For at forstå Carl Nielsens kunstneriske person er man nødt til at forstå de folkelige sange som en integreret del af hans værk. De folkelige sange kaldes tit over en kam for ”højskolesange”. En betegnelse, der er svær at oversætte. Også den alternative betegnelse ”danske sange” (der tilsammen udgør “den danske sangskat”) bliver meningsløs i oversat sammenhæng og er måske også blevet meningsløs for dagens danskere.
Hvad er det så for noget? Enkle, strofiske sange, ikke folkesange, men sange for enhver og ideelt set for et helt folk. Brugsmusik, der tjener lyrikken og de bestemte rammer for fællessang. Tænkt til brug i skoler, kirker og forsamlinger, og frem for alt til den danske folkehøjskole.
Carl Nielsen var i 1922 en af redaktørerne af den første udgave af Folkehøjskolens Melodibog, den officielle samling af melodier til repertoiret af højskolesange. 33 af hans egne melodier kom med i førsteudgaven. Udvalget har svinget gennem årene, sange er røget ud og ind, nogle er blevet forældet, andre genopdaget. Den nuværende 18. udgave har 36 af hans sange med, og mange flere er skrevet af andre komponister i Carl Nielsen-stil.