Mange af de værker, som den sovjetiske komponist Dmitrij Sjostakovitj skrev sidst i sit liv, er gådefulde. Det er musik, der føler sig utilpas og ikke kommer med svar.
De træk har også hans sidste symfoni, nr. 15, der begynder muntert, men efterhånden bliver sorgfuld, smuldrer og ender i tomhed.

Det begynder at skride ud efter få minutter, da der dukker noget forkert musik op, uden varsel. Det er galoppen fra den berømte Wilhem Tell ouverture af Rossini, skrevet 150 år tidligere. Først virker det morsomt – ligesom hvis en skuespiller kommer ind på scenen på det forkerte tidspunkt og siger en forkert replik. Men det er heller ikke rigtig rart. Det bringer situationen ud af balance og skaber fornemmelsen af, at komponisten ikke kan styre, hvad der foregår i hans symfoni.
Det bliver begyndelsen på en strøm af musik og tanker, der lever deres eget liv og rokker ved forventningen om planmæssighed i en symfoni. Det gør musikken temmelig uhyggelig. Også når den er morsom.

Symfonien er skrevet i 1971, da Sjostakovitj var midt i 60’erne og mærket af sygdom. Er musikken et billede på udsigtsløshed? Eller er det nogle af de utallige minder fra hans liv, der passerer revy? Ved siden af musikcitater af bl.a. Rossini og Wagner, der dukker op uden forklaring, er der nemlig også mange citater fra Sjostakovitjs egne værker. Måske som en form for scrapbog, han laver til sig selv, hvor glimt fra hans fortid dukker op i den symfoni, han tilsyneladende vidste, ville blive hans sidste.

Den ironiske holdning til tilfældigheder og meningsløshed forsvinder, når vi kommer til 2. sats. I stedet hører man en bekendelse af dyb sorg. Satsen er lang og meget langsom, og stemningen er knugende dyster. Celloen spiller en smertefuld solo, og halvvejs inde i satsen kommer en basun med en slæbende udgave af en gammel sovjetisk revolutionssang. Det vokser til fuld udbasunering i hele orkestret, hvor den værdige sorg kollapser i et knusende sammenbrud.

Uden satspause går symfonien videre til den korte 3. sats. Klovnerierne fra symfoniens begyndelse er tilbage, nu med øget desperation. Og skeletterne begynder at vælte ud af skabet i form af tørre, tikkende slagtøjslyde. De mekaniske klik måler nøgternt tidens gang som et gammelt urværk.
Og sådan slutter symfonien også, efter at vi i 4. sats først er blevet præsenteret for Wagners formørkede ”Skæbnemotiv” fra undergangsoperaen Götterdämmerung. Den lange fjerdesats kulminerer i en dissonerende hymne, bygget på et citat fra Sjostakovitjs egen Leningrad-symfoni om 2. Verdenskrigs afgørende stund. Har offeret været for stort – og forgæves?

Mod slutningen piller Sjostakovitj kødet af knoglerne, bid for bid, indtil vi bliver efterladt med det aparte slagtøj, der tørt og mekanisk tikker af sted, mens strygerne er gået i stå på en lang tone. Livet er ved at klinge ud. Tiden fortsætter uden indhold.

 

 

Redigeret programtekst til koncert med DR Symfoniorkestret, 22. oktober 2026