9. oktober 2025 udkom min nye bog, der handler om den danske komponist P.E. Lange-Müller (1850-1926). En af de store klassikere fra den danske musik.
Det er en bog, jeg har haft lyst til at skrive meget længe. Hans musik er så betagende og hans personhistorie så interessant, at det egentlig er mærkeligt, at der ikke har været skrevet bøger om ham i næsten 80 år.
Jeg har sat mig for at give et nyt, samlet billede af Lange-Müller. De ældre bøger om ham, der udkom i 1930’erne og 1940’erne, var dels meget nationalistiske i synet på “danskheden” i musikken, og dels dyrkede de en romantisk, Beethoven-agtig myte om Lange-Müllers kunstneriske stræben gennem sygdom og lidelse.
Jeg vælger at betragte hans musik og de gamle kilder på en anden måde. Desuden har jeg lavet et temmelig stort gravearbejde, så min bog indeholder megen ny viden og for første gang kan præsentere en sammenhængende, kronologisk levnedsbeskrivelse. Alle sider af hans produktion kommer med i betragtningerne. I de ældre bøger fokuserede man på de værker, der underbyggede den indsnævrede fortælling, og fokus var især på hans enestående sange. Jeg synes, at man også skal se på de værker, der peger i andre retninger, f.eks. hans operaer, hans symfonier og hans kammerværker.
Alt i alt synes jeg, at Lange-Müller er en mere original kunstner, end man har ment før. Han er en uortodoks komponist og ofte en pioner, hvis særpræg især skyldes hans evne til at skabe en personlig musik. Som lytter oplever man virkelig at blive berørt “fra hjerte til hjerte”.
At han generelt skulle være teknisk udygtig til at komponere, som man ofte har sagt, mener jeg er et meget overdrevet synspunkt. Ligesom det gælder for hans yngre kollega Carl Nielsen er Lange-Müllers uortodokse tekniske løsninger i musikken en del af hans originalitet. Når han støder på problemer i sin musik, er det snarere i de tilfælde, hvor han af forskellige grunde ikke kunne eller turde være sig selv.
Lange-Müller blev sin tids mest populære danske komponist, og anerkendelsen af ham som kunstner var uden lige. I sin alderdom blev han vurderet som en dansk kulturskat. Den fejring havde han meget svært at rumme, for han var sin egen hårdeste kritiker og plagede sig hele livet med en nådesløs selvkritik. Det selvpineri kom for ham til at overskygge hans lange livs store succeser. Det faktum, at han var beundret, ja elsket, at han blev stenrig og at han kunne leve hele livet uden forpligtelser, rokkede ikke meget ved hans private tvivl og sortsynede humør.
Til næste år er det 100 år siden, Lange-Müller døde. Hans musik lever endnu og berører stadig dem, der kommer i kontakt med den, og han er faktisk en af de ganske få romantikere fra den danske musik, der ikke er gået i glemmebogen. Derfor skal hans livsværk selvfølgelig løbende undersøges, fortolkes og præsenteres. Nu kommer jeg med et bud, som jeg håber er interessant at læse – det har i hvert fald været utrolig interessant at arbejde med!
Bogen er udgivet af forlaget Multivers. Læs mere om den her.