I 1919 debuterede en dansk adelsdame som komponist. Den 36-årige hofjægermesterinde Olga Grevenkop Castenskiold fra herregården Store Frederikslund præsenterede sit opus 1 for violin og klaver, og det var et værk med et usædvanligt erotisk indhold. Stykket havde den franske titel Narcose, hvad der i denne sammenhæng bedst kan oversættes til “Sansebedøvelse”. Undervejs i stykket angiver komponisten, at musikken skal spilles med “Eccitazione” (ophidselse), “Esaltazione” (eufori) og ende i “Estasi sonnolente” – døsig ekstase!
Som musikalsk idé er det unikt efter danske forhold. Den musikalske menu herhjemme var i 1919 ikke præget af ekstatisk sansefryd, og ingen dansk komponist havde før skrevet et stykke med sådan et erotisk koncept. Hvis man vil finde den slags sensuelle idéer i samtidens musik, må man kigge på “dekadente” internationale navne som Skrjabin, Ravel og Richard Strauss.
Olga Grevenkop Castenskiold var ikke et kendt navn i dansk kulturliv, og der var heller ikke mange, der de følgende år kom til at møde hendes musik. Samme år som Narcose udkom, udgav hun yderligere otte værker, men hendes musik kom aldrig i større cirkulation i dansk musikliv, og hun publicerede ikke flere kompositioner herefter. Højst usædvanligt trak hun sig altså tilbage som komponist samme år, som hun debuterede. Og i dag er hun fuldstændig glemt. Kun et enkelt af hendes stykker er blevet indspillet.

De første takter af Narcose – senere udvikler stykket sig til “ophidselse” og efterfølgende “døsig ekstase”.
Hvad kan man sammenstykke af viden om Olga Grevenkop Castenskiold, der debuterede så dristigt i 1919?
Hun var født 24. oktober 1883 i en borgerlig familie og blev døbt Olga Magnus. Hendes forældre var Caroline Christine Gram og Croomard Magnus – faderen med det usædvanlige navn var kalligraf og havde i 1878 udgivet en lærebog i “forretningsskrift”.
I 1908 giftede Olga Magnus sig i Paris med den 16 år ældre Jørgen Adolph Grevenkop-Castenskiold, der var kammerjunker og arving til herregården Frederikslund ved Slagelse. Sammen fik de tre børn, Louise, Jørgen og Erik.
Hendes musikkarriere var begyndt i 1906, da hun optrådte som sangerinde ved et velgørenhedsarrangement i København. Året efter rejste hun til Berlin og derefter til Paris for at uddanne sig hos Edmond Duvernoy, der var sangprofessor på pariserkonservatoriet. Hendes søster Ingeborg blev violinist, giftede sig også i Frankrig, men døde allerede i 1919. En anden søster, Gerda Magnus, slog sig ned i Paris og fik en professionel musikerkarriere som pianist.
Olga Grevenkop Castenskiolds ni opusnumre med i alt 12 kompositioner blev udgivet af forlaget Wilhelm Hansen i ét samlet fremstød, hvad der tyder på, at hun selv har betalt for udgivelsen. Det var ikke unormalt dengang, at komponisten selv betalte det meste eller det hele for at få sin musik publiceret.
Selv om værkerne udkom på én gang, er de tilsyneladende komponeret gennem flere år, og eftersom der ikke fulgte flere kompositioner herefter, har hun måske opfattet det som en udgivelse af sine “samlede værker.”
De ni værker er:
Op. 1: Narcose, for violin og klaver
Op. 2: Physiognomi, for klaver
Op. 3: Aveu (“Tilståelse”) for klaver. Også i en udgave for cello og klaver
Op. 4: Fire Sange
“Elegie: I første Morgenrøde” (komponeret 1917); “Til Birken: Du hvide Birk”; “Sorg: Jeg synger paa sitrende Strenge”; “Apothéose: Hvi svandt du bort”
Op. 5: Budskab, for sang og klaver (“Da Sorgen mig bragte sit tungeste Bud”)
Op. 6: Syn, for sang og klaver (“Solen stod rød som i Kærlighedslue”)
Op. 7: Invocation, for sang og klaver (“Ensom jeg nu min Lyres Strenge maa stemme”)
Op. 8: Sct. Johannes Klokker, for sang og klaver (“I Klokker, som med Malmets Klang”)
Op. 9: Længsel, for sang og klaver (“O græd blot, hvis Sorgen har taaget dit Blik”. Komponeret 1919)

Annonce i Berlingske Tidende, 25. januar 1919, der reklamerer for Olga Grevenkop Castenskiolds nye nodeudgivelser.
Hvis man forventer at høre en eksperimenterende og radikal musik i Narcose, bliver man nok skuffet. Den musikalske stil er ret neddæmpet og lever ikke helt op til de henrevne karakterbetegnelser, som vi opfatter ordene i dag. Men sanselig er musikken bestemt, skrevet i en fransk-romantisk stil, som meget få danske komponister dyrkede på den tid. Olga Grevenkop Castenskiold må have mødt denne stilretning i sine parisiske studieår. Her er overraskende modulationer og en sensuel melodik med svømmende akkorder. Sovekammerstemningen er bestemt til stede.
Måske regnede hun Narcose for sit bedste og mest dristige værk, siden hun placerede det først i sin opusrække. De følgende stykker er i hvert fald mere diskrete, og opus 2 og 3 er korte karakterstykker i salonstil. Olga Grevenkop Castenskiold havde bestemt et melodisk talent, og hendes klaversatser er smukt og virkningsfuldt udformet. De ret prætentiøse franske titler virker til gengæld påklistrede.
Opus 3, Aveu (“Tilståelse”) for violin (eller cello) og klaver, er i øvrigt det eneste af hendes kompositioner, der er indspillet. Det kan høres her i en smuk indspilning:
De resterende opusnumre af Olga Grevenkop Castenskiold er sange med klaver. Hun skrev selv alle sangteksterne, som er tidstypisk præget af følelsesfulde tanker og religiøse sværmerier. Teksterne er ligesom musikken lavet med flot stilfornemmelse, og Olga Grevenkop Castenskiold formulerer sig ofte præcist og fyndigt, f.eks. i sangen “Sorg”, op. 4 nr. 3: “Lad Verden blot kalde mig Daare / min Kummer jeg kender kun selv.”
Generelt viser sangene et sind, der kender til sorg, tvivl og håbløshed. Hendes sidste sang, “Længsel” op. 9 drejer sig endda om forløsning i form af døden. Hvad mon der foregik i hofjægermesterindens indre liv?
Musikalsk set befinder hun sig i en fransk, romantisk-orienteret stil, der er en generation ældre end hende selv, og i sangene kan man også mærke indflydelse fra Edvard Griegs musik. Man kan vel cirka tidsfæste stilen til 1880-90’erne, uden at den dog virker helt anakronistisk eller forældet for udgivelsesåret 1919. Hendes mest avancerede værk er sangen op. 8, “Sct. Johannes Klokker”, som arbejder med klokkevirkninger og uventede modulationer. Men på denne tid, årene efter 1. Verdenskrig, var den musikalske smag ved at ændre sig, og få år senere må Olga Grevenkop Castenskiolds kompositioner have virket ret gammeldags, hvor smukt udformet de så end er.

Som offentlig kendt person blev Olga Grevenkop Castenskiold ikke omtalt i pressen som komponist, men udelukkende som hofjægermesterinde. De danske dagblade fulgte med i hendes mange udlandsrejser til bl.a. London, New York, Kina og Japan, men omtalte ikke hendes musik. Umiddelbart er det faktisk ikke til at se, at hendes værker blev opført offentligt i årene, der fulgte efter udgivelsen.
Medvirkende til hendes senere glemsel blev det utvivlsomt, at hendes mand Jørgen Adolph Grevenkop Castenskiold meldte sig ind i det danske nazistparti DNSAP og i den egenskab blev oplistet i modstandsbevægelsens hemmelige arkiv over landsforrædere, Bovrup-kartoteket. Han døde i 1941 og kom derfor ikke til at opleve retsopgøret efter krigen. Det gjorde til gengæld parrets ene søn, Erik, der også var nazistisk partimedlem, og som blev dømt til 15 måneders fængsel for unational virksomhed, selv om han angiveligt skiftede holdning i slutningen af krigen. Han klarede nederlaget godt og opnåede senere i livet at blive en af Danmarks rigeste erhvervsmænd.
Olga Grevenkop Castenskiold levede helt til 1978. Som medlem af en kendt nazistisk familie var hun i efterkrigstiden nok helt afskrevet fra at få sin musik præsenteret for eventuelt interesserede lyttere. Hendes karriere som komponist sluttede dermed, hvor den begyndte, nemlig med udgivelsen af hendes ni opusnumre. Men mon ikke tiden er kommet til at se nærmere på Olga Grevenkop Castenskiold og hendes musik – hun var efter danske forhold en virkelig usædvanlig komponistskæbne.
Noderne til Olga Grevenkop Castenskiolds værker kan downloades her:
Narcose, op. 1
https://imslp.org/wiki/Narcose%2C_Op.1_(Castenskiold%2C_Olga_Grevenkop)
Physiognomi, op. 2 & Aveu, op. 3
https://www.kb.dk/e-mat/dod/130020622459-bw.pdf
Fire Sange op. 4
https://www.kb.dk/e-mat/dod/130020622440-bw.pdf
Sange op. 5, 6, 7, 8 & 9
https://www.kb.dk/e-mat/dod/130020622483-bw.pdf