Musikken i tv-serien Matador er udvalgt med stor præcision. Den indgår i tidsbilledet ligesom rekvisitterne og personernes beklædning. Man kommer rundt i mange genrer og samfundslag, for det er forskellig slags musik, indbyggerne holder af i Korsbæk. Borgerskabet har klaver derhjemme og går til klassiske koncerter, mens arbejderne bedre kan lide harmonika, mandolin og visesang. Det nyeste nye er jazz, som virkelig deler vandene.

Men hvad er det for numre, man hører? Her er en komplet liste over den musik, der er med i de første seks afsnit af serien (1. sæson)

1. afsnit (1929)

Mozart: Klaverkoncert nr. 23, A-dur, 2. sats
Mozarts gribende og eftertænksomme musik er ledemotivet for Elisabeth Friis, der må gennemgå så meget, før hun kan leve sit liv frit. Hun spiller ofte begyndelsen på den dybt melankolske 2. sats, der er seriens mest benyttede tema bortset fra selve Matador-kendingsmelodien.

Thomas Laub: Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord
Denne højskolesang med tekst af Grundtvig synges af tjener Boldt, mens han serverer. Stamgæsten Rødes syrlige kommentar: ”Han kommer aldrig over, at han har arbejdet på Højskolehjemmet”.

Harry Akst: Dinah
Ved et middagsselskab hos Varnæs bliver Elisabeth bedt om at spille lidt munter musik, man kan danse til. På Vicki Arnesens opfordring slår hun over i dette amerikanske kæmpehit fra 1925.

2. afsnit (1929)

J.A.P. Schulz: Jeg ved hvor der findes en have så skøn
Igen en højskolesang, der nynnes af tjener Boldt på Jernbanerestauranten.

Med fødderne siger vi tramp, tramp, tramp
Denne gamle børnesang synges af Regitze Varnæs, mens hun leger med sin dukke

3. afsnit (1930)

A.P. Berggreen: Lyksalig, lyksalig hver sjæl som har fred
Linjen “Godmorgen, godmorgen, sang fuglen på kvist” fra 2. vers af denne salme synges af tjener Boldt i Jernbanerestauranten.

J.A.P. Schulz: Jeg ved hvor der findes en have så skøn
Første linje synges også i dette afsnit af tjener Boldt.

Julio César Sanders: Adios muchachos
Misse Møhge spiller klaver til en dansetime på Fru Violets Danseinstitut. Jeg har aldrig vidst, hvad det var for en melodi, før en læser her på siden kom med svaret: Det er tangoen “Adios muchachos”, senere indspillet på engelsk med titlen “I get ideas”.
Sangen er fra 1927 og har altså været helt ny, da stakkels Misse Møhge på den måde blev bedt om at spille tidens toner i tangorytme.

Harry Woods: When the red, red robin
Con Conrad: Ma! He’s making eyes at me
Joseph H. Santly: Din mund siger nej

Vicki Arnesen er træt af sin halvgamle, kedelige mand Albert, og har fundet jævnaldrende venner med mere fut i. De invaderer lejligheden, og på Arnesens gamle opretstående klaver spiller de moderne jazzede numre for at gøre nar af Albert. Veninden Tut prøver at overtale Albert til at lade Vicki komme med på den københavnske danserestaurant Arena ved at synge ”Din mund siger nej, nej, dine øjne siger ja”, en amerikansk sang (”There’s yes, yes, in your eyes”), der med dansk tekst var blevet utrolig populær i revyen ”Rosen blusser” på Scala Teatret i 1925.

Hej Møgdal
Jernbanearbejderen Lauritz ”Røde” Jensen kender alle de sange, der ikke står i sangbøgerne. Denne anonyme satiriske vise om Venstres statsminister Madsen-Mygdal synges på melodien ”General Napoleon og hans ti tusind mand.” Røde lærer den til Varnæs-børnene Ulrik og Regitze, som meget upassende synger den hjemme hos bankdirektøren:
”Hej Møgdal, nu må du sgu se at komme af sted.
Har du husket din sabel og din skattebillet?
For ellers så går det jo ikke så let
at skære folket ned.”

4. afsnit (1931)

Original Dixieland Jazz Band: Tiger Rag
Vicki kommer hjem fra København med en rejsegrammofon og en jazzplade. Albert bliver rasende og knækker pladen, mens han brøler ”Så stands da den fordrukne niggermusik!”

Beethoven: Klaversonate op. 49 nr. 1, g-mol, 2. sats
Elisabeth Friis optræder ved Damekredsens basar til fordel for fattige konfirmander. Lise Nørgaard har med omhu for realistiske detaljer udpeget en sonate er af overkommelig sværhedsgrad for en provinspianist. I manuskriptet angiver hun, at Postgårdens flygel skal være ”ikke alt for velstemt.”

Johan Strauss II: Frühlingsstimmen
Luigi Arditi: Il Bacio
Kristen Skjern er kommet til byen og forfølger sin musikinteresse ved at gå til koncert i Korsbæk Musikforening. En midaldrende sopran (spillet af kgl. operasangerinde Kirsten Hermansen) begynder sin koncert med Strauss’ wienervals ”Frühlingsstimmen” og fortsætter med den kokette italienske sang Il Bacio (”Kysset”).  Kristen sætter sig ved siden af Elisabeth Friis, og de får begge grineflip, fordi sangerinden (der ellers synger flot og rent) er så opstyltet og ser komisk ud i utidssvarende tøj fra århundredskiftet.

Rollen som koncertsangerinde Amalie Hagensen spilles af sopranen Kirsten Hermansen (1930-2015). Hendes akkompagnatør spilles af pianisten Hans Meyer Petersen (1910-1993).

J. Saxtorph-Mikkelsen: Anna var i Anders kær
Endnu en sang fra højskolerepertoiret, som Boldt nynner, denne gang som optakt til et stævnemøde med Agnes.

Werner Richard Heymann (efter Josef Strauss): Das muss ein Stück vom Himmel sein
Tysk populærmusik var særdeles udbredt i Danmark før 2. Verdenskrig, hvor amerikanske og engelske toner mest var noget for de unge. Denne tyske slager fra 1931 stammer fra operettefilmen ”Kongressen danser”. Kristen og Elisabeth følges hjem fra koncerten på Postgården, da man hører musikken fra en radio i et åbent vindue. Kristen byder Elisabeth op, og efter at de har taget en lille svingom på fortovet siger han meget romantisk: ”Det var vores første dans.”

Improvisation på harmonium
Kristen besøger Mads Skjern og Ingeborg, som har overtaget et gammeldags harmonium, og han improviserer lidt på det. Pudsigt nok bruger skuespilleren Jesper Langberg en bluesskala, som ikke passer til Kristen Skjerns musikalske smag i øvrigt, og som næppe har været kendt i Danmark på dette tidspunkt.

5. afsnit (1932)

Schubert: Erlkönig
Hans Christian Varnæs får foræret en plade af Elisabeth, da hun kommer hjem fra Wien. Han ser på etiketten, at det er Schuberts sang Erlkönig – ”med Heinrich Schlusnus”, den berømte tyske baryton (1888-1952). Hans Christian begynder at synge sangen på overdreven dramatisk vis.

Leo Mathisen: Wild Cow
Kristen kommer på besøg hos Elisabeth og medbringer en 78’er, han har købt. Elisabeth skal gætte hvad pladen er, og får kun at vide, at det er dansk og med klaver. Hun skyder på Carl Nielsen, men så sætter Kristen pladen i gang, og Elisabeth hører det er jazz. ”Jeg synes du sagde dansk?” siger hun.
Pladen er fra 1928 og en af de første, Leo Mathisen indspillede. Kristen er nok især tiltrukket af musikkens modernitet – og af titlen, som han synes passer godt på ham selv.

6. afsnit (1932)

Per Jensens vals
Elisabeths klaverelev Trine spiller det stykke, hun har fået for som lektie hos Elisabeth.
Jeg har uden held ledt efter det i forskellige klaverskolebøger fra datiden. Først da en venlig læser her på siden skrev til mig, kom svaret: Stykket er en dansk spillemandsmelodi fra Roskilde-egnen, der kaldes “Per Jensens vals”.