Komponisten Ludolf Nielsen oplevede sit livs største vendepunkt i krigsårene 1914-1918. Da 1. Verdenskrig brød ud, lammede det ham, så han slet ikke var i stand til at komponere. Hans følsomme sind blev rystet af krigstruslen, og det samme blev hans tro på en lykkelig fremtid for menneskeheden – den tro, der havde drevet ham til at skrive oratoriet Babelstaarnet lige inden krigen. Flere store projekter, han havde skitseret lige inden krigsudbruddet – bl.a. to nye symfonier med religiøse emner – blev lagt væk og aldrig taget op igen.
Det sidste han skrev, inden denne livskrise ramte ham, var første sats af en ny orkestersuite.
”Arbejder paa nogle Billeder af den græske Mythologi for Orkester” skrev han kortfattet i et brev fra 1914, og han nåede at gøre førstesatsen Echo og Narkissos færdig, før verdenskrigen satte ham i stå.
I sin værkfortegnelse registrerede han i første omgang Echo og Narkissos som et selvstændigt stykke. Planen om at lave en hel suite af mytologiske billeder for orkester var åbenbart skrinlagt.
Først i 1920 tog Ludolf Nielsens skaberlyst for alvor til igen, og i 1921-22 skrev han de fire øvrige satser: Pan færdes i Skoven, Dryadens Død, Ved Ellemosen og Mod Morgengry. Til sammen danner de et af hans allerbedste værker overhovedet: Skovvandring.
Meget af musikken komponerede han om sommeren i den lille by Nymindegab ved Ringkøbing Fjord. Her holdt han sammen med sin kone Ellen sine sommerferier i et lille fiskerhus. Ludolf Nielsen var en stor naturelsker, der ikke kunne få nok af at vandre i naturen. Om aftenen kunne han sidde i timevis og improvisere på det harmonium, han havde i fiskerhytten, hvor der var udsigt til solnedgangen over fjorden.
I Skovvandring forenede Ludolf Nielsen sin naturglæde med tidens store interesse for antikke myter og symboler. Mange andre komponister havde det på samme måde. Indenfor musikken var Debussys Prélude à l’après-midi d’un faune fra 1893 et skelsættende værk, og i den nordiske orkestermusik finder man fra samme periode som Skovvandring bl.a. Sibelius’ Pan og Echo (1906), Launy Grøndahls Pan og Syrinx (1915) og Carl Nielsens Pan og Syrinx (1917). Uden for Norden er der også mange eksempler, f.eks. skrev den fransk-russiske komponist Nikolaj Tjerepnin i 1911 balletten Narkissos og Echo, og Karol Szymanowski fra Polen skrev i 1915 Myter for violin og klaver med satser som Narkissos og Dryader og Pan. Ludolf Nielsen var altså del af en international kunstbølge, selv om han isolerede sig i Nymindegab eller i sit hjem på 1. sal af en villa i Hellerup.
Skovvandring blev et højdepunkt fra hans liv som komponist. Et virtuost skrevet orkesterværk med stor musikalsk poesi, der samtidig rummer hans personlige religiøse tanker: Gud er i naturen, ikke i kirken. Gud er i træerne, i løvet og i solopgangen. Det var en tro, Ludolf Nielsen ellers holdt for sig selv og aldrig udtalte sig om med ord. Det eneste spor af hans naturreligiøse filosofi kan man finde i et avisinterview fra 1936, hvor han siger:
“Min Barndoms Fugle – aldrig har jeg glemt dem. Altid lytter jeg til dem. Jeg udvinder deres Toneskønhed og søger at føre dem over i min Musik. […] Jeg kunde ikke skrive noget i de Aar, da Krigen hærgede. Det var saa stærkt. Musiken afhænger jo af saa meget og udtrykker saa meget, som kræver noget for at naa ud. Der er jo Forskel paa de Stemninger, der faar mig til at skrive Suiten Skovvandring og til at skrive Kammermusik.
– Behøver der at være det? Kan man ikke lokke Duften fra Skovens Blomster ind i sit Lønkammer?
Ludolf Nielsen ser spørgende paa Intervieweren og svarer:
– Man har sine Følelser. Men om mine Følelser vil jeg ikke tale. Jeg vil ikke være aandrig. Men hvis De spørger mig, hvad jeg søger i Musiken, saa vil jeg svare, at jeg lytter gennem den til noget.”
Målet for hans arbejde som komponist var altså ikke blot at skabe musikstykker. Han komponerede i en søgen efter det, der befandt sig på den anden side af musikken: Det store, ubeskrivelige “noget”.
Skovvandrings 1. billede, Echo og Narkissos, er et utrolig smukt tonedigt med udgangspunkt i Ovids myte om nymfen Echo, der forelsker sig i den smukke Narkissos, men kun er i stand til at gentage slutningen af hans ord. Da han ikke gengælder hendes kærlighed, sygner Echo hen, indtil kun hendes stemme er tilbage. I slutningen af satsen hører man det gennemgående fløjtetema blive besvaret af en anden fløjte, placeret afsides, fordi nymfen nu kun er et ekko.
Suitens 2. billede, Pan færdes i Skoven, er komponeret seks år senere. Et sceneri med den uregerlige skovgud, der går sine egne veje, og hvis færden beskrives i et ægte impressionistisk tonesprog. Orkesterbeherskelsen og de flygtige indtryk er overlegent gjort (og lægger op til en sigende sammenligning med Carl Nielsens langt grovere stykke Pan og Syrinx). Det er subtil orkesterkunst af første klasse.
3. billede, Dryadens Død, tager igen udgangspunkt i Ovids Forvandlinger, denne gang med fortællingen om en dryade (en skovnymfe), der dør, da hendes træ fældes. Satsen har et meget vigtigt og helt blottet soloparti for violin, der i solokadencer og arabesker symboliserer dryadens sjæl i liv og død.
Med det 4. billede, Ved Ellemosen, skifter scenen fra antik mytologi til nordisk folketro. Det er suitens scherzo, hvor man møder mosekonen, lygtemænd og dansende elverfolk i et portræt af dansk sommernatsmystik. Idéen fik Ludolf Nielsen ved at læse Holger Drachmanns samling af folkesagn, Troldtøj. Det kan virke sært, at de danske omgivelser dukker op i en græsk-romersk suite, men Ludolf Nielsen har anset folketroen som ligeværdig med antikkens myter hvad angik sansningen af en besjælet natur. Grækenland besøgte han aldrig, men den danske natur var han dybt fortrolig med, lige fra sin barndom på Sydsjælland, langt ude på landet.
Sidste billede, Mod Morgengry, hed i manuskriptet oprindeligt Eos, som er navnet på daggryets gudinde i den græske mytologi. Carl Nielsens græske sol-ouverture Helios fra 1903 må have været i Ludolf Nielsens tanker, og han har formentlig også hørt den magiske solopgangsmusik i Ravels Daphnis og Chloe, der blev spillet første gang i København i 1918. Alligevel er morgenrøden i Skovvandring sig selv – et brillant og skarpt skær, der vokser til noget mystisk og helligt. Et solopgang for menneskets ånd i sampagt med naturen. Også i denne sats finder man mængder af overlegne og opfindsomme detaljer i orkestreringen, f.eks. satsens begyndelse, der spilles af obo og fire bratschsolister.
Skovvandring blev uropført i Dansk Koncert-Forening 28. november 1924 under ledelse af den franske dirigent Rhené-Baton. Værket markerede sig stærkt nok til at få en række opførelser i de nærmeste år og blev de følgende årtier et af Ludolf Nielsens mest spillede orkesterværker. DR Symfoniorkestret og dirigenten Launy Grøndahl spillede det otte gange, bl.a. ved en koncert på Ludolf Nielsens 60-års fødselsdag i 1936 og ved en mindekoncert for ham i 1946.
Deres seneste opførelse var i 1950. Og herefter blev der stille om Skovvandring i trekvart århundrede.
Ludolf Nielsens enke Ellen havde overdraget hans manuskripter, partiturer og orkesterstemmer til Ludolf Nielsens ældste nevø, Ove Ravn Nielsen i Gentofte. Han opbevarede alt materialet og udlånte det, når musikken skulle opføres. Men de opførelser blev færre og færre fra 1950’erne og frem. Selv et så godt værk som Skovvandring forsvandt fra musiklivet, da Ludolf Nielsens generation af romantisk indstillede komponister efter 2. Verdenskrig begyndte at blive betragtet som irrelevante.
På et tidspunkt flyttede Ove Ravn Nielsen noget af nodelageret ned i sin kælder, men det glemte han tilsyneladende i sin alderdom. Da jeg i 1990 for første gang gennemgik nodebeholdningen hos ham, var der derfor enkelte værker, jeg ikke kunne lokalisere. Først efter Ove Ravn Nielsens død i 1996, da hans enke Karen Margrethe (kaldet Musse) flyttede på plejehjem, opdagede jeg, at lejligheden i Gentofte også havde et kælderrum. Ved tømningen åbnede jeg et klædeskab i kælderen, og her lå de bortkomne partiturer, bl.a. Skovvandring samt det komplette stemmemateriale til orkestret.
Tre år senere blev Skovvandring indspillet for første gang af DR Symfoniorkestret og den walisiske dirigent Owain Arwel Hughes. Anledningen til indspilningen var at udfylde cd-indspilningen af Ludolf Nielsens oratorium Babelstaarnet. Men hvor godt orkestret end spiller, kan man godt høre, at dirigenten ikke lægger den store fordybelse i værket.
Først i 2025, 75 år efter sidste den sidste offentlige opførelse, blev Skovvandring igen spillet ved en koncert. Det foregik ved Rued Langgaard Festivalen i Ribe, som dette år også havde Ludolf Nielsen på programmet. Opførelsen 5. september i Ribe Domkirke med Sønderjyllands Symfoniorkester og dirigenten Michael Schønwandt blev sendt direkte i DR P2.
Til lejligheden havde den tyske Ludolf Nielsen-ekspert Christian Biskup fremstillet en ny udgave af partituret som afløsning for Ludolf Nielsens håndskrevne partitur, det eneste, der ellers fandtes af værket. Sønderjyllands Symfoniorkester spillede efter de samme nodeark, der blev brugt ved uropførelsen i 1924 og genopdaget i en kælder i Gentofte i 1996. Tråden tilbage til Ludolf Nielsen selv var intakt.
Det er planen, at det nye partitur og orkesterstemmerne nu kan udgives på det tyske forlag Musikproduktion Hoeflich i München, der allerede har udgivet flere Ludolf Nielsen-værker i Biskups fremragende nyudgaver. Skovvandring er efter 75 års dvale vågnet og har igen vist sig som et enestående værk fra dansk musik.
Alphonse Osbert: Ved solnedgang
Billedet øverst på siden er af Mogens Ballin.
Skovvandring er indspillet af DR Symfoniorkestret og dirigenten Owain Arwel Hughes.
Kan høres på alle streamingtjenester og på cd. Læs nærmere her.
Sidste nyt (oktober 2025):
En venlig sjæl har postet koncertoptagelsen fra Ribe på Youtube: