I 1961 var den finsk-svenske komponist Moses Pergament (1893-1977) på besøg i Danmark, hvor han mødtes med nogle af de mest fremtrædende danske komponister: Per Nørgård, Niels Viggo Bentzon, Knudåge Riisager og Vagn Holmboe. Han skrev en rapport, der blev trykt i den svenske avis Stockholms Tidningen 27. april 1961, og den er meget interessant læsning i dag. Pergament ramlede nemlig direkte ned i en skelsættende tid i dansk musik, og selv om det er tydeligt, på hvilken fløj han selv befandt sig, møder man i hans temmelig litterære tekst ikke bare fine karakteristikker af de fire komponisters musik og personlighed, men også stikprøver fra tidens stærke musikalske brydninger.

Teksten har ikke været publiceret andre steder tidligere, og jeg har her oversat den til dansk i sin helhed.

”Yngst blandt de fire kendte danske komponister, som jeg havde den fornøjelse at træffe i løbet af de par dage, jeg besøgte København, var Per Nørgård. En høj, blond og lidt tilknappet ung mand med en askets ansigt, i hvilket et par intelligente og på en lidt mærkelig måde fjernt skuende øjne lyste som gennem en usynlig drapering.
Vi sad i et lille værelse med to skriveborde oppe i Politikens hus ved Rådhuspladsen. Ved det ene bord skrev Robert Naur, avisens førende musikkritiker, en anmeldelse af den koncert, han og jeg netop havde overværet. Ved bordet overfor havde Nørgård slået sig ned for, også han, at fuldende sin anmeldergerning – han havde været til en koncert med bl.a. nye danske værker.
Et vittigt indfald her, et stikord der – alt imens maskinerne klaprede og linjerne blev fyldt ud. Snart var manuskripterne klar til aflevering. Samtalen tog fart, skød knop og forgrenede sig til stadig flere områder. Nørgård fremstod som en ivrig fortaler for det aggressive fremskridt. Han bejaede alt nyt og følte sig som en stridslysten soldat i de ultramodernes åndsbrigade.
I sine egne værker følger Nørgård trofast de nye principper, og når der er brug for at forsvare dem mod forstokkede angreb, trækker han gerne sværdet på barrikaderne – sagt mere konkret: Spidder dem med sin pen i avisspalterne. Det er en sjælden blanding af følsomt instinkt og indre stridbarhed, som udmærker denne uden tvivl højt begavede danske komponist.

Vagn Holmboe, Niels Viggo Bentzon og Knudåge Riisager, tegnet af Erik Werner til den oprindelige avisartikel i 1961

En helt modsat type, både hvad angår det ydre og det indre, er den sortskæggede viking Niels Viggo Bentzon, en enormt frodig kæmpe med en kaninagtigt ynglende produktion og med lige stor appetit på musikæstetiske udfordringer som gastronomiske glæder. Bentzon har bl.a. skrevet en bog om tolvtonemetoden, hvilket dog ikke har forhindret, at han er blevet kaldt reaktionær af den radikale fløj og tvunget til at duellere offentligt med pen.
Vi sidder med hvert vores skummende ølkrus på en lille restaurant midt i byen og diskuterer situationen for den såkaldte kunstmusik i dag. Bentzon synes, at de yngste går for langt. Det er eksperimenteren uden hæmninger. Men er det musik? Er det ikke snarere videnskabelige eksperimenter, kunster i stedet for kunst? Og hvor bliver det personlige af – det vigtigste og fineste ved al kunst? Hvad andet er det, historien udvælger, end netop personlighederne? Af større eller mindre betydning for samtid og efterliv, med større eller mindre slagkraft, men i hver fald særegne, egensindige, med hver sin levende, personlige verden indeni.

Bentzon tømte kruset til bunds og eksploderede i et voldsomt grin, der rystede hele hans korpus – et sandt bjergmassiv. Der var dog ikke fare for, at kolossens fortøjninger skulle briste; han var stærkt forankret i sin alt andet end beskedne selvopfattelse. Han virkede urokkelig i sin fornemmelse af at indtage en central placering blandt de nulevende danske komponister, og der viste sig ingen anledning for mig til at komme med nogen tvivl om den sag.
Med sin frodige og omskiftelige produktion, hvoraf meget afslører en teknisk dreven pianist, er Bentzon unægtelig en af Danmarks førende komponister og ved siden af Riisager og Holmboe den mest kendte udenfor landets grænser. En højrøstet kæmpe med en åndsmæssig udrustning, der egner sig lige godt til musikalske kraftudbrud såvel som til mere subtile tonemanifestationer.

Knudåge Riisager

På Københavns Kongelige Konservatorium mødes jeg med Knudåge Riisager, nuværende direktør for bemeldte læreanstalt. Med sit udprægede fuglefysiognomi og sine små plirrende øjne giver han indtryk af livlig opmærksomhed og pejlende årvågenhed. Han har en veltrimmet hjerne, som først og fremmest lader til at koncentrere sig om realiteterne. Hvilket ikke forhindrer, at han som komponist har vist sig ikke bare at have hang til humor og komik, men også en stærkt udviklet fornemmelse for romantiske kvaliteter. Om det sidstnævnte vidner bl.a. hans musik til Birgit Cullbergs ballet ”Månerenen”, som i fjor blev opført på Det Kongelige Teater i Stockholm.
Riisager foretrækker musik, der opfylder hvad han kalder de elementære krav til denne kunst: Orden, disciplin, form og logik – alt sammen begreber, som man godt kunne tænke sig at få defineret præcist. Derimod er han meget skeptisk og ironisk overfor enhver slags maskinel klangdannelse.
I en artikel i Berlingske Tidende har han fortalt om en slags amerikansk regnemaskine – electronic compounder – med hvis hjælp det er muligt at skabe musikalske kompositioner. En musikprofessor ved University of Ilinois og chefmatematikeren ved Standard Oil i Califonien har – uden at trække på smilebåndet – i fællesskab behandlet vidunderet i en bog med titlen ”Experimental Music”. Riisager kommenterer spydigt: ”Måske ender vi der, hvor komponisterne – i hvert fald i Danmark – fremover må flytte deres uddannelse til Niels Bohr Instituttet og supplere den med praktiske øvelser i Danmarks Tekniske Højskoles lydtekniske laboratorium.”
Modviljen mod det maskinelle får dog ikke Riisager til at forkaste hverken Schönbergs tolvtoneteknik eller Stravinskijs musikale saglighedsæstetik. Hvad angår ham selv afstår han fra både førstnævnte og sidstnævnte. Han nøjes så at sige med at gå i fædrenes fodspor, men som ansvarlig for ånden og pensum ved den højeste musikalske læreanstalt i Danmark er han generøs nok til ikke at berøve eleverne muligheden for at få indblik i det, som rører sig i tiden.

Vagn Holmboe

Den mest imponerende skikkelse blandt danske komponister i dag er efter min mening Vagn Holmboe. Med sit alvorlige, åndfulde ansigt, sit åbne, man kunne næsten sige panteistisk besjælede blik og hele sin noble personlighed inkarnerer han meget af det bedste i det danske væsen. Som komponist – desværre alt for lidt kendt i Sverige – er han først og fremmest symfoniker, og en født sådan. I sine otte symfonier fortsætter han den danske tradition, delvis som efterfølgelse af Carl Nielsen, men også, og ikke i ringe grad, med et udpræget personligt udtryksbehov.
Vi mødtes ved en frokost på tremandshånd; den tredje var hans smukke rumænskfødte hustru, der tidligere var aktiv som koncertpianist. Samtalen drejede sig om mange af tidens kunstneriske problemer, naturligvis især de musikalske. Også Holmboe har for sit vedkommende taget afstand fra de radikale strømninger. Han er tilstrækkeligt opfyldt af alt det, han bærer indeni sig og vil finde klingende udtryk for, og intet af det synes at forudsætte en radikal fornyelse af midler og stil. Det betyder dog ikke, at Holmboe som formgiver og stilist er blevet stående på samme sted. Han har tværtimod stræbt efter nye greb om sit stof, en ambition, som de senere år har ført ham frem til en slags symfonisk metamorfosemetode, dvs. en kompositionsteknik, som fokuserer på motiviske urcellers uafbrudte forvandling og udvikling til symfoniske linjer og blokke. Derigennem søger Holmboe i lighed med mange andre jævnaldrende komponister at opnå den mest organisk betingede enhed, der kan tænkes.
Ligesom Bentzon har Holmboe trukket sig bort fra storbyens larm og støj. Han er også holdt inde med den anmeldergerning, som kastede glans over hans navn. Nu bor han på landet i nærheden af København og deler sin tid mellem sit eget arbejde og undervisning (desværre i byen, hvor han virker som professor i komposition ved konservatoriet).

Fra dette mit første personlige møde med Holmboe tog jeg med mig indtrykket af et levende og alsidigt interesseret menneske, hvis grundtræk er en ubøjeligt ærlig og i høj grad afklaret sjæls alvorsfulde indstilling til både liv og kunst.”

 

Moses Pergament (1893-1977)