Hvad laver den gamle børnesang ”Kejseren af Kinesiens land” i Tjajkovskijs ballet Nøddeknækkeren?
Melodien dukker op i 2. akt uden nogen nærmere forklaring, udover at den sjove melodi passer meget fint til ballettens barnlige eventyrunivers. Men hvem har lånt melodien fra hvem? Er Tjajkovskijs balletmusik blevet forvandlet til en dansk børnesang – eller omvendt?
Her er ”Kejseren af Kinesiens land” i den danske version:
Graver man lidt i stoffet, finder man ud af, at melodien til ”Kejseren af Kinesiens land” oprindeligt er fransk. I Frankrig er melodien kendt som ”Cadet Roussel”. Teksten er fra 1792 og handler om en kriger fra virkeligheden, på samme måde som “Mallebrok” og “Tordenskjold i vuggen lå”. Melodien er endnu ældre, så det er altså Tjajkovskij, der genbruger en gammel melodi, ikke omvendt. Og Tjajkovskij har ikke været den eneste russer, der var fortrolig med sangen, for kendskab til fransk kultur var en del af den borgerlige dannelse i Skt. Petersborg dengang i 1892, da Nøddeknækkeren havde premiere.
I Nøddeknækkeren bliver melodien brugt til en lille scene, hvor der kommer en flok børn ud under skørterne på en moderfigur, der også stammer fra fransk folklore, ”La mère Gigogne”. I den scene hører man først en anden melodi, og så efter cirka 45 sekunder kommer ”Kejseren af Kinesiens land”:
Den danske sangtekst ”Kejseren af Kinesiens land” blev skrevet i 1852 af forfatteren Johannes Helms. Han er også forfatter til visen ”En svensk konstabel fra Sverige”, og senere digtede han fædrelandssangen ”Jeg elsker de grønne lunde”. Helms var en ung student i København og boede på Regensen, dengang han skrev ”Kejseren af Kinesiens land”. Han brugte ikke sit eget navn på udgivelsen, men pseudonymet “P. Mandarin”! Den fulde titel på sangen lød:
“Visen om Kejseren og hans Datter i Chinesien, sørgelig i sin Indgang, drøvelig i sin Fremgang, men lystelig i sin Udgang, indeholdende et oplivende Bevis paa Kjærlighedens Kamp og Seier, skreven efter Kilderne af P. Mandarin.” Salgsprisen var 4 skilling.
På det tidspunkt var ”kineserier” meget populære i Danmark. H.C. Andersen havde nogle få år tidligere skrevet eventyret om nattergalen og kejseren af Kina, og i det nyåbnede Tivoli var der kinesisk udsmykning. Og nu udkom altså ”Kejseren af Kinesiens land” som skillingsvise og var tænkt som vittig underholdning. Det er ikke en børnesang, men en fjollet vise, der handler om en kejser og en prinsesse i Kina. Moralen i sangen er, at den mægtige kejser ikke behøver bøje sig for nogen i hele verden, undtagen sin datter, som insisterer på at få den, hun elsker. Og det er jo en fin pointe, men i dag er teksten blevet upassende med sine beskrivelser af, hvordan den kinesiske prinsesse så ud:
Kejserens datter hed Tschung-Tschkek-Tschuk,
og hun var både pæn og smuk,
ingen udi den ganske stad
havde en næse så dejlig flad.
Neglene bar hun i futteraler.
Fødderne vare som nøddeskaller,
og hendes hårlok – tænk blot engang
den var halvellevte alen lang.
Johannes Helms’ skillingsvise blev meget populær, og selv om sangen ikke var udkommet på noder, kunne et stort publikum åbenbart synge den. Og 13 år senere var sangen så etableret i Danmark, at den blev brugt som forlæg for andre danske sange. F.eks. denne satiriske vise om dansk politik, hvor det var nok at skrive “Tone: Keiseren af Kinesiens Land”, så kunne alle synge med:
I dag er “Kejseren af Kinesiens land” ikke at finde i ret mange sangbøger for hverken børn eller voksne. Den fik dog en renæssance i 1990’erne, da den blev inkluderet i de populære “Åh, abe”-album med nye popudgaver af gamle børnesange. Her blev den sunget af Cæcilie Norby. Men det var nok det sidste store danske fremstød for sangen, og kommende generationer vil næppe tænke på “Kejseren af Kinesiens land”, når de går i teatret og ser Tjajkovskijs Nøddeknækkeren.