Olga Marie Mikalsen (1915-2006) var en sangerinde, der ikke kunne synge. Norges svar på den amerikanske excentriker Florence Foster Jenkins, der i 1930’erne brugte sin formue på at overbevise verden om, at hun var en stor operasangerinde. Legendariske er Florence Foster Jenkins’ forsøg på at synge virtuose sopranarier som Nattens Dronning og Adeles lattercouplé. Det er klassisk på vrangen, ufrivillig metakunst. Den slags kræver et offer, og FFJ meldte sig selv som martyr.

Olga Marie Mikalsen var hendes norske åndsfælle. Ikke en egentlig konkurrent, for hun havde en anden stemmetype. Hun kaldte sig for “lyrisk alt”, en betegnelse, ingen før eller siden har brugt. Mikalsen var 53 år, da hun debuterede, en alder, hvor sangerinder normalt trækker sig tilbage. Men i stedet begyndte en besynderlig karriere, som guderne må vide hvordan bragte hende til nogle af Europas kendteste koncertscener: Salle Pleyel i Paris, Finlandia Salen i Helsinki, Stockholms Koncerthus og herhjemme Odd Fellow Palæet. Højdepunktet var – som det også var for Florence Foster Jenkins – at optræde i Carnegie Hall (dog kun i husets allermindste sal).

I DR’s Diskotek faldt jeg engang i 1990’erne over Olga Marie Mikalsen første plade, en lp, som desværre siden forsvandt fra samlingen. Den er nemlig værdifuld på samlermarkedet. Men på Youtube har nogen lagt en optagelse af hendes slagnummer, Griegs “Våren”, som meget vel kan være taget fra denne live-lp eller i hvert fald lyder på samme måde.

I sin høje alderdom blev Olga Marie Mikalsen trukket ind i en ny medievirkelighed, ligesom den aldrende kok Kirsten Hüttemeier herhjemme, da hun som 81-årig medvirkede i en norsk sodavandsreklame. Det er ikke til at sige, i hvor høj grad hun er selvironisk bevidst her, eller om det simpelthen bare stadig er det varme rampelys, der er det vigtigste – om så man er til grin i al evighed.
Olga Marie Mikalsen ville i dag, 9. januar 2016, være fyldt 101 år. “Gratulerer!”

Læs her en fin norsk nekrolog fra en pladeproducer, der kendte Mikalsen på tomandshånd