I 1929 lavede den berømte maler Paul Fischer (1860-1934) et billede af dirigenten og komponisten Emil Reesen. Det forestiller Reesen på podiet foran DR Symfoniorkestret, “live on stage”. Dengang holdt Statsradiofonien til i den store bygning Axelborg mellem Tivoli og Cirkusbygningen. I Axelborg havde Reesen sit kontor, og i den forhenværende banksal i bygningen indrettede man koncertsal. Herfra blev Reesens mange koncerter sendt til de danske radiolyttere, og derudover kunne 400-500 heldige tilhørere få plads i salen.

Paul Fischer forærede maleriet til Emil Reesen, der havde det hængende lige til sin død i 1964. Herefter gik det i arv til en af hans døtre, Elsebeth “Sysse” Fabricius, der levede til 1981. I 2006 besluttede familien sig for at sælge maleriet på Bruun Rasmussens auktioner, hvor der var hammerslag ved prisen 32.000 kr.

Men hvem købte det – og hvor kom det op at hænge?
Det brugte jeg en del tid på at undersøge, da jeg arbejdede på min biografi om Emil Reesen, der udkom i 2023. Auktionshuse afslører ikke gerne, hvem deres købere er… Og jeg endte med at give op.

Stor – meget stor! – var min overraskelse, da jeg i går gik en etage ned ad trappen på min arbejdsplads, Koncerthuset i DR Byen. Jeg skulle hente en bog, der var lagt frem til mig på en reol. Da jeg nærmer mig reolen, ser jeg bogen på lang afstand, men først da jeg har taget bogen i hånden, kigger jeg op – og stirrer direkte ind i maleriet af Emil Reesen.
Der var det!

Maleriet var ved auktionen i 2006 blevet købt af DR Symfoniorkestrets forening, dvs. orkestermedlemmerne selv. Og derfor kom billedet hjem, hvor det hører til, nemlig hos det orkester, Reesen dirigerede ved utallige koncerter i årene 1927-1936.
Det kom ikke op at hænge med det samme og blev derfor opbevaret i et skab, indtil koncerthuschef Kim Bohr Christensen en dag satte det op på væggen på den etage, hvor orkestrets administration arbejder. Her har det hængt i årevis, bare 20 meter i fugleflugt fra mit skrivebord.

Billedet er virkelig godt, og det er typisk for både Fischer, Reesen og perioden. Herlige er de tre unge kvinder med moderigtige frisurer, og de tre store loftslamper har et teknikbegejstret præg, der passer til radioens verden. Maleriet fortjener at blive præsenteret for et større publikum ved lejlighed. Men nu kan man i hvert fald se det her på siden – og jeg kan se det hver dag, hvis jeg går ned ad trappen til 3. sal.