I denne måned udkommer min biografi om komponisten, dirigenten og pianisten Victor Bendix (1851-1926). Det er den første bog om Bendix nogensinde. Et af bogens formål er at undersøge, hvorfor en person med så geniale evner som Bendix’ ikke kom til at besidde en af de centrale poster i dansk musikliv. Bendix måtte i stedet udfolde hele sin karriere på egen hånd. Var det et valg – eller en tvungen nødvendighed?

Det stod ikke til diskussion, at Victor Bendix var en kulturel hovedfigur i København. Han var en fuldendt, alsidig musiker med et kæmpe netværk, og der var stor respekt om hans evner og begavelse. Alligevel kunne han i et erindringsnotat, som han nedskrev omkring 1916, få sig selv til at konkludere, at han altid havde været udenfor det gode selskab. Han forklarede det ved, at han gennem livet havde været uenig med de herskende holdninger, både de politiske og kunstneriske. Som ung følte han sig for radikal til tidens konservatisme, og som ældre forholdt det sig præcis omvendt. Med andre ord var det kun i den midterste del af livet, at Bendix følte sig i pagt med sin samtid.
Bendix formulerede det sådan i den afgørende, bitre passage af sit notat:

“For ligesom jeg i min Ungdom var alt det man dengang ikke skulde være i København: Wagnerianer, Venstremand, Fritænker, Darwinist og derfor ikke kunde gøre mig Haab om at knæsættes af de toneangivende Kredse saaledes er jeg nu paa mine gamle Dage ogsaa i Opposition til den herskende Smag og ingen ubetinget Beundrer af de yngre Slægtsleds Knytnæveharmonik, kan ikke indsee at man er en betydelig Kunstner fordi man skriver 7 rene Kvinter i Rad og holder stadig paa at Melodirigdom er den fødte Komponists Adelsmærke. Derfor maa jeg finde mig i af denne Ungdom at betragtes som en blødagtig, poetiserende Schumannianer, en Repræsentant for en Kunstretning der har overlevet sig selv og er uden Betydning for Nutiden.”

Bendix havde i 1891 været officiel kandidat til at blive dirigent for Musikforeningen efter Niels W. Gades død, men han blev utvetydigt fravalgt af bestyrelsen, selv om han i sin ungdom havde været Gades favorit. Pressen nævnte også, at Bendix var oplagt som kapelmester for Det Kongelige Kapel, men ikke en eneste gang kom han til at dirigere orkestret. En anden naturlig post for Bendix kunne have været stillingen som direktør for Musikkonservatoriet. Bendix har formodentlig regnet sig selv for en af de absolut mest egnede kandidater, hvis det altså ikke var fordi han, som han selv formulerede det, havde ”det Uheld ikke at kunne deltage i det almindelige Kor.”

Alternativet til magten og æren var for Bendix at være martyr. At opfatte sig selv som den oversete, der burde have haft hovedrollen, og at understrege sin position ved at vise, hvad man var gået glip af ved at springe ham over. På trods af hvad der lignede en livslang succes, kunne han sent i livet konstatere, hvilke omkostninger det livsvalg havde haft:

“Særstilling medfører ikke blot Ensomhedsfølelse, men ogsaa Ensomhed. Og jeg vilde ikke være oprigtig om jeg søgte at skjule, at Mangel paa Venner, Mangel paa Deltagelse har virket hæmmende paa mit Kompositionsarbejde – i hvert tilfælde kvantitativt, men maaske ogsaa paa anden Maade. Det har vel ogsaa medført, at jeg som Lærer Klaverspiller og Dirigent har spændt mine Evner mere end heldigt er.”

Første side af Bendix’ erindringsnotat fra ca. 1916

I Dansk Musik Tidsskrifts nekrolog fra 1926 over Bendix blev ordet ”særstilling” også brugt, men på en anden baggrund. Bendix blev her beskrevet som ”en karakteristisk Profet, der som Kunstner og Menneske vandt en Særstilling blandt sine samtidige, fordi han nu engang ikke var et Dusinmenneske, men ved Siden af sin Naturbegavelse og fine musikalske Kultur var en Enspændernatur, klog og skarp, der i Tidens Løb kom til at staa ene, fordi han med øjensynlig Selvbevidsthed og Selvfølelse placerede sig selv i Forhold til andre, uden for andre.”

Bendix’ radikale holdninger var i modsætning til de konservative, kongetro og kristne kredse, der styrede dansk musikliv. Og der kan nok heller ikke være tvivl om, at også Bendix’ offentligt kendte privatliv med utallige elskerinder og uægte børn stod i vejen for den fulde accept af ham. Dansk Musik Tidsskrift bemærkede diskret, at ”trods sine sjældne Evner som Dirigent, kom Victor Bendix af Grunde, som nok til syvende og sidst var af personlig Art, ikke frem paa den Plads, som Begavelsen faktisk anviste ham.”
Sidst men ikke mindst var der jo så den årsag, at Bendix var jøde. Selv nævnte Victor Bendix aldrig direkte, at det havde påvirket hans skæbne. Måske fordi han mente, at han – inspireret af sin fætter, Georg Brandes – havde gjort rent bord ved at fornægte al religion. Det var dog næppe nok for offentligheden. Som jøde tilhørte Bendix den mest markante minoritet i København. Alle vidste, at efternavnet Bendix var jødisk, og samtidens beskrivelser af Victor Bendix fremhævede ved flere lejligheder hans jødiske udseende.

Var det kort sagt antisemitisme, der lå bag Bendix’ luftige formuleringer om sin ”særstilling” og ”det Uheld ikke at kunne deltage i det almindelige Kor”? Det er en oplagt konklusion, som understøttes af vennen Karin Michaëlis’ lige så omskrevne formulering om at ”Skæbnen slog ham i Lænker, som han ikke formaaede at sprænge.”
Konkrete antisemitiske forhindringer er dog meget svære at bevise i Bendix’ tilfælde. Hele emnet var omgærdet af en kraftig blufærdighed. Bendix, der ønskede sig frigjort fra sin jødiske baggrund, men uden at konvertere til kristendommen, ville ikke selv bringe emnet på tale, og presse og offentlighed vidste trods alt, hvor grænsen gik for antisemitiske beskyldninger.

Det er ikke muligt at dokumentere, hvad Victor Bendix’ tænkte om sin jødiske afstamning. Udsagnene og kilderne mangler simpelthen, fordi Bendix i begyndelsen af 1870’erne vendte ryggen til religionen og aldrig udtalte sig om jødisk tro og jødisk kultur. I modsætning til sine fætre Georg og Edvard Brandes meldte han sig dog ikke ud af den jødiske menighed og brød derfor aldrig formelt med det jødiske miljø i Danmark. En så traditionsbevidst person som han havde næppe let ved at rive rødderne over.
Derfor angav Victor Bendix også ved folketællingen i 1921 – den sidste, hvor man registrerede borgernes religiøse forhold – at han tilhørte Det Mosaiske Troessamfund. Officielt var han altså oplistet som jøde og del af en religiøs minoritet, hvis tro han afviste, samtidig med at det var medvirkende til, at han aldrig kom til at føle sig som ”en del af det almindelige Kor”.

 

Min biografi om Victor Bendix udkommer 29. januar 2021 på forlaget Multivers.
Bogen er 8. bind i serien Danske Komponister, som jeg redigerer for forlaget. Jeg har tidligere skrevet seriens biografi om komponisten Ludolf Nielsen.