”Min far havde i sine ungdoms år en god ven – Olaf Söby – som var komponist og en dygtig pianist. Findes der mon indspilninger af hans musik, eller er han gået i glemmebogen?”
Sådan skrev en lytter til P2 i september 2016. Navnet Olaf Söby var mig helt ubekendt, og der dukkede ingen indspilninger frem af DR’s databaser. I Det kongelige Biblioteks registrering var oplistet forskellige småstykker og sange samt en bog med den interessante titel Jazz kontra europæisk Musikkultur. Ildevarslende suppleret med en sang betitlet De danske hvide drenge.

Google kunne vise et par uddrag fra jazzdebatbogen, og de afslørede, hvorfor Olaf Söby blev glemt:

”Jazzen er ikke født i og har heller ikke levet i vor europæiske Kultur. Den er indført fra en primitiv Races sansehidsende Trang til rytmisk Ekstase og kan derfor ikke have naturlige Vækstbetingelser her.” (…)
“Jazzen mispryder den europæiske Kultur som et vædskende Saar, og kun Helbredelse kan finde Sted ved fuldkommen Bortskæring. At den hvide Race finder sig i en lavere Kulturs Indtrængen og Forsøg paa at dræbe vor egen højt udviklede Kultur turde være et Tegn paa, at vor Race er i Forfald.”

Olaf Söby var ikke den eneste jazzhader i Danmark i 1935, men for ham var jazzen en kulturfjende, der var racebetinget. Løsningen for ham var, at man i Danmark gjorde “som Hitler gjorde i Tyskland: Han forbød ganske simpelt Jazzen! En stor, idealistisk Gerning!”

 

Sangen “De danske hvide drenge” fra 1941, solgt til fordel for FDF

 

Hvem var han?

Olaf Torben Söby blev født 1907 på datoen 9. april, der må have været et bittert sammenfald for ham senere i livet. Men ikke meget af hans biografi står klart. 16 år gammel kom han i 1923 på konservatoriet og studerede – tilsyneladende orgel og klaver – i de sædvanlige tre år. Allerede i 1925 fik han udgivet en Menuet for klaver, og året efter modtog han en anbefaling fra sin lærer, den kendte musikteoretiker Knud Jeppesen:

”Hr. Olaf Söbye, som i 3 Aar har været min Elev i Musikteori, er en udmærket begavet ung Kunstner. Han er flittig og dygtig, og har tilegnet gode Kundskaber i Kontrapunkt, tillige synes han at have bemærkelsesværdige Evner som Komponist. Da han desuden er en meget sympatisk ung Mand, kan jeg give ham min varmeste Anbefaling.

Tre år senere bad Söby om anbefaling fra en endnu vægtigere stemme, selve Carl Nielsen, der skrev:

”Iblandt de yngre og yngste Musikere og Komponister, som i de sidste Aar har tildraget sig min Opmærksomhed og Interesse, maa jeg, blandt de allerførste, nævne den unge begavede Olaf Söby. Han har baade som udøvende Kunstner og ogsaa som Komponist lagt saa glædelige og ualmindelige Evner for Dagen, at vi har Lov til at vente os noget fremragende af ham.
Kunde disse Linier medvirke til at hans Kunstnerbane maa blive lettere, end trange og vanskelige Kaar hidtil har gjort den, vilde det være mig en stor Glæde.”

Anbefalingen blev skrevet på selv samme ark papir som Jeppesens! Kårene var vist stadig trange for Olaf Söby.

 

Olaf Söbys sang “Dansk Foraar”, komponeret februar 1941

 

Hårde ord og milde sange
I 1935 udgav Söby så sin debatbog. Den gengiver en række jazz-begejstrede artikler af Erik Tuxen, Knudåge Riisager og Sven Møller Kristensen, som derefter gennemhegles med voldsom retorik. Den aggressive kulturdebat fortsatte Söby under 2. verdenskrig, for næste skriftlige spor af ham er et citat fra Fædrelandet, de danske nazisters avis:

”I Europa maa vel nok Jazzmusiken, dette jødisk-negroide Konglomerat, anses for at være det mest nedbrydende Element i europæisk Musikkultur.”

De danskere, der talte nazismens sag, blev nøje husket efter krigen. Adskillige skribenter fra Fædrelandet kom for livstid i kulturel karantæne af samme grund, bl.a. digteren Harald Bergstedt og drengebogsforfatteren Peter Jerndorff Jessen. Men for Söby var krigsårene produktive. I 1943 udgav Skandinavisk Musikforlag hans fuldendelse af Schuberts skitser til 3. sats fra “Den Ufuldendte” symfoni og året efter to af hans klaverstykker, ”Lille Etude” op. 1 nr. 2 og ”Capriccio” op. 5 samt hans opus 6, ”3 Viser og 7 Sange”.

 

Forlagsoversigt med udgivelser af Olaf Söby, 1941

 

De sorte skæbner i dansk musik

Efter krigsårene forsvinder sporene af Söbys virke som komponist. Det ser ud til, at han i stedet begyndte at arbejde med klaverundervisning, og i 1954 udgav han en dansk oversættelse af en tysk klaverinstruktionsbog, ”Rytmik, dynamik, pedal og andre af Klaverspillets problemer”.

Men hvor boede han, hvornår døde han? Hvordan så han ud? Fik han nogensinde et organistembede? Blev han straffet ved retsopgøret efter besættelsen?
På Det kongelige Bibliotek er hans efterladte papirer opbevaret i hele 15 mapper. Levn af en omfattende skabertrang: Sange, klavermusik, orgelværker, opera (!), kammermusik og orkesterværker. Indholdet er ikke nærmere beskrevet. Har nogen mon overhovedet rørt de manuskripter, siden de blev arkiveret?

Olaf Söbys skæbne slutter sig til to komponister, der blev anklaget for tyskvenlighed under krigen:
N.O. Raasted, der åbenlyst var inspireret af tysk musik og som i 1930’erne deltog i kulturudveksling med det nazistiske styre. Han havde vist nok en ubehagelig personlighed, men var hverken værnemager eller medlem af nazistpartiet.
Og der er Paul von Klenau, som havde det meste af sin flotte karriere i Østrig og Tyskland, hvor han forsøgte at styrke sin position ved at indynde sig i det nazistiske kulturliv. Han vendte først hjem til Danmark i 1940 og levede sine sidste år helt tilbagetrukket i Dronningmølle.

Olaf Söby trådte over stregen og er blevet slettet fra kulturens hukommelse. Han var komponist, men også racist og måske ligefrem nazist. De to sidste ismer vejede tungest. Söbys ”glædelige og bemærkelsesværdige evner”, som Carl Nielsen og Knud Jeppesen havde anerkendt, viste sig at være fuldkommen nyttesløse.