Det er måske Tjajkovskijs mest usædvanlige og oversete storværk – og selv titlen er usædvanlig: Manfred. En symfoni, der ikke er inkluderet i hans sædvanlige række med seks symfonier fra nr. 1 til 6. Den stammer fra perioden mellem de store symfonier nr. 5 og 6, men er udenfor nummerordenen. Det gør ikke Manfred mindre betydelig, og Tjajkovskij regnede det selv for et af sine bedste værker.

Manfred er Tjajkovskijs største symfoni og varer en hel time. Og det er et værk med samme intense mørke og samme voldsomme sjælekvaler, som man kender fra hans to sidste symfonier. Men værket adskiller sig fra Tjajkovskijs øvrige symfonier, fordi det har en ”handling”. Symfoniens satser følger handlingen i det dramatiske digt Manfred, skrevet af den engelske digter Lord Byron (1788-1824). Det er kort fortalt et drama om en plaget mand, der kæmper for at få fred for sine syndige gerninger.

Den dramatiske fortælling bliver overført af Tjajkovskij til orkestret – helt uden ord. I 1800-tallets musik var det ikke unormalt, at man på den måde lod et stykke instrumentalmusik følge en tekst. Senere blev sådan en sammensmeltning af kunstarterne betragtet med ringeagt, fordi man begyndte at mene, at musik skulle kunne ”stå for sig selv”, og fordi der bredte sig den holdning, at et musikstykke under alle omstændigheder slet ikke kan fortælle en historie.

Det var Tjajkovskij åbenlyst ikke enig i. På samme hold var mange andre komponister fra den romantiske skole, bl.a. Tjajkovskijs ungarske kollega Franz Liszt og franskmanden Hector Berlioz. Den direkte inspiration til Manfred kom via Berlioz, som i 1868 havde opført sin ”handlingssymfoni” Harold i Italien, da han var på koncertrejse i Rusland. Symfonien bygger på en anden lidenskabelig tekst af Lord Byron, og Berlioz’ nyskabende værk gjorde et stærkt indtryk. Komponisten Mili Balakirev tumlede med at lave en symfoni over Byrons Manfred, men han overdrog idéen til Tjajkovskij, der komponerede symfonien på kort tid i sommeren 1885.

Fortællingen i musikken
Byrons versdrama Manfred fra 1817 er en sjælegyser, en fortælling om den schweiziske greve Manfred, der har levet i syndig kærlighed med sin elskede, Astarte. Historien er ofte blevet fortolket som en nøglefortælling om Byrons eget vilde liv. Byron forlod sit hjemland og gik i eksil i Schweiz efter anklager om, at han havde haft et erotisk forhold til sin egen halvsøster, selv om han stod lige foran at gifte sig.
Handlingen i Manfred er i hvert fald voldsomt lidenskabelig:

Astarte har taget livet af sig efter at være blevet forladt af Manfred. Nu forsøger Manfred at finde fred i sin sjæl, først ved at påkalde syv naturånder. Ånderne tilbyder ham både magt og evigt liv, men ikke forglemmelse, og den fortvivlede Manfred bliver overbevist om, at den eneste løsning er at kaste sig ud fra klippetoppen.
På kanten af selvmordet reddes han af en jæger, der råder ham til at følge Guds ord. Men på trods af samtaler med en katolsk abbed afviser Manfred kristendommens tilbud om at sone synderne. Som utæmmelig individualist vælger han i stedet at leve med konsekvensen af sine handlinger. ”Jeg formår at bære i livet, hvad der ville dræbe andre i søvne, hvis de drømte det”, som han formulerer det.
Manfred ender sit liv uden at overgive sig til hverken sortekunst eller religiøs anger – kun til døden. Den kommer, efter han i et syn møder Astartes ånd, som fortæller ham, at hans liv nu er til ende.

Manfred møder Alpernes fe ved vandfaldet (scenen fra 2. sats), malet af John Martin

Tjajkovskij skrev nogle korte forklaringer til de dele af handlingen, der ligger bag hver sats, eller hver ”scene”, som han kalder symfoniens fire dele:

1. sats
“Manfred vandrer omkring i Alperne. Pint af ubesvarede eksistentielle spørgsmål, plaget af håbløs længsel og erindringerne om sin fortids ugerninger, lider hans sjæl hårdt. Han har fordybet sig i magiens hemmeligheder og haft tæt kontakt med mørkets mægtige kræfter, men hverken de eller noget i denne verden kan give ham dem glemsel, han stræber forgæves efter. Mindet om den afdøde Astarte, som han så lidenskabeligt havde elsket, tærer på hans hjerte, og der er ingen grænser, ingen ende på Manfreds fortvivlelse.”

2. sats
“Alpernes fe viser sig for Manfred i regnbuen fra et vandfald”, skriver Tjajkovskij kortfattet om næste sats.
Manfred har tidligt i sit liv indgået en faustisk pagt med åndernes verden, som han har opsøgt for at øge sine kundskaber og sin viljekraft. Ved et smukt vandfald påkalder han nu alpefeen. Tjajkovskij viser med overdådig instrumentation vandfaldets glitrende vanddråber – og med to harper i orkestret hører man regnbuen, der bliver tryllet frem.
Alpefeen kræver total lydighed for at kunne hjælpe. Manfred forstår, at han befinder sig ved en afgørende korsvej, og han afslår feens løsning. Han er nu endnu mere alene end før. Kun magiens mørkets kræfter er tilbage som hjælp, og Manfreds tragiske tema fra første sats dukker op som en påmindelse om hans pinsler, der følger ham uanset hvad.

3. sats
“Et billede af bjergfolkets enkle, frie og fredelige liv”, skriver Tjajkovskij om den 3. scene.
Det er symfoniens fredeligstesats, hvor oboens solo i begyndelsen repræsenterer en alpehyrde med sin skalmeje. Man hører også spillemandsklange, muntre klarinetter og et enligt jagthorn. Satsens landlige idyl med de lykkelige, enkle eksistenser blandt fjeldbønderne er en stærk kontrast til den martrede, desperate Manfreds liv.

4. sats
Det er symfoniens mest handlingsmættede scene, og Tjajkovskijs stikord peger på de forskellige nøgleepisoder:
“Arimanes’ underjordiske palads. Infernalsk orgie. Manfred dukker op midt i bakkanalet. Astartes skygge påkaldes og viser sig. Hun meddeler ham enden på hans jordiske liv. Han bliver tilgivet. Manfreds død.”

Lord Byron, der i sin tekst strør om sig med utallige referencer til religion og klassisk filologi, præsenterer os her for Arimanes, en djævleånd fra den persiske religion zoroastrismen. Manfred beder denne mørkets fyrste om at hente hans elskede Astarte frem igen. Hun viser sig som genfærd, og Manfred beder hende om tilgivelse. Astarte svarer, at hans liv vil være omme den næste dag. Det forstår han vil være hendes eneste mulige tilgivelse.
Ved solnedgang ankommer dødsånderne for at hente Manfred ind i deres mørke. Manfreds abbed er ved hans side og forsøger for sidste gang at redde hans sjæl over til Gud, men Manfred dør uden hverken at have overgivet sig til den ene eller anden side.

Satsen er symfoniens længste og mest sammensatte: Det hektiske djævleorgie går brat i stå, da Astartes genfærd viser sig i mystiske, hvide klangtåger. Manfreds tema svarer hende i en bøn om tilgivelse.
En desperat fuga leder tilbage til heksesabbatten, men Manfred må væk. Mere alene end nogensinde, men til gengæld afklaret, ser han fra sit slot solen gå ned over bjergene en sidste gang. Han synker sammen, og Manfreds tema høres som en sørgemarch. Hans skæbne markeres til allersidst med en hymne for et menneske, der levede intenst efter egne valg og betalte prisen for det. Hymnen understreges af orgelklange, men Manfred ledes ikke til Paradis – han må nøjes med at fornemme den frelse, han ikke kan opnå.

Den desperate Manfred på alpetoppen sammen med jægeren. Maleri af Ford Madox Brown

 

Redigeret version af programtekst til koncert med DR Symfoniorkestret, 15. januar 2026