Symfoni nr. 6 fra 1925 er Carl Nielsens sidste, mærkeligste og mest omdiskuterede symfoni. Hvad er det, der foregår i den? Laver han fis med publikum? Parodierer han moderne musik? Eller lægger han sig selv på psykologens briks?
Alene titlen Sinfonia semplice (”Enkel symfoni”) er underfundig. Den peger umiddelbart på de naive temaer og den gennemsigtige klangverden, som symfonien begynder med. Væk er de enorme kraftudfoldelser fra hans foregående symfonier nr. 4 og 5.
I pressen fremhævede Carl Nielsen også netop den lyse side af symfonien. ”Der er lystige Ting deri”, sagde han, uden at man i avisen kunne aflæse, hvorfor musikken skulle være lystig.

Hurtigt i 1. sats melder der sig en kompleksitet, der gør påstanden om enkelhed falsk. De naive temaer bliver til hule postulater om idyl og fordragelighed, når musikken begynder at modsige sig selv. Påstand og modsigelse følges ad gennem hele satsen, og på det, der burde have været satsens højdepunkt, kikser musikken storslået på en skærende uhyggelig dissonans. Enkelhedens princip har spillet fallit.

Så følger den bizarre 2. sats, “Humoreske”, hvor instrumenterne slippes løs i anarki. En spagfærdig spillemandsmelodi forsøger at påtage sig funktionen som det halmstrå, de andre kan gribe om. Imens gaber basunen provokerende af kedsomhed.
Er det Carl Nielsens bud på moderne musik? Er det en parodi på moderne musik? Eller giver komponisten simpelthen slip på styringen – og skyldes det i så fald ren afmagt? Carl Nielsens samtid, også hans mange beundrere, håbede, at det hele blot var en underlig vits.

I 3. sats står musikken trængt op med ryggen mod muren og forsøger at samle sig ved hjælp af seriøsitet og klassisk fugateknik. Flere forsøg undervejs på at skabe sammenhæng bliver ikke gennemført efter planen, og da satsen omsider falder til ro, er det på grund af opgivenhed. Komponisten bag musikken står nu helt afklædt tilbage, alene med en følelse af ufuldkommenhed og meningsløshed.

Reaktionen kommer i den fandenivoldske 4. sats, som består af variationer over endnu en lille melodi. Udviklingen spændes meget hårdt, og det knækker helt, da en tossegod variation i valsetakt angribes af kaotiske udbrud fra messingblæserne. Tilbage er kun tomme fanfarer og en balstyrisk fuldemandspolka. Carl Nielsen lader symfonien ende med en provokerende pruttelyd i fagotterne som et uforbeholdent ”skråt op”-tegn.
Den fejrede nationalkomponist slutter kort sagt sin gerning som symfoniker med at sige ”I kan rende mig” til os alle sammen.

Lystige ting – jo, det er der bestemt i Nielsens sidste symfoni. Og det er dødsensalvorligt. Historisk set har symfonien været regnet for Carl Nielsens svageste, fordi den med sin groteske ujævnhed og manglende forløsning benægter de idealer og den råstyrke, de fem foregående symfonier havde præsenteret.
I Symfoni nr. 6 møder man ingen afklaret mester i sin sene fase, hvor alt giver højere mening. Tværtimod. Og derfor er den så hårrejsende. Det er én stor afmontering af Carl Nielsen selv, der her sidst i livet sætter et stort spørgsmålstegn ved, om tilværelsens anstrengelser overhovedet har haft nogen mening.

 

Programtekst til DR Symfoniorkestrets koncert 24. marts 2022