En symfoni for sangere. Det findes der ikke mange eksempler på. Men at det godt kan lade sig gøre, viser Peter Navarro-Alonso med sit nye korværk Symphony of Man, der er bestilt af DR Vokalensemblet og uropføres i september 2025. Ligesom en stor symfoni varer Symphony of Man cirka tre kvarter, og Peter Navarro-Alonson betegner selv værket som en tour de force. Et meget stort korværk i både idé og omfang og med enorme krav til sangerne. Det bærer sin titel med rette.
”Jeg betragter det som en symfoni”, siger Peter Navarro-Alonso. ”Der er én sammenhængende tanke i værket, som bliver udfoldet uden pauser.”
Symphony of Man fortæller om forholdet til Gud og især de mange ubærlige katastrofer, som mennesket med sit frie ansvar har påført Jorden og sin egen eksistens. Peter Navarro-Alonso har selv skrevet teksten – hvad han ikke tidligere har gjort til sine værker. Sangteksten er på engelsk, vor tids pendant til kirkens gamle sprog, latin.
En central sætning i værket stammer fra et af Bibelens apokryfe skrifter, Siraks bog, hvor der står: ”Han skabte mennesket i begyndelsen og overlod det til dets frie vilje.”
Den pointe er med i både værkets begyndelse og slutning, der bruger samme tekst om skabelsesberetningen som udgangspunktet for menneskets eksistens.
”Min ide er at starte med skabelsesberetningen, hvor musikken er varm og omfavnende. Men selv om det begynder godt, har mennesket altså mulighed for at gå i en anden retning. Og det griber om sig”, fortæller Peter Navarro-Alonso om det, han beskriver som værkets ”vej ned i mørket.”
I centrum står fem afsnit, der nøgternt opremser menneskets bedrifter. 1. del nævner oldtidens store civilisationer og naturens ”monumenter” som verdenshavene og Mount Everest. Men i 2. del hører vi om menneskets tvivlsomme forvaltning af dette prægtige grundlag. Gud ser nemlig også vores giftulykker, plastikforurening, atomkatastrofer, angrebet på World Trade Center og massedrabet på Utøya.
I 3. del nævner Peter Navarro-Alonso steder og begivenheder fra nazismens rædsler: Pogromerne mod jøderne, Gestapos torturkældre i Berlin og udryddelseslejren Auschwitz. Menneskets valg er ved at omslutte os i totalt mørke. Og 4. del opremser navnene på de nazistiske koncentrationslejre og fortsætter med det 20. århundredes bloddryppende krigsforbrydelser, som ikke engang mindet om verdenskrigen kunne forhindre i at ske: Amerikanernes massakre i My Lai under Vietnamkrigen, det chilenske militærdiktaturs torturering af politiske fanger på et stadion i Santiago, folkedrabene i Bosnien og Sudan.
Remsen er ubærlig. Også for Gud, hvis stemme bryder ind i et forsøg på at anråbe mennesket. Det sker med et latinsk citat fra den katolske kirkes klagesange, de såkaldte Improperier, hvor Jesus anklager alverden: ”Mit folk, hvad har jeg gjort dig, hvad har jeg besværet dig med? Svar mig!”
I 5. del er vi fremme i nutiden, og listen er sørgeligt nok den længste af alle i værket. Med udgangspunkt i oplysninger fra Stockholm International Peace Research Institute og Geneva Academy nævner Peter Navarro-Alonso alle de igangværende krige og konflikter i hele verden, selv om Guds anråbelse af os forsøger at stoppe det. Det tvetydige budskab er, at Gud er med dem, der lider, men også at Gud hele tiden ser, hvordan vi vælger den forkerte vej.
”Epilogen er samme musik som prologen, men slutningen falder ikke rigtig på plads”, siger Peter Navarro-Alonso. ”Det er nok op til dirigenten og tilhørerne at vurdere, om det er udtryk for en håbefuld ny begyndelse eller for resignation.”
Redigeret version af programtekst til koncert med DR Vokalensemblet, 26/9 2025
Læs mere om Peter Navarro-Alonso på hans hjemmeside her.