat paa Bukken, min Mands Oppasser, og med naiv Stolthed havde han fortalt Chaufføren, hvor vi skulde hen, saa da vi kom ned, stod Chaufføren og polerede Vinduer paa fuld Kraft, fordi vi skulde til “Ducen”.
Mærkeligt, uvirkeligt, eventyrligt var det, da Villa “Torlonia”s Porte, kronet af de mægtige Bronzeørne, gled til Side, og Bilen lydløst kørte ind i Pragtvillaens Palmelund og holdt foran det oplyste Fepalads. Paa første Sal modtoges vi af Oldfruen. For ikke at prætendere noget havde Mor og jeg taget ganske enkle Kjoler paa, vi skulde jo have Foretræde alene for II Duce.
Efter en kort Ventetid i den ottekantede Musiksalon, der har et uhyre Flygel, et lille, midtstillet Bord, hvorpaa Il Duces Violin ligger, traadte Mussolini ind. Han var i Smoking og hilste os med det indtagende Smil, der er hans store Charme, et Smil, der kan blive helt barnligt. Som tilfældigt tog han et Par Strøg paa Violinen, saa tog han Plads i en Sofa overfor, og med Mor ved Flyglet begyndte jeg saa at synge. Al Nervøsitet var nu som blæst bort; det var som hans Nærværelse inspirerede til at yde det bedste.
Jeg sang Sarti’s “Lungi dal caro bene”. Susannes Arie af “Figaros Bryllup”, Schuberts “Wohin”, Paladilhe’s “Psyche”. Il Duce vilde have mere og mere – –
I en Pause førte han os ud paa en Balkon med den dejligste Udsigt over den maanebelyste Have; det plaskede fjernt af Fontæner, Frøerne gav deres Orkesterkoncert, en Kala i en stor Kumme ved Siden lyste hvidt, Ildfluerne funklede, den dunkle Romernat spandt sit koglende Trylleri over det hele.
– De maa komme herud og se det ved Dag, sagde han til os – saa vil jeg vise Dem Parkens Ridebane, det lille Teater her og de mange, smukke Blomster.
Il Duce førte os nu ind i Spisesalen, et pragtfuldt Rum med tolv køligt-hvide Marmorstatuer i Nicher. I en Niche, halvt skjult af en Terpsichore, laa en stor Buket hvide Nelliker i Sølvpapir.
Paa et Bord stod tre Glas og Champagne paa Is; Il Duce klappede i Hænderne, og en Tjener kom ind, skænkede op for os. Vi skaalede rigtigt, og Mussolini udbrød:
– Hvor mærkeligt, at jeg skulde kalde Dem til mig den Dato, da De havde Deres Debut med Battistini – Tak for Deres skønne Sang.
Ved Champagnen fortalte jeg Il Duce om, at de danske Aviser fortalte alt om ham, hvor spartansk han lever, at han rider, er tidligt oppe, og at han leger med en Løve. Det morede ham kosteligt.
– Men Løven er nu blevet for stor til at lege med, den er sat i Fangenskab, ytrede han.
Og atter gik vi ind i Musiksalonen. Jeg sang nu nordiske Sange for Il Duce, efter at jeg først havde forklaret ham Teksten. Jeg foredrog Griegs “Solvejgs Sang”, og “Prinsessen” og endelig den danske Romance “Sol”.
Il Duce var begejstret for Griegs Sange, og bad mig hilse Fru Grieg, som jeg fortalte, jeg havde indstuderet Sangene med.
Før jeg gik, vilde han lade mig skrive Programmet af, men min Skrift kunde han ikke læse, min danske Rundskrift var for “barok”. Først tilbød jeg at lade Programmet maskinskrive og lade det sende Dagen efter, men det fremkaldte en typisk Bemærkning fra Diktatoren:
“Alt, hvad der kan gøres i Dag, maa ikke opsættes til i Morgen. Og i Morgen skal Deres Navn, Deres Program være i alle Italiens Aviser.” Og selv skrev han saa Programmet af.
Til Slut kyssede han min Haand og overrakte mig de hvide Nelliker, der havde skjult sig i Nichen.
Og bort gled vi i Il Duces Bil, bort gennem Palmelunden, tilbage til Virkeligheden, til Rom, Trastevere.
Og nu har jeg Lov og Ret til at hilse paa Fascistvis, thi Il Duce har Indrulleret mig i den kvindelige Fascisthær, slutter Fru Ciccarella.
Bodil Børge Ciccarella fik aldrig en egentlig sangkarriere i hverken Italien eller Danmark. I stedet blev hun i midten af 1930’erne speaker ved den italienske statsradio RAI, hvor hun sendte programmer på dansk til skandinaviske lyttere i Italien og resten af Europa. Dengang var det helt almindeligt at lytte til udenlandsk radio på mellem- og langbølgesending. Bodil præsenterede sig altid som “Den danske stemme fra Rom”.
I 1939, da 2. Verdenskrig brød ud, holdt den danske presse op med at omtale hendes meritter. Men hun fortsatte med at lave radioudsendelser i Italien og havde bl.a. en populær brevkasse hver tirsdag. Hun arbejdede også som oversætter, og efter krigen arrangerede hun påskerejser til Rom for sine danske radiolyttere.
Helt unikt er der bevaret en kort privatoptagelse fra 1961 med Bodil Børge Ciccarelli, “Den danske stemme fra Rom”, som kan høres her.
Bodil Børge Ciccarella døde i 1973 og blev begravet i Rom ved siden af sine danske forældre og sin italienske mand.
