Bare at spille Bachs Goldberg Variationer uden fejl er en meget stor præstation. Så ingen bør være blasért, når man lytter til disse tre perfekte indspilninger. Hvad man end mener om de meget forskellige pianisters spil, er de alle på højeste musikalske niveau.

Den tyske pianist Lars Vogt måtte efter eget udsagn arbejde med Goldberg Variationerne i 17 år, før han turde opføre dem. Hans indspilning er fuld af overraskelser, ikke på den pjattede måde, men velovervejede, personlige beslutninger. Det gælder f.eks. tempoforholdene mellem satserne og at Vogt i høj grad udmønter forskelligheder i de 30 variationssatser. Rejsen føles lang og indholdsrig.

Uden at han benytter ret meget pedal mærker man hos Vogt alligevel en lidt gammeldags pianistisk tilgang, der peger i retning af ældre tyske Bach-pianister som Wilhelm Kempff og Egon Petri. Hans flygel og bevægelser lyder større end de fleste moderne Bach-spilleres. Og som hos de gamle tyskere er der også hos Lars Vogt en spirituel side “mod lyset”. Den afsluttende variation, en quodlibet over tyske folkeviser, rummer ikke kun lettelsen over at være nået i mål, men har også karakter af lovsang.

Franskmanden Alexandre Tharaud har gjort det til en karriere at finde dristige vinkler i det velkendte, være på tværs med en ironisk kølighed og at spille ”forkert” musik som f.eks. cabaretmelodier. På sin alvorlige indspilning af Goldberg Variationerne holder han sig mere i skindet end før. Selv for ham er opgaven umådelig.

Det er en meget analytisk fortolkning, fremført med fabelagtig præcision. Hørt efter Lars Vogt er det et næsten kropsløst spil, hvor pianisten kun er tilstede fra håndledet og ud mod fingerspidserne.
Tharaud giver mod forventning kun få af variationerne et personligt touch af ornamenter eller fiffig artikulation. Mest påfaldende er den næstsidste variation, som Tharaud præsenterer med velplaceret show-off i de pralende åbningsakkorder. En agogisk effekt fra cembaloet, overført til klaveret. Også begyndelsen af variationsværkets 2. del, den franske ouverture i variation 16, får med god mening understreget sin karakter af bravourspillet.
Sats for sats er det den måske mest virtuose indspilning af Goldberg Variationerne, jeg har hørt. Men når alt kommer til alt er det en cerebral fortolkning. Sådan er Alexandre Tharaud.

En afsindig udgivelse er Igor Levits 3-cd boks med de tre største klavervariatonsværker, der findes: Udover Bach får man også Beethovens Diabelli-variationer og – originalt! – amerikaneren Frederic Rzewskis ”The people united”-variationer over det chilenske revolutions-hit fra 1970’erne, “El pueblo unido”. Levit kan næppe gabe over noget større efter at have debuteret med Beethovens sene sonater, efterfulgt af Bachs seks Partitaer. Nu dette – i en alder af 28 år. Hvad kan han sigte efter i fremtiden?

Hans spil er mageløst flydende og ubesværet, holdt sammen af en gennemgående puls og en altædende teknik. Her er ingen af de grublerier og anstrengelser, Vogt viser os, og i den glatte klaverstrøm hører man også mindre til flerstemmigheden end hos Tharaud, der virkelig splitter enkeltstemmerne ad. Igor Levits ufattelige overskud gør pudsigt nok hans fortolkning til den mindst begivenhedsrige af disse tre.