Værkintroduktion

“Lonesome”. Jesper Koch og hans klarinetkoncert

”Jeg er altid flygtet ind i musikken”, fortæller komponisten Jesper Koch. ”Som dreng oplevede jeg musikken som den ideelle verden, og jeg brugte hele min barndom ved klaveret. Den virkelige verden havde slet ikke samme appel.”

Jesper Koch er født 1967 i København, og hans dragning mod drømmenes verden er ikke blevet mindre med årene. Tværtimod har hans tekniske mesterskab som komponist givet ham stadigt flere muligheder for at male drømmebilleder og lukke tilhøreren ind i andre verdener end den virkelige.
Hans musik er melodisk og ofte tonal, hvad der giver god mening, når så mange af hans værker drejer sig om nostalgi og tabte drømmeverdener. Med stor sikkerhed tager han sin lytter i hånden og viser vej gennem musikkens flydende blanding af fantasi og virkelighed, og det er ikke noget paradoks, at han tydeligt bliver sig selv, når han besøger traditionen. Mødet bliver hverken patetisk eller ironisk, men får en poetisk dobbelthed, når det tabte betragtes fra nutiden. Selv når hans musik deltager i et maskespil, gemmer komponisten sig ikke. Hav øre for den tvetydighed hele tiden i Jesper Kochs betagende og billedskabende værker.

Lonesome
Klarinetkoncerten Lonesome (2010-13) blev uropført af soloklarinettist John Kruse og Odense Symfoniorkester i 2013, dirigeret af Alexander Lazarev. Orkesterbesætningen er harpe, slagtøj og strygere. Klarinetsolisten er altså den eneste blæser på scenen; den har ingen ”venner”, men omvendt heller ingen rivaler. Klarinetten taler med sig selv, og den kalder ud i rummet – og får nogle gange et svar. Men fra hvem? Omgivelserne skifter, og forbindelserne har det med at opløse sig hurtigt, fordi klarinetten har svært ved at falde i et med sine omgivelser.

Lonesome er udformet som en slags ”tema med variationer” i én sats. Det er ikke kun klarinettens indledningstema, der varieres, men også selve ensomheden: Man møder den opgivende ensomhed, den håbefulde ensomhed, den afbalancerede ensomhed – foruden klarinettens forskellige korte møder med fællesskabet. Fordi klarinetten grundlæggende må nøjes sit eget selskab og selv opsøge kontaktmulighederne, spiller den nærmest nonstop i værket.

Klarinetten begynder helt alene med en sørgmodig klagesang ”al niente”, ud af intet. Den mødes kun af en hul opbakning fra klokker, harpe og vibrafon. En resonans af ensomheden. Først derefter kommer der et mere meddelsomt svar fra bratscherne, strygergruppens mest klagende instrument.
Et klokkeslag markerer inden længe, at ”tiden er gået”, og derefter får klarinetten i næste afsnit en mere livgivende energitilføring. Men også den slutter brat – på klokkeslaget. I de følgende variationer spiller klarinetten en langsom vals med en enlig bratsch (senere tre solobratscher) og derefter en hurtig dans med en violin som partner. Koncertens mest dynamisk afsnit er i samspil med det fulde strygerkorps, inden klarinetten spiller en kadence, ledsaget af strygekvartet, harpe og vibrafon.
Den sidste variation er optimistisk og jazzy, men fristen er stakket, og ensomhedens klokke bliver ved at kalde. Alligevel opnår klarinetten og orkestret til slut en samhørighed – måske ligefrem et øjeblik af lykke? – på et nyt eksistentielt niveau. Selv om dette smukke, intime øjeblik måske ikke vil kunne vare for evigt, slutter Lonesome i dur.

”Klarinetten er den blæser, der kan flest ting og har det største temperament”, siger Jesper Koch. ”Men i Lonesome har jeg holdt mig fra dens højeste register. Klarinetten er i min version mere indadvendt og lever en tilbagetrukket tilværelse. Utilnærmelig er den ikke, bare ensom.”

 

Redigeret udgave af en tekst, skrevet til den kommende indspilning af Jesper Kochs tre solokoncerter, bl.a. “Lonesome”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *