Den danske komponist P.E. Lange-Müller havde et drømmeland: Tyrol. Grænselandet mellem Østrig og Italien var et sted, han besøgte igen og igen. Hans første besøg var i 1877, da han var 26 år, det sidste var i 1924 halvandet år før sin død. I Tyrol fandt han storslået natur, frisk luft og ikke mindst fred. En lykkelig dag i Alperne bestod for ham af en lang, stejl vandretur uden for stierne, og derefter et simpelt måltid og arbejdsro i et værelse med klaver. Det hele måtte helst foregå alene. Friheden og motionen syntes han hjalp på hans dårlige helbred, og de endeløse muligheder for at være i isolation tilfredsstillede hans drift mod eneboerlivet. Tyrol fungerede også som kunstnerisk inspiration. Her skrev han bl.a. det meste af musikken til skuespillet Der var engang, og han komponerede også alpeorienteret musik som Meraner-Reigen (“Danse fra Merano”) for firhændigt klaver.
En af hans rejser til Tyrol er ret nøje beskrevet, for Lange-Müller var i selskab med sin ven, forfatteren Einar Christiansen, der både sendte breve hjem til sin gamle mor i København og senere omtalte rejsen i sin erindringsbog. Deres fælles rejse begyndte 1. april 1890 med tog fra København til Innsbruck, hvor planen var at fortsætte til Lange-Müllers yndlingsby Meran (der i dag hedder Merano). Men på en dagstur fra Innsbruck til den pittoreske borg Weyerburg (i dag stavet Weiherburg) opdagede de to danskere, at det var muligt at leje sig ind hos slottets forgældede ejere. Lange-Müller og Christiansen endte med at blive boende i flere måneder som de eneste gæster på det forfaldne middelalderslot.
Fra det højtbeliggende slot kunne Lange-Müller tage på sine strabadserende vandreture. Jo hårdere ture, desto større befrielse gav det ham. Christiansen skrev hjem til sin mor om det mærkelige ophold med Lange-Müller på det tomme slot: ”Vi finder Behag i at tie sammen, og denne Erfaring skal jo være et sikkert Bevis paa Sympati.” De to kunne dog også sidde langt ud på natten i dyb samtale. ”Sit svagelige Helbred ynder han ikke at berøre,” fortalte Christiansen, ”men han kan til Tider beklage sig over sin Lod i Livet. ’Kunst er en unyttig Vare’, siger han. ’Men er man Kunstner, bliver man kun ulykkelig ved at vælge en anden Levevej, skønt det ingenlunde er givet, at man bliver lykkelig som Kunstner.’”
Andre aftener tog de ned til Innsbruck, gik til opera eller besøgte små knejper med sang, musik og alkohol. Lokalbefolkningens ubekymrede liv var en lise for den fintfølende grubler Lange-Müller. ”Skulde jeg fødes igen, vilde jeg fødes her mellem disse sorgløse Mennesker – fröhlich, fromm und anspruchslos”, fortalte han en aften på kroen.
Weyerburg var i sit romantiske forfald meget stemningsfuldt. ”Dens Indre var et mylder af Taarntrapper og Pulterkamre, baade Spisesal og Kapel bar Præg af svunden Glorie”, skrev Einar Christiansen. ”Her var vidt Spillerum for en Fantasi, der søgte Stof i Fornsagn og Eventyr.” Middelalderomgivelserne fik Christiansen til at skrive eventyrdramaet Peter Plus, som Lange-Müller senere satte musik til. Musikalsk blev Lange-Müllers vigtigste resultat af rejsen dog den femsatsede suite Weyerburg med undertitlen ”Tyroler-Idyller”. Værket blev skrevet for firhændigt klaver og senere instrumenteret som orkesterværk. De fem satser danner en cyklus, ved at hovedtemaet fra 1. sats vender tilbage i den sidste. Efter at musikken var komponeret, skrev Einar Christiansen på bestilling fra Lange-Müller nogle små vignetter til de fem satser, f.eks.:
Stolt som en graahærdet Kriger,
der spejder med loftet Visir,
skuer det gamle Jagtslot
ud over Dalens Revier.
Weyerburg blev uropført 10. marts 1894 ved en ambitiøs koncert i Koncertpalæet, hvor Lange-Müller udelukkende dirigerede værker af sig selv, bl.a. I Alhambra og sin musik i ”norsk stil” til Ibsen-skuespillet Gildet på Solhaug. Modtagelsen af Weyerburg var generelt god, og Angul Hammerich, en af dansk musiklivs nøglepersoner, bemærkede i sin lange anmeldelse, at Lange-Müller siden sin mauriske suite var blevet en bedre instrumentator. Hammerich gav samtidig en præcis analyse af Lange-Müllers musikalske særpræg, hvor en hang til ”dårlig smag” alligevel kunne føre til gode resultater. Om sidste sats skrev han: ”Dristigt vovet, men ogsaa heelt vundet, er her Hovedmotivet […] der er eller kunde være en rigtig ’Tyroler-Vals’ med en ikke ganske fin Bismag.” Men ”ved en aandfuld thematisk-harmonisk Udarbeidelse er det løftet op i en høiere Sfære, hvor netop hin Bismag virker eiendommelig pikant.”
Så langt kunne Berlingske Tidendes anmelder ikke følge Lange-Müller og kaldte Weyerburg for ”nogle meget tunge, alvorsfulde og indviklede, musikalske Idyller.”
Opholdet i Tyrol i sommeren 1890 blev udvidet, da Lange-Müller også inviterede sin gode ven Ernst von der Recke derned, og sammen flyttede de op i bjergene til St. Anton og lejede nogle værelser på kroen Zum schwarzen Adler. Også her fik Lange-Müller et klaver flyttet ind, så han kunne arbejde, når han ikke var ude at gå sine lange ture i bjergene.
Herfra fortsatte Christiansen og Lange-Müller rejsen videre til kurbyen, hvor den berømte naturlæge Sebastian Kneipp havde grundlagt et sanatorium. Naturligvis havde den skrantende Lange-Müller hørt om Kneipps alternative behandlinger og opsøgte stedet i håb om at blive rask. På vejen dertil overnattede de på et hotel i grænsebyen Reuss, hvor hele personalet var kvinder og ovenikøbet berusede – hvad der forskrækkede den puritanske Lange-Müller: ”Det er en ren Guds Lykke, hvis vi i Nat faar Lov til at beholde vore Senge for os selv”, sagde han til Christiansen.
Næste morgen skulle de videre med postvognen klokken halv fem, men personalet var ikke vågnet endnu, så Lange-Müller og Christiansen kravlede ud ad vinduet og stak af fra hotelregningen. ”Jeg har aldrig set ham saa lystig som den Nat”, skrev Christiansen.
Naturlægen Kneipp, der oprindeligt var katolsk præst, foreskrev vandkure med ”gydning”, dvs. at man styrkede kroppen ved at overhælde den med koldt vand. En anden af hans behandlinger var at lade patienten gå med bare tæer i vådt græs. Utvivlsomt en sjælden oplevelse dengang, hvor man til daglig snørede kroppen ind i spidse sko, korsetter og stive flipper, men det våde græs alene var næppe helbredende i sig selv. Kneipp havde dog fået ry for at succesrige behandlinger, og det havde sat stærkt præg på Bad Wörishofen. Christiansen fortalte, hvordan den fredelige flække var blevet ”et vildsomt Cosmopolis af tilrejsende Svæklinger og indbildt Syge. Konsultationerne var blevet uoverkommelige og Behandlingen Humbug.” Man kom i en audiens-lignende konsultation hos den overvægtige, cigarrygende Kneipp, som efter at have hørt om Lange-Müllers symptomer rakte ham en recept med behandlingen: ”Oberguss” [Overgydning], dvs. at der skulle hældes vand på hans overkrop. ”Vi tog for Skams Skyld et Bad og en Afrivning” [dvs. gnubning med et håndklæde], fortalte Christiansen, men hele foretagendet virkede på dem som humbug, og de forlod stedet samme dag.
I slutningen af august var de tilbage på Weyerburg, og her blev de boende, indtil det var efterår. Lange-Müller fortsatte på egen hånd en hjemmelavet Kneipp-kur med overgydning og barfodsgang, ”men opnaaede kun at forkøle sig”, som Christiansen skriver. ”Da vi skiltes nogle Maaneder efter, var han om muligt endnu mere lidende og forkrøblet, end da vi rejste ud.”
Sebastian Kneipp holder hof i Bad Wörishofen
Redigeret uddrag fra min bog om Lange-Müller, der udkom i november 2025.
Læs mere om bogen her – og på forlagets hjemmeside her.