Komponisten Hans Abrahamsen studerede oprindeligt horn på musikkonservatoriet og spillede selv i en blæserkvintet. Meget tidligt var han allerede fortrolig med et stort kvintetrepertoire, og nogle af hans første værker, skrevet da han var dreng, var for blæserkvintet.
”Det er i virkeligheden en meget uhomogen besætning,” siger Hans Abrahamsen, ”men for mig var det meget naturligt at skrive for blæserkvintet. Besætningen fungerer godt til miniaturesatser, og jeg er nok en miniaturekomponist.”
Hans Abrahamsens første blæserkvintet lænede sig kraftigt op af Stravinskijs neoklassicisme og er ikke publiceret. Helt anderledes personlige er Landskaber (1971) og Walden (1978), der viser hans ideal om en ny, enkel og objektiv musik.
Walden er et kerneværk i Abrahamsens produktion, ikke kun fordi det er et af hans mest spillede værker, men fordi kombinationen af poesi og detailstyret minimalisme fungerer så perfekt. I de fire korte satser skaber Hans Abrahamsen med et nøje afgrænset materiale et meget kontrolleret og alligevel organisk forløb.
Titlen Walden dukkede først op senere og stammer fra Henry David Thoreaus berømte bog fra 1854 med undertitlen Livet i skovene. Her beskriver Thoreau sit poetiske og politiske eksperiment med at melde sig ud af samfundet, leve i skoven ved Walden Pond og kun foretage sig det helt nødvendige. En klassiker fra amerikansk litteratur, der med sin miljøbevidste ”drop-ud” tankegang fik et nyt publikum i 1970’erne.
På samme måde som Thoreaus plan for det enkle liv er en konstruktion, må man ikke lade sig narre af Abrahamsens nyskabte enkelhed. Al musikken i værket udspringer af et snævert tonemateriale, og satsernes forløb er helt stramme konstruktioner, ofte baseret på kanoner. Undervejs udvider værkets tonemateriale sig, samtidig med at en modsatvirkende udvikling får satserne til at accelerere i tempo og blive kortere i varighed.
Forløbet sættes i gang af en opadgående kvart, spillet af hornet. Et motiv, der straks giver associationer til skov og til solopgang, men også til konkrete musikværker, f.eks. begyndelsen af Sibelius’ 5. Symfoni eller hornvariationen i Carl Nielsens Blæserkvintet (der ifølge Nielsen skal spilles med ”naiv naturfølelse”). Hornet fortsætter med fraser på fem takters længde, mens de øvrige instrumenter ”svarer” med fraser på fire takter, hvor generalpauser er en del af pulsen. Forskellen på frasernes længde gør, at stemmerne forskubber sig fra hinanden, og hornets spørgsmål bliver indhentet og høres derfor sidste gang ubesvaret.
Da spiller oboen det omvendte hornmotiv og begynder næste afsnit med en nedadgående kvart. En tredje tone tilføjes til materialet i stemmerne, der fortsætter som en kanon i tre forskellige tempi. Med et signal udvides materialet endnu en gang, inden satsen slutter med en fortætning, der ender i staccato-markeringer i D-dur, udsprunget naturligt af satsens materiale.
En hurtig blyantskitse af Hans Abrahamsen, der viser de grundlæggende idéer bag 2. og 3. sats.
2. sats er en bemærkelsesværdig komposition, der har karakter af et sørgeoptog. Den er baseret på en cantus firmus-stemme i fløjte og fagot, sammensat af syv små figurer og deres syv omvendinger. Over dette passacaglia-agtige fundament høres den frie obo, som udvider sin kvartfigur fra 1. sats til en hel 12-tone række. Horn og klarinet svarer tonalt med korte ekkoer af fraserne.
Nu sættes tempoet op i værket, og satserne bliver hørbart kortere. 3. sats er livlig mikropolyfoni, som bække der flyder polyrytmisk afsted, forbundet med hinanden på 1-slagene undervejs. I det følgende afsnit strækkes toneomfanget til det hidtil største i værket, og musikken er nær ved at sprække. En advarsel i hornet får de øvrige stemmer til at indstille udviklingen. Til sidst høres kun hornets signal i det fjerne.
Den ganske korte 4. sats er lys og munter, men skal spilles meget sagte, som om musikken opleves på afstand. To temaer høres samtidigt: En ”Duo” i menuetlignende 3/4 og en ”Trio” i 6/8. Deres tonearter cis-mol og Es-dur retter sig gradvist ind mod hinanden, så stemmerne til sidst mødes i D-dur og ophører brat, når målet er nået.
Teksten er skrevet til en cd med Hans Abrahamsens værker for blæserkvintet, indspillet af Ensemble MidtVest og udgivet af Dacapo, marts 2016.