Er Fuzzy en klassisk komponist? Det er han – også. Men næppe nogen anden klassisk dansk komponist de sidste 100 år har vel udfoldet sig så ivrigt på så mange områder som ham, Fuzzy, der blev født 1939 i Roskilde og døbt Jens Wilhelm Pedersen. Jazz, avantgarde, filmmusik, teater, viser, elektronmusik, salmer, comedy, marchmusik og klassiske orkesterværker er nogle af hans arbejdsfelter, og han har optrådt som både pianist, klarinettist og blokfløjtespiller. I offentligheden er hans klassiske side nok ikke så kendt, og når man læser Fuzzys erindringsbog er det heller ikke den del, der dominerer. I det hele taget er der ikke rigtig noget, der lader til at dominere Fuzzys musikalske liv udover hans enestående glæde ved at skabe. Helst sammen med nogen og helst i højt humør.

I anledning af sin 80-års fødselsdag har Fuzzy fortalt sine erindringer til P1-journalisten Tore Leifer, og der må ligge mange, mange timers samtaler bag, for bogen med titlen “Efterklang” er virkelig omfangsrig. 400 store sider gør den uden tvivl til den tykkeste erindringsbog af en dansk komponist nogensinde. Den er fortalt i jeg-form uden spørgsmål eller dialog med penneføreren, og det er Fuzzys genkendelige stemme, man loyalt møder i teksten. Han har ordet i sin magt! De mange sider er en strøm af fortælleglæde med vægt på velturnerede anekdoter om de gode oplevelser og sjove stunder. Mere ordknap er han, når det gælder eftertanker og analyser – selv om de er der.

Bogens kronologi er bestemt ikke streng. Den begynder med Fuzzys tid som seminarist, inden vi på side 95 kommer til barndommen og fra s. 170 vender tilbage igen til studietiden. Fra s. 185 og resten af bogen fortæller han om sine musikalske projekter og samarbejdspartnere fra de sidste 50 år. Nærmest i form af en kommenteret scrapbog, som er svær at overskue, fordi fortælleren ikke altid bekymrer sig om at sætte årstal på, og fordi der omtales så mange projekter og personer i talestrømmen. Først får man næsten 100 sider om de utallige teaterforestillinger, han har medvirket til, og derefter hører man om film, koncerter, turnéer og andre projekter, hvis fællesnævner er, at de har givet Fuzzy spændende nye udfordringer til at være musikalsk altmuligmand i nuet.

Det er en meget kreativ sjæl, der kaster sin kærlighed på genrer, der kun lever i øjeblikket, og de fleste af de projekter, Fuzzy omtaler, er i dag borte som boblerne i bækken. Det var nuet, der talte. Det gør stoffet lidt vanskeligt at forholde sig til som læser, og ret ofte bliver man ærligt talt i tvivl om kvaliteten af det, der var engang. Hvad ville holde til et gensyn, hvis det kunne lade sig gøre? Fuzzy fortæller faktisk selv, at han ikke tør gense en særlig bevægende oplevelse, han har bevaret på videobånd, af frygt for, at den vil virke blegere end hans erindring af den er.

Fuzzy med sin elskede lærer og mentor, Per Nørgård

Noget af det mest interessante i bogen er de bredere miljøbeskrivelser, f.eks. af Roskildes provinsliv i efterkrigstiden og af livet på de utallige danske værtshuse, jazzklubber og beværtninger, Fuzzy har spillet på i syv årtier. Og så er der insiderberetningerne fra ungdomsoprørets år i det klassiske musikliv. Fuzzys begejstring for 1960’erne er stadig stor, og det var tydeligvis en helt afgørende tid for de involverede. Godt at få beskrevet af endnu et øjenvidne. Der er især kærlige ord om den åbensindede mentor Per Nørgård, men også om kolleger som studiekammeraterne Ingolf Gabold, Erik Norby og Svend Nielsen. De historiske perspektiver udvider sig, når Fuzzy fortæller om sine forbindelser til store ikoner som Stockhausen (som han ikke brød sig om) og Ligeti, og når han har haft direkte oplevelser med Carl Nielsen-elever som Finn Høffding og Emilius Bangert. Høffding og Vagn Holmboe fremhæves smukt for deres ærlighed og menneskelighed.

Mindre spændende er de mange hverdagserindringer om skolelærere, juleaftener, sommerferier osv., som alle selv kender magen til. Men det er nok heller ikke let at fortælle sine erindringer, når man husker så godt som Fuzzy, og når man som ham gennem et utroligt kreativt liv har dyrket netop det at holde alle sluser åbne. “Efterklang” er et erindringsvandfald, der virker noget uredigeret og mangler noget så basalt som et stikords- eller navneregister. Men fortællingen er vital, charmerende og gavmild, fuld af indfald og helt i hovedpersonens ånd.

Tore Leifer & Fuzzy: Efterklang
Forlaget Clemmer Du
408 sider, kr. 300