Man går altid til et interview med spænding. Dels fordi det er et møde med et som regel ukendt menneske, dels fordi der jo skal komme et produkt ud af mødet, nemlig en artikel, som andre ukendte mennesker skal læse og gerne få udbytte af.
Mødet afhænger naturligvis af den menneskelige kontakt, og det er noget, man kan have mere eller mindre talent for at skabe. Jeg taler af erfaring når jeg siger, at det kan gøre møderne vanskelige, når man ikke har det naturtalent. Med god grund kalder man de stakkels hovedpersoner i interviewsituationen for ”ofre”, for de har prøvet oplevelsen mange gange, måske så ofte, at de bare ikke gider mere.
Jeg skulle engang interviewe en kendt østrigsk sopran, lad os her kalde hende Angelika K., som helt åbenlyst ikke gad. Da jeg mødte op til aftalt tid sammen med presseagenten, lod hun som om, hun ikke så os. Agenten var ny i faget og turde ikke insistere, først efter et godt stykke tid, da situationen var blevet pinlig for os alle. Omsider fik jeg lov til at tale med sangerinden, som svarede med afmålt venlighed på spørgsmålene, indtil hun efter et kvarters tid sagde: ”Undskyld, men jeg orker simpelthen ikke det her.” Og så gik hun.
En russisk violinist, som vi kan kalde Ilya G., svarede kun på mine spørgsmål med enstavelsesord, mens han kiggede ud ad vinduet. Da han opdagede en berømt kollega, en bratschist, vi kan omtale som Jurij B., fór han op af sofaen og blev meget snakkesalig, men desværre ikke sammen med mig.
Andre og måske mere ydmyge kunstnere kan til gengæld udvise stor gavmildhed. En dansk komponist, jeg skulle interviewe, havde forberedt et lille kompendium til mig, der gennemgik principperne bag hans musik. En anden komponist, lad os kalde ham Hans A., serverede te og hjemmebag og begyndte under interviewet at tegne diagrammer, som illustrerede de idéer, han netop havde fortalt om. Andre har trukket indspilninger og noder frem, som man kunne tage med hjem og studere videre, og en estisk kordirigent, som vi her kan kalde Tõnu K., begyndte pludseligt at servere estisk chokolade, som han fandt i sin taske, og spurgte udenfor emnet om jeg mon også havde lyst til at høre masteren til en kommende korplade, han netop havde færdiggjort og var meget stolt af.
Og så er der de interviews, hvor det går af sig selv, fordi offeret løser opgaven for en. Jeg havde med ærefrygt set frem til interviewet med Andras S., en af vor tids største pianister, der gæstede København. Jeg mødte op i god tid på det aftalte sted, men pianisten dukkede simpelthen ikke op. Først 20 minutter over kom han slentrende hen ad fortovet med en plastikpose i hånden og med store solbriller på. Hilste høfligt og undskyldte at han var lidt træt, fordi han aftenen før havde været ude at spise (og vel også drikke) med nogle gode venner.
Men anbragt i sit solistrum var han klar som dagen. Han konverserede overlegent på formfuldendt engelsk, kædede selv alskens emner sammen, både private og politiske, kommenterede dristigt og vittigt sine yndlingsaversioner samtidig med at en vældig ydmyghed overfor kunsten gennemsyrede hele hans tankegang. Trænet som han var i diplomatisk adfærd afrundede han interviewet efter præcis en time ved elegant at vende tilbage til det første emne, vi havde talt om i begyndelsen. Samtalen var forbi. Jeg sagde tak, og han hankede op i sin plastikpose, som viste sig at indeholde klavernoder. Nu skulle han øve sig. Han efterlod mig med en båndoptagelse, der stort set bare skulle skrives af for at blive til en færdig artikel.