I marts 2025 udkom den meget spændende bog De nye kvinder, hvor historikeren Rikke Andreassen fortæller om homoseksuelle kvinders parforhold i Danmark i perioden 1870-1920. En tid, hvor mandlig homoseksualitet var forbudt ved lov, men hvor kvinder godt kunne være kærester og leve sammen som par med samfundets fulde accept.

Blandt bogens mange interessante cases er flere kvinder, der arbejdede med undervisning. Man møder bl.a. lærerinden Theodora Lange (1855-1935), der gennem mere end 40 år boede sammen med en anden lærerinde, Anna Høltzermann (1862-1933) og sammen bestyrede en pigeskole i Silkeborg. De var et kærligt og meget respekteret par, og i Silkeborg er man stadig stolt af de to kvinders indsats, hvad man kan se på f.eks. Museum Silkeborgs hjemmeside her.

Omtalen af Theodora Lange og Anna Høltzermann i bogen fik en klokke til at ringe hos mig, for jeg var stødt på pigeskolen i Silkeborg før. Og det var ikke i en ligeså ubetinget positiv sammenhæng. Ifølge denne kilde begik Høltzermann nemlig tilsyneladende en form for grooming af nogle af de piger, der boede på skolen.
Sådan fremstilles det i hvert fald i erindringsbogen Fra mit Livs Tjørnekrat, skrevet i 1960 af forfatteren Karen Stampe Bendix (1881-1963). Hun var datter af komponisten Victor Bendix, som jeg i 2021 udgav en biografi om, og det var i den forbindelse, jeg læste Karen Stampe Bendix’ bog.

Hendes bog er meget personlig og flamboyant, selv om ikke alle detaljer om f.eks. hendes fars liv er eksakte. Forfatteren vedkender også, at hendes omtale af sine to år som elev på Theodora Langes skole er subjektiv. Men den er interessant alligevel, fordi den giver et billede, man ikke kan læse andre steder, og fordi historien fortælles efter mere end et halvt århundredes eftertanke af en ældre dame, der som ung kortvarigt levede i et miljø med kærlighed mellem kvinder.

Karen Stampe Bendix var elev på skolen i slutningen af 1890’erne. Her følger uddraget fra bogen:

Vi var vel en tolv-fjorten unge Piger, der boede paa Skolen, alle fra femten-sytten Aar, og alle mere eller mindre Problembørn, eller Børn af problematiske Ægteskaber, foruden en Del andre Kammerater, fra selve Silkeborg. Jeg blev installeret i en Tresengsstue, hvor hver Tanke om personlig Hygge var udelukket, hvad Solen ogsaa var paa Grund af Genbobygningen, som kun var nogle Meter fjernet fra vor.

Af mine Sovekammerater var den ene en ung, jysk i Bund og Grund frisk Proprietærdatter, den anden et københavnsk Pigebarn, om hvem man tilvisse ikke kunde sige det samme.
Hun aabnede vores Øjne og Øren for det helt nye Begreb: Forelskelse mellem Kvinder indbyrdes, oven i Købet paa dette Sted, som i de følgende to Aar skulde være vores Hjem.
Egentlig tror jeg ikke, der forekom noget haandgribeligt Udslag af afsporet Erotik, men Luften var ladet med en alt andet end sund Spænding, som greb forstyrrende ind i Læsningen og udfyldte Fritidstankerne paa en uheldig Maade.

Den ældste af Skolens Bestyrerinder [dvs. Theodora Lange] var et mærkeligt Menneske. Hun var ganske lille, meget bleg og med de lyseste Øjne, jeg har set. Naar hun en gang imellem smilte, kom der er dybt Smilehul frem, og Ansigtet oplystes, som af et kort uventet Solblink en skyet Vinterdag. Hun virkede paa os, som der staar om Wallenstein, at naar han gik gennem Lejren, forstummede al Latter, og Ordene stivnede paa Soldaternes Læber.
Der er ingen Tvivl om hendes Karakters Retlinethed, hendes Viljestyrke, hendes store Dygtighed, og at hun med en større Frigjorthed, en dybere Forstaaelse af de unges højst forskellige Sindsbeskaffenhed, vilde have været en værdifuld Kostskoleleder…

En ganske anden Natur og Apparition var hendes intime Veninde og Medbestyrerinde [dvs. Anna Høltzermann]. Hun var ualmindelig høj af Statur, flad og bredskuldret. Men hendes Hænder var bittesmaa og Stemmen sødmefyldt. Hovedet fint, med smukt lokket, graanende Haar, der ingenlunde gjorde hende ældre, og dertil graa Øjne, som var i Stand til at forjætte Opfyldelsen af Alverdens vage Ungpigedrømme.
Denne vor ypperlige Lærerinde i Engelsk og Dansk, betragter jeg som et – med eller mod sin Vilje – yderst farligt Menneske, som har forvoldt megen Fortræd paa den Plads, hvor Skæbnen havde anbragt hende.
Hendes Tilbøjelighed til episodiske Forelskelser i os Unge, var mildest talt ikke af det gode. Det ytrede sig, som en slags Omgangssyge, for hvilken vi blev de haardt medtagen Ofre. Da Turen kom til mig, mødte denne Oplevelse mig aldeles uforberedt. Men en Aften, og en lang Række følgende Aftener, sad hun pludselig ved min Seng, og blev siddende længe efter, at hendes daglige Stuetilsyn var til Ende. Hun strøg mig over Haaret, kærtegnede mine Hænder og hviskede varme og smigrende Ord til mig.

Om Dagen kom hun ned paa Gaardspladsen i Frikvarteret, og Arm i Arm gik vi pludrende frem og tilbage til Klokken ringede. Regnede det, bad hun mig op i sit Privatkontor, og der tog hun mig store Pige paa Skødet, kiggede mig i Øjnene, med sine koglende graa, kyssede mig, erklærede at hun elskede mig, og proppede Konfekt i Munden paa mig.
Jeg følte mig udmærket af hende, og min Ensomhedsfølelse veg Pladsen for et romantisk Sværmeri, der spandt mine Dage og Nætter ind i et gyldent Spind.

Karen Stampe Bendix, ca. 1910

Paa dette Tidspunkt havde jeg i Stedet for Pigen med de grimme Oplysninger faaet en ny Kontubernal af betydelig mere Kultur, og en skønne Dag ved Tilsynstiden, var det på hendes og ikke paa min Sengekant, mit Idol havde slaaet sig ned. Historien gentog sig nu, med mig som forpint Tilhører, den lange Hvisken, Pauserne mellem Ordene, Afskedskysset – og til mig i Forbifarten et ligegyldigt henkastet “Godnat”.

Jeg nød ganske vist den bitre Triumf, at min Sovekammerat kort efter afløstes af en anden, og dernæst af en tredje og fjerde, men havde dog det hele for Øje hver evige Dag, saa at Saaret ikke fik Lov at lukke sig. Senere i Livet har jeg atter og atter spurgt mig selv om, hvordan en moden, aandelig udviklet Kvinde paa en ansvarsfuld Post kunde tillade sig at praktisere slige Springforelskelser, for ikke at tale om deres bratte Ophør. Det forekom mig allerede dengang, at det Spil, der her blev drevet med vore unge og værgeløse Sind, ved at gøre os til Bold for et Lune, næsten var lige saa ødelæggende for os, som hvis hun bevidst havde søgt at vække vor Sexualitet, og ikke udelukkende et ulegemligt i Realiteten uskyldigt Sværmeri, hvis Forløb dog var alt andet end uskadeligt.

Senere, da jeg havde forladt Skolen og fortsatte en intensiv Korrespondance med Forstanderinden, der ved min Daab som voksen blev en af mine Faddere, og forresten satte meget Tid og Kraft ind paa at paavirke mig religiøst, fandt jeg mig foranlediget til at skrive et oprigtigt Brev til hendes Kollega, hvori jeg uforbeholdent sagde hende min Mening om hendes Adfærd og den Fortræd, hun hermed havde forvoldt. Jeg modtog et halvkrænket Svar med en længere Redegørelse for hendes venlige Sindelag overfor de unge Piger, hvilket altsaa ulykkeligvis var blevet misforstaaet; det havde man – udtalte hun – for sin maaske lidt overstrømmende Hjertelighed. Hvad hendes Kærlighedserklæringer angik forklarede hun, var hun et Menneske af stærke Udtryk og sagde f.Eks. ogsaa, at hun “elskede” søde Sager. Men hun skulde vel vogte sig i Fremtiden…

Theodora Lange og Anna Høltzermann på et af de mange dobbeltportrætter, der findes af dem. De fremstod offentligt som par og dokumenterede det gerne i fotografens atelier.
Dette smukke billede er fra begyndelsen af 1900-tallet.

Det er meget interessant at læse i Rikke Andreassens bog om de miljøer, hvor kærlighed mellem kvinder i særlig grad kunne få lov til at blomstre, f.eks. kunstnerkredse, fængsler, bordeller og hospitaler. Og også på pigeskoler – man hører f.eks. om, at Anna Høltzermann som ung pige var meget forelsket i sin egen skoleleder, frk. Grandjean. Pigeskoler forblev åbenbart en kilde til kærlighed for hende, også da det var hende, der var lærerinden.

Karen Stampe Bendix oplevede, at hun og nogle af de andre piger, der var blevet “udvalgt”, men derefter vraget af Anna Høltzermann, “lod de forsmaaede, for ikke at sige mishandlede Følelser gaa videre til udvalgte Kammerater. […] Samtidig med, at jeg sørgede over min kære Lærerindes Troløshed og udgød mangen en bitter Taare skjult i hendes Kaabe, der hang paa Knagerækken og dog smagte en Smule af Fugl, udviklede der sig et Sværmeri for en af mine Jævnaldrende, som paa det Tidspunkt selv var opfyldt af en gengældt Følelse for en tredje.”

Hun slutter beskrivelsen af sin tid i Silkeborg på denne måde:

Jeg er mig bevidst, at den Skildring, jeg har givet af Livet paa Skolen her, vil forekomme adskillige af dens tidligere Elever overdreven. For dem, særligt de afbalancerede, satte Naturer, har de to Aars Ophold rimeligvis været et baade lærerigt og fornøjeligt Led i deres Udvikling, som de ser tilbage paa med Taknemmelighed… Den store Deltagelse i Elevmøder, som vi flere Aar senere blev opfordret til at være med til (hvad jeg dog undlod), kunde tyde paa det. Jeg maa ikke desmindre holde fast ved, at hvad jeg her har skrevet endnu i Dag staar for mig med Selvoplevelsens Klarhed og Styrke…

 

Citaterne er fra
Karen Stampe Bendix: Fra mit Livs Tjørnekrat, s. 43-47. Hans Reitzels forlag, 1960

 

Th. Langes Skole i Silkeborg findes den dag i dag. Man kan læse nærmere om den her.